Først var der hele historien om Handihelp, der gik konkurs, blev overtaget af et nyt firma, mens ejerne af det oprindelige Handihelp etablerede yderligere et nyt firma.
Men markedet for at påtage sig arbejdsgiveransvaret i BPA-ordninger er i det hele taget er noget af et Klondyke for lykkeriddere, der ønsker at tjene hurtige penge.
Flere borgere med BPA har i den seneste tid oplevet, at når de søger hjælpere, f.eks. gennem annoncer eller feks. gennem LOBPAs hjemmeside, så får de henvendelser fra sådanne firmaer, der uopfordret tilbyder deres ydelser.
Dette er næppe lovligt.
Et af disse firmaer er Lotus Handicaphjælp, der i henvendelsen henviser til deres hjemmeside, der blandt udmærker sig ved, at der overhovedet ikke fremgår, hvem der står bag firmaet og hvilke forudsætninger firmaet har for at påtage sig opgaven.
Firmaet tilbyder i øvrigt også rejser til Thailand.
Disse mystiske henvendelser, som man kan risikere at modtage, når man f.eks. søger handicaphjælpere, giver os anledning til endnu en gang at opfordre alle til at vælge sin BPA-arbejdsgiver med omhu og ikke overdrage arbejdsgiveransvaret til firmaer, som man ikke kender, eller som har skabt sig et dårligt ry på markedet.
Selv om Muskelsvindfonden og andre handicaporganisationer gerne vil hjælpe, hvis man kommer i klemme, er det yderst begrænset, hvad vi faktisk kan gøre, og der er også grænser for, hvor mange ressourcer vi har til rådighed til at hjælpe folk, der har været uforsigtige.
Derfor gælder det om, at man ikke bringer sig i en situation, hvor man får brug for vores hjælp.
Jørgen Lenger