Man kan godt blive noget forvirret over regeringens forslag til skattereform. De skruer på rigtig mange knapper samtidig, og man skal holde styr på både plusser og minusser. Og oven i købet er det slet ikke sikkert, at forslaget bliver gennemført. Slet ikke at det bliver gennemført i den nuværende form, for regeringen skal først forhandle med andre partier i Folketinget.

Når man kommer i den situation, at arbejdsmarkedet ikke står til rådighed for én, så har man ret til et andet forsørgelsesgrundlag, som f.eks. kan være kontanthjælp, dagpenge eller førtidspension, og de bliver alle sammen reguleret løbende.

Men de kan naturligvis reguleres på uendelig mange måder.

F.eks. kan man lade dem regulere ud fra lønudviklingen i samfundet. Så vil man f.eks. som førtidspensionist også få del i samfundets almindelige velstandsstigning; men i de år hvor folk på arbejdsmarkedet oplever en reallønsnedgang vil også førtidspensionisten opleve, at købekraften bliver mindre.

F.eks. kan man lade dem regulere ud fra prisudviklingen. Så vil man f.eks. som førtidspensionist opleve, at man ikke får del i samfundets almindelige velstandsstigning; men omvendt vil man bevare købekraften, selv om reallønnen falder.

”Over tid” er det en klar fordel, at overførselsindkomsterne reguleres efter lønudviklingen (typisk når der er vækst i samfundet); men der kan være enkelte år, hvor det faktisk er en fordel, at overførselsindkomsterne reguleres efter prisudviklingen (typisk når væksten er lav eller måske 0 - eller minus).

Det er dén mekanisme, som regeringen vil skrue på, så overførselsindkomsterne fremover reguleres efter en mekanisme, der mere følger prisudviklingen end lønudviklingen. Med andre ord en model, der ikke giver førtidspensionister og andre andel i en kommende velstandsstigning. Der har været nævnt nogle tal for, hvor meget en førtidspensionist på den måde vil komme til at halte bagud i 2020. Størrelsesordenen er 1.000 kr. om måneden (før skat); men jeg vil faktisk ikke gå nærmere ind i de tal, for det er der rent ud sagt ingen, der kan sige noget som helst fornuftigt om, selv om mange forsøger.

Kunne man f.eks. i 2004 have sagt noget som helst om, hvordan den økonomiske situation ville være nu, altså i 2012? Næppe. Og af samme grund er der heller ingen, der kan forudse, hvad der sker de kommende 8 år.

Uanset dette så står det imidlertid fast, at en person på overførselsindkomst formentlig vil blive ringere stillet i sammenligning med en person med en arbejdsindkomst i den lavere ende. Årsagen er, at personen på arbejdsmarkedet får en skattelettelse, mens personen uden for arbejdsmarkedet ikke får en skattelettelse.

Dette skyldes et politisk valg, som regeringen har truffet, og som bygger på den opfattelse, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”, hvilket jo er tidens trosbekendelse.

Det lyder ganske vist også besnærende, ikke mindst når arbejdsmarkedet ikke står til rådighed for titusinder af mennesker. Men ikke desto mindre mener regeringen åbenbart, at arbejdsmarkedet pludselig vil stå til rådighed, hvis man forringer overførselsindkomsterne.

Det samme politiske valg traf den tidligere regering, for heller ikke den tidligere regerings skattelettelser kom de mennesker til gode, der ikke havde adgang til arbejdsmarkedet. Problemet er derfor ikke så meget den enkelte forringelse, men at forringelsen i sammenligning med andre forringelser kommer oven på og oven på og oven på efterhånden en hel stribe af forringelser, blandt andet også i reglerne om fleksjob, der i hvert fald er i strid med princippet om f.eks. handicapkompensation, der ellers har været grundlaget for dansk handicappolitik siden 1998.

Jeg er helt opmærksom på, at princippet om handicapkompensation logisk set vil kunne føre til en nedgang i købekraften i enkelte år.

Jeg er også opmærksom på, at regeringens nye princip formentlig vil sikre købekraften i alle år, men heller ikke mere, og det vil med sikkerhed føre til en faldende livsindkomst for en førtidspensionist.

Alt andet lige, i hvert fald.

Alt andet er bare ikke lige, for samtidig sker der andre ting, og derfor er det lidt vanskeligt at give en samlet vurdering af regeringens oplæg.

Sideløbende foreslår regeringen nemlig, at mennesker med førtidspension efter de gamle regler (før 2003) skal kunne vælge at flytte til de nye regler. Det vil give et markant løft for ca. 75.000 af de ca. 122.000 mennesker, der fortsat får førtidspension efter de gamle regler. Det løft vil være større end nedgangen som følge af regeringens forslag til reguleringsmekanisme.

Disse 75.000 personer får i dag enten mellemste førtidspension (53.000) eller alm. forhøjet førtidspension (22.000). De resterende 47.000 personer med førtidspension efter gamle regler får højeste førtidspension, og de får ingen fordel af denne ændring, for af forskellige grunde kan det næppe betale sig for dem at flytte til ny førtidspension.

Men det betyder så, at de forringelser der formentlig er konsekvensen af regeringens forslag kun vil ramme en del af førtidspensionisterne, nemlig alle med førtidspension efter nye regler (122.000) og alle med højeste førtidspension efter gamle regler (47.000), mens altså 75.000 personer vil opleve en forbedring som følge af regeringens forslag.

Der sker med andre ord samtidig en omfordeling inden for gruppen af førtidspensionister, så de ca. 75.000 mennesker, der har den allerlaveste førtidspension får et løft.

I forhold til mine betragtninger om faldende livsindkomst for mennesker med førtidspension skal det så også nævnes, at regeringen foreslår at forhøje ældrechecken med 4.500 kr. pr. år, og netop mennesker, der har levet af førtidspension hele livet, vil i høj grad tilhøre den del af befolkningen, der som folkepensionister vil have lavest indkomst, og som derfor får glæde af, at ældrechecken forøges. Typisk har de ikke store pensionsopsparinger til at forsøde tilværelsen.

Herved kompenseres lidt mere – i hvert fald, hvis man lever længe nok …

Samlet set vil regeringens forslag formentlig over tid indebære en forringelse for førtidspensionisterne, men ikke for alle og i hvert fald ikke for de førtidspensionister, der indtil nu har haft den laveste forbrugsmulighed.

Derfor er der god grund til at være kritisk over for regeringens forslag, men en nuanceret holdning er nu heller ingen skade til. Og regeringen skal have den indrømmelse, midt i al kritikken, at nogle altså får et løft.

Mange andre elementer skal naturligvis indgå i denne vurdering for at gøre den komplet, herunder ikke mindst ægtefælleafhængigheden, men dem har jeg bevidst valgt at se bort fra lige nu for dog i det mindste at skabe lidt overskuelighed.

Når alt dette så er sagt, så vil jeg yderligere tilføje, at det har aldrig nogen sinde været sådan, at nu lægger politikerne et niveau, og det er så det, der er gældende i mange årtier fremover.

Den slags regler ændres igen og igen, og jeg er ikke i tvivl om, at der også fremover vil vise sig politiske muligheder for at regulere førtidspensionen – eller for den sags folkepensionen for mennesker, der har levet mange år på førtidspension, og der vil også fremover være partier, som vil lade den slags krav indgå i f.eks. de årlige finanslovsforhandlinger. Enten i form af direkte reguleringer eller i form af kompenserende ydelser, hvis købekraften skulle blive udhulet, eller hvis man på et tidspunkt måtte finde det urimeligt, at folk på overførselsindkomster får del i kommende velstandsstigninger i samfundet. Og det vil naturligvis ske allerede inden 2020, hvor regeringens forslag efter planen skal have fuld effekt. 8 år er meget længe i politik.

Derfor er vi på ingen måde bombet tilbage til stenalderen. Nogle vil ganske vist opleve et tilbageslag, men det er på ingen måde uopretteligt i de kommende år, og som nævnt vil ca. 1/3 af førtidspensionisterne faktisk opleve en fremgang som følge af regeringens forslag til skattereform.

Jørgen Lenger