Musik, taler, masser af glade mennesker, klapsalver og overraskende events. Det var helt, som det skulle være, da Musholm Ferie, Sport og Konference i eftermiddags åbnede det udbyggede center. 500 gæster var mødt op for at opleve alle de nye tiltag på centret, der gør det til et af verdens mest tilgængelige centre for mennesker med handicap.

”Det er den største milepæl i Muskelsvindfondens nyere historie,” sagde Henrik Ib Jørgensen, direktør for Muskelsvindfonden og Musholm.

”Det er en drøm, der er gået i opfyldelse,” sagde Jacob Haugaard, der i dagens anledning var rykket fra konferencierjobbet på Grøn Koncert til Musholms åbningsarrangement.

Borgmester i Slagelse kommune, Stén Knuth var rigtig stolt over, at verdens mest tilgængelige center er opført netop i Slagelse kommune og var glad for, at Musholm også har samarbejdet med lokale virksomheder.

”Tillykke med verdens bedste center, der giver mulighed for at give oplevelser til mennesker med handicap og give dem mulighed for at løfte sig som mennesker. Dette center er noget særligt, ” sagde Jytte Andersen, formand for Arbejdsmarkedets Feriefond, der har støtte byggeriet.

Også Realdanias direktør Jesper Nygaard, der har støttet den omfattende udvidelse af Musholm, var begejstret:
”Tilgængelighed skal ikke ses. Den skal mærkes – og det er Musholm et fantastisk eksempel på. Og det kan inspirere mange andre.”
Muskelsvindfonden formand, Evald Krog afrundede dagens taler med at takke alle, der har troet på den drøm, Muskelsvindfonden og han selv hele tiden har haft.

”Det er en helt usædvanlig dejlig mavefornemmelse at stå her i dag. Helt ærligt så er jeg pavestolt over, at vi har gjort det umulige muligt,” sagde han.

Indimellem talerne var der musik ved Chris Mink Doky Orchestra og solisterne Christopher og Burhan G, balletdansere, en dansk verdensmester i kørestolsdans.

Og den røde snor, der traditionelt skal klippes over ved åbningsceremonier, blev i dette tilfælde ikke klippet, men sparket over, da en storsmilende Eva indviede den tilgængelige svævebanen på tværs af hallen og brød den røde snor på den modsatte side. Så var Musholm åbnet.

Se fotograf Søren Holms billeder fra dagen.
Og se flere billeder på instagram @musholm_ferie_sport_konference #Musholm