Medlemmerne er hjertet i Muskelsvindfonden

En hilsen fra Henrik Ib Jørgensen, direktør i Muskelsvindfonden

21. apr 2021

Om lidt genåbner Danmark, og det gør Muskelsvindfondens fysiske medlemsaktiviteter efterhånden også.

Alt efter hvordan forsamlingsbegrænsningerne udvikler sig, starter vi roligt op den 6. maj. Vi glæder os helt vildt til at se jer igen – ikke mindst på dejlige Musholm, hvor hovedrengøringen og småreparationerne er i fuld gang, så vi er klar til at byde velkommen.

Vinteren i medlemsafdelingen

I medlemsafdelingen har vi bl.a. brugt vinteren og det tidlige forår på at trimme vores medlemssystem yderligere. Vi har bl.a. oprettet alle Muskelsvindfondens 50 medlemsgrupper i systemet og lavet skabeloner til alle vores arrangementer, som skal lette både tilmelding og kommunikation.

Det betyder, at al tilmelding og betaling til samtlige medlemsaktiviteter i Muskelsvindfonden – også i alle medlemsgrupperne – nu kan foregå digitalt. Det bliver fremover også meget lettere for kontaktpersoner og arrangører at kommunikere sikkert med deltagerne i medlemsgrupperne om kurser og aktiviteter. Efterhånden som vi inviterer til de enkelte medlemsgruppers aktiviteter, vil vi løbende oplære kontaktpersoner og arrangører i at bruge systemet.

Forskellige medlemskaber og forskellige fordele

Muskelsvindfonden er en medlemsforening for mennesker med muskelsvind og deres pårørende.

Som lille medlem har du mulighed for at snuse til vores forening og være en del af de digitale fællesskaber, uden at det koster dig noget. Du får samtidig nyhedsbreve, abonnement på Muskelkraft og mulighed for at søge hjælp hos vores social- og sundhedsfaglige medarbejdere, når det brænder på.

Som stort medlem  får du det samme som et lille medlemsskab – og meget andet. Derudover bidrager du til fællesskabet ved at berige vores arrangementer og medlemsdemokrati med din deltagelse og dit engagement. Det koster et beskedent kontingent på 200 kr. om året. Som stort medlem får du selvfølgelig også en række fordele, bl.a. 30% rabat på alle private ophold på Musholm. Hvis I er to eller flere store medlemmer under samme tag på jeres Musholmophold, får I 60% rabat.

Deltagelse i fysiske arrangementer

Som stort medlem kan du deltage i alle Muskelsvindfondens fysiske medlemsaktiviteter, hvor egenbetalingen kun er på 600 kr. for et weekendophold inkl. forplejning og overnatning (til sommerlejre, klubdage og påskekamp har vi særskilte priser). Børn under 15 år deltager gratis. Er du lille medlem eller ikke medlem af Muskelsvindfonden, koster det 1.000 kr. pr. person at deltage i aktiviteterne. For unge mellem 15-17 år, som er små medlemmer eller ikke medlemmer, er prisen 300 kr. Er unge mellem 15-17 år store medlemmer af Muskelsvindfonden, er det gratis at deltage. Udover at du bidrager til fællesskabet og får gode medlemsfordele af at være stort medlem, er det også en økonomisk fordel for dig at være stort medlem, hvis du er aktiv deltager i foreningens aktiviteter – enten centralt eller i medlemsgrupperne.

Hidtil har vi ikke haft værktøjerne til at tjekke medlemskaber på hurtig og nem vis. Det har vi nu. Derfor har vi også opdaget, at en del af de aktive i medlemsgrupperne ikke har været opmærksomme på de fordele, der er ved at melde sig ind i Muskelsvindfonden, hvorfor de enten ikke er medlem eller er små medlemmer. Måske også fordi vi ikke har været gode nok til at synliggøre fordelene.

Det råder vi bod på nu, og vi vil i de kommende måneder tillade os at kontakte jer og invitere jer ind i fællesskabet. Det håber vi, at I vil tage godt imod for medlemmerne er hjertet i Muskelsvindfonden.

Landsmødet 2021

Muskelsvindfonden holder digitale landsmøde, hvor vi sender direkte fra studiet på Musholm.

Læs om Landsmøde 2021