Ståstativ kan bevilges som hjælpemiddel

Jørgen Lenger

17. feb 2015

Ny principafgørelse afliver kommuners praksis

Et ståstøttestativ kan ligesom et gangstativ både være et hjælpemiddel og et behandlingsredskab. Det slår Ankestyrelsen fast i en ny principafgørelse. Dermed forsøger styrelsen at aflive den praksis, mange kommuner på det seneste har indført. Kommunerne har i stigende grad afvist ansøgninger om ståstativ alene med henvisning til, at det er et behandlingsredskab, der hører under regionen. Afvisningerne sker ofte uden konkret sagsbehandling men med henvisning til en afgørelse Ankestyrelsen kom med i 2009, hvor styrelsen i en konkret sag bestemte, at et ståstøttestativ ikke skulle bevilges efter serviceloven, fordi det i den konkrete sag blev brugt til genoptræning efter senpolio og et lårbensbrud.

Kommunernes misbrug af afgørelsen fra 2009 får nu Ankestyrelsen til at gentage et af de mest fundamentale principper i Serviceloven, der handler om konkret og individuel vurdering. I den ny principafgørelse skriver Ankestyrelsen således: ”Afgørelsen må bero på en konkret, individuel vurdering af lidelsens karakter og omfang samt hvilket behov, brugen af ståstøttestativet skal afhjælpe”. Afgørelsen slår fast, at hvis det primære formål med et ståstøttestativ er at afhjælpe den manglende ståfunktion, skal ståstøttestativet betragtes som et hjælpemiddel, som kommunen skal bevilge hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.
Hvis ståstøttestativet primært skal anvendes til at forbedre funktionsevnen eller forebygge yderligere forværring af funktionsevnen, skal det derimod betragtes som et træningsredskab eller et behandlingsredskab, som hører under sygehusvæsenet og dermed skal bevilges af regionen.
Hele principafgørelsen kan læses her.

Ståstativ skal udleveres uanset

For nogle kan et ståstativ godt både afhjælpe følger af personens handicap og forebygge yderligere forværring af funktionsevnen. For at være sikker på, at sådanne usikkerheder ikke betyder, at en person med behov for et ståstativ eller andet bliver nægtet hjælpen, fordi kommune og region ikke kan finde ud af, hvem, der skal betale, er der lavet et såkaldt afgrænsningscirkulære.
I cirkulærets afsnit 4 står ”I tilfælde, hvor der opstår tvivl om hvilken myndighed, der er ansvarlig for betaling af et nødvendigt behandlingsredskab eller hjælpemiddel, som skal betales af regionen eller af kommunen, er det vigtigt, at tvivlen ikke kommer borgeren til skade. Den myndighed, der har tættest kontakt med borgeren, skal i givet fald umiddelbart levere det nødvendige behandlingsredskab eller hjælpemiddel til borgeren, hvorefter betalingsspørgsmålet må afklares efterfølgende mellem de involverede myndigheder.”
Så hvis den kommunale sagsbehandler siger nej til at bevilge et ståstativ med henvisning til, at det er et behandlingsredskab, er vores svar, at sagsbehandleren alligevel skal udlevere ståstativet. Så må kommunen efterfølgende forsøge at få regionen til at betale.
Hele afgræningscirkulæret kan læses herunder.

Mødes for at afklare regler

Muskelsvindfonden har længe gjort politikerne opmærksomme på, at der fortsat er familier, der bliver ramt af kassetænkningen mellem kommuner og regioner. Nu er der også kommet gang i den politiske proces om at forbedre reglerne. Det understreges af et svar ministeren for sundhed- og forebyggelse har givet til SFs Özlem Cekic. Som svar på SUU alm. del spørgsmål nr. 365, skriver sundhedsminister Nick Hærrerup: ”Der er planlagt møde i februar mellem Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, KL og Danske Regioner om de problemstillinger, der knytter sig til afgrænsningen mellem hjælpemidler og behandlingsredskaber samt leveringsforpligtelsen i forhold til disse.”
Muskelsvindfonden glæder sig til at høre resultaterne fra det længe ventede møde.

Hele afgrænsningscirkulæret er her