Det var torsdag d. 10. april 1986, da visionære politikere ytrede deres mening om at give mennesker med handicap mulighed for at bo i egen bolig og selv udpege sine hjælpere. De skrev Danmarks historie, da ordningen blev til lov. Vi har gravet i gemmerne for, at du kan genlæse nogle af de visionære udtalelser. 

Det var retfærdighedsfølelse blandet med en god portion trodsighed, som fik en ung mand med handicap til at flytte fra sin institution og i egen bolig i Aarhus. Og han ville have sin hjælp med. På den måde var grundlaget for Aarhus-ordning skabt. I dag kaldes den for BPA – Borgerstyret Personlig Assistance.

Politikerne forstod den unge mands følelse og agerede på den. De var visionære omkring den selvstændighed og integration, det ville give mennesker med handicap, hvis de fik mulighed for at bo i egen bolig og opnå større medbestemmelse og selvstændighed i forhold til sin hjælp.

Lovforslag nr. L178 af 1986

Det fik Venstre Socialisterne til at fremstille forslag om at gøre den såkaldte ”Aarhus-ordning” landsdækkende i 1986. Og som ved alle lovforslag var der debat i Folketingssalen. Men hvad sagde politikerne dengang? Hvor visionære turde politikerne være fra talerstolen om den ordning, som vil ændre livet for mennesker med handicap for altid? Og er politikerne enige i dag?

Muskelsvindfonden har gravet lidt i vores arkiverne for at give dig et stykke Danmarks historie.

Ligestilling for mennesker med handicap

Daværende socialminister Mimi Stilling Jakobsen fra Centrumdemokraterne åbnede forhandlingerne med dels et ønske om at normalisere livet for mennesker med handicap og dels en forklaring af Aarhusordningen:

– Når min forgænger i november sidste år gav en redegørelse om forholdene for perso­ner med handicap, skyldtes det som bekendt regeringens ønske om, at der fortsat arbejdes videre i retning af at sikre personer med han­dicap en ligestilling inden for alle områder af samfundet. Den efterfølgende debat viste da også stor lydhørhed med hensyn til at komme videre både generelt og inden for specielle felter. (…) Jeg håber, at denne debat kan føre os et stykke videre endnu i bestræbelsen for at lette integrationen og normalisere dagliglivet for vore handicappede (…)

Under henvisning til § 48, stk. 3, i bi­standsloven har Århus Kommune indført en ordning, hvorefter svært handicappede unge i kommunen, der ønsker at flytte fra instituti­on til en selvstændig boligform, får mulighed for selv at vælge deres hjælpere, fastlægge deres mødetider og aflønne dem; det vil sige, at de bliver egentlige arbejdsgivere for deres hjælpere, og det er denne Århusordning, der ligger bag fremsættelsen af lovforslaget (…).

Samme principper som i golf

Der var stor enighed blandt politikerne på talerstolen om, at ordningen kunne give mennesker med handicap mulighed for at deltage aktivt i samfundet og få indflydelse på eget liv. Blandt andet lød argumentet fra Hanne Severinsen fra Venstre således:

– Den generelle holdning må jo være, at den enkelte handicappede skal have en maksimal indflydelse på sin egen tilværelse med det udgangspunkt, at der ikke er tale om klienter, men om individer, der selv skal bestemme så meget som muligt. (…) Man skal i højere grad tilvejebringe midler, der gør, at flest muligt handicappede kan deltage i det almindelige liv på lige fod med andre, i øvrigt ud fra samme principper, som man har i golf, hvor man taler om handicap og man, selv om man har forskellige forudsætninger, alligevel kan spille sammen, fordi man har sørget for at give den anden det forspring, der er behov for.

Birthe Hansen fra Socialistisk Folkeparti var enig:

– Fra et liv i isolation og umyndiggørelse er der en verden til forskel, for nu er der for disse mennesker tale om livskvalitet mod tidligere blot liv, og samtidig har de fået mulighed for at bidrage samfundsmæssigt med de ressourcer, de er i besiddelse af.

Et liv som andre unge

Et liv som andre unge blev af flere betegnet som en rettighed, og det selv at kunne administrere sin hjælperordning ville være en vigtig opgradering af “hjemmehjælperordningen”, det var blandt andet Qvist Jørgensen fra Socialdemokraterne inde på:

– (..) det må dreje sig om at få åbnet muligheder for en langt mere personlig fri og aktiv tilværelse for de handicappede, og at vi skal forebygge, at der finder stavns­binding sted i de kommuner, som ikke har fået klaret at få indført en Århusordning (…) Vi finder det værdifuldt, at denne gruppe af handicappede mennesker selv får adgang til at pege på den person eller de personer, der skal hjælpe og bistå ofte med meget personlige gøremål og i næsten alle døgnets timer, og det er netop på disse områder, at den traditionelle hjemmehjælpsordning normalt ikke slår til.

Venstres Hanne Severinsen var inde på det samme:

– (Det er, red.) også vigtigt, at vi ikke fortsætter med at lave særlige handicapghettoer, men sørger for at integrere de handicappede, at vi heller ikke laver for firkantede behandlerløsninger, og at vi ikke hjælper så meget, at vi hjælper til hjælpeløshed, men sørger for, at den hjælp, vi yder, er til selvhjælp.

Ordningen skal baseres på tillid

Der blev også diskuteret økonomi, men der var på tværs af partier villighed til at arbejde henimod en fornuftig løsning – baseret på tillid.

– Når vi diskuterer omkostninger ved handicappolitik, er vi nødt til at gøre det en smule mere nuanceret. Selvfølgelig handler det om kroner og øre, men det handler også om no­get andet; det handler om det, som regerin­gen i øvrigt også taler meget om: de menneskelige ressourcer. (…)Forudsætningen, tror jeg, for et aktivt og engageret samarbejde er, at vi ikke siger til de handicappede: vi synes egentlig, I skal have ret til at vælge bolig frit; men vi mis tænker jer alligevel for, at hvis nu I får det, så kommer I med nogle fuldstændig rablende forslag , som koster det hvide ud af øjnene. Det har vi ikke råd til, og derfor får I ikke noget frit boligvalg alligevel.
Det er den ene holdning, og jeg mener, at den er forkert. Det kan ikke gå, at vi siger til folk: selvfølgelig vil vi sådan set gerne støtte jer, selvfølgelig har I ret til selv at bestemme over jeres liv; vi laver alligevel nogle regler, sådan at hvis I går for vidt, kan vi lige hindre jer i udfoldelsen, lød det fra Steen Tinning fra VenstreSocialisterne, som fortsatte:

– Jeg mener, vi omvendt må sige: vi bygger på tilliden til, at handicappede, fysisk handicappede eller psykisk handicappede, i almindelighed ikke er folk, som, hver eneste gang de ser en åbning i lovgivningen, formulerer en lang række krav, som koster en forfærdelig masse penge, men tværtimod folk, som selvfølgelig – og det er rimeligt – siger: Jeg vil behandles sådan, at jeg har lige muligheder for at deltage i samfundslivet, men jeg mener i øvrigt, det er et fælles ansvar at administrere de ressourcer, vi har i samfundet, på en fornuftig måde. Den tillid bør vi vise de handicappede.

Andre sagde også:

– (…) det ikke er spor rart for et ungt menneske med et handicap at se sig gjort til genstand for den slags stridigheder og se sig gjort til et kronebeløb i stedet for et menneske. Derfor er der også den ide i at gøre Århusordningen landsdækkende, at den enkelte vil have ret til denne specielle udformning af hjælpen, uanset om han eller hun bor i den ene eller den anden kommune. Den enkelte kan vælge at bo i den kommune, som han eller hun selv foretrækker, og de uværdige slagsmål bliver færre, hvis niveauforskellene mellem kommunerne indsnævres, mente Jørgen Lenger (VS).