Som led i kommunernes spareplaner, er kommunernes sparemetoder blevet mere kreative. Muskelsvindfonden oplever, at fremfor at give en helhedsorienteret løsning, som en Borgerstyret Personlig Assistance-ordning (BPA), arbejder sagsbehandlerne istedet ud fra en hjælp, som er sammensat af et hav af paragraffer, som gør det svært for ansøgere og sagsbehandlerne at navigere i. Og da vejledningen er mangelfuld, må mange ansøgere sejle deres egen sø.

Hvis du har to brædder, som skal sættes sammen for, at din hverdag kan fungere, kan det være frustrerende, hvis du ikke har noget værktøj. Faktisk har du aldrig set værktøj tidligere og er endnu mindre bevidst om, hvordan man bruger det. Du henvender dig til din kommune for at søge hjælp, og de udlever en hammer og nogle søm. Men ingen vejledning eller beskrivelse af, hvordan du bruger det. Herefter bliver din arbejdsproces lang og frustrerende. Det er svært at få brædderne – og ikke mindst din hverdag til at hænge sammen.

Især børnefamilier bliver ramt

Det er naturligvis ikke alle mennesker, som søger en personlig hjælperordning (BPA), som har problemer med at forstå den hjælp, de får bevilliget. Men især i børnefamilierne, hvor et barn går fra barn til voksenliv, giver forståelse af nye paragraffer problemer. Hidtil har barnet nemlig hørt under Børn- og ungeområdet i kommunen, men de paragraffer og ordninger bortfalder per automatik, når den unge fylder 18 år, og så skal familien søge alt forfra i voksenordningen – blot inden for nye paragraffer.

En af de familier som følte at de måtte sejle deres egen sø, er Anne-Mette Ring og hendes søn Alexander. Du kan læse deres historie HER

Anne-Mette og Alexander Ring- klik på billede åbner artikel på ny side.
Anne-Mette og Alexander Ring – klik på billede åbner artikel på ny side.

I den nye ansøgningsproces vil kommunen undersøge, hvorvidt der er muligheder for at spare. Også selvom den unges tilstand ikke har ændret sig. Og det er ofte her, at det går galt. Muskelsvindfonden oplever, at flere familier pludseligt befinder sig i en situation, hvor de skal slås med kommunen for at få den hjælp, som de fik tidligere, og som både de og vi mener, de har krav på.

Fejl har ingen konsekvenser for kommunen

Sagsbehandlerne får efteruddannelse til at manøvrere i det mere og mere komplicerede system, mens borgere bliver efterladt til sig selv. Det er en problemstillingen, som ofte ender med, at familierne får tilbudt en forkert hjælp. Konsekvensen rammer især de børn, der har respirator, som i yderste konsekvens bliver indlagt. Kommunerne sparer penge, mens sagerne behandles i Ankestyrelsen, og fejl har ingen konsekvenser for kommunen – kun for ansøgeren. Hvis du som ansøger i forvejen får hjælp fra din kommunen og søger ny hjælp, så vil du være sikret som minimum at bevare den tidligere hjælp, indtil ansøgningsprocessen er slut. Men har du ikke tidligere fået hjælp, står du tilbage uden hjælp, og ventetiden kan være lang. I den tid bliver mange ansøgere isoleret, deres liv bliver sat på pause og for nogle forværres deres tilstand undervejs.

Muskelsvindfonden melder kommuner til Tilsynet

Når Muskelsvindfonden opdager, at kommuner har vedtaget kvalitetsstandarder, som er i strid med loven, gør vi straks kommunen opmærksom på ulovligheden. En kvalitetsstandard skal netop sikre, at kommunens sagsbehandlerne har de rigtige værktøjer, når de skal udmåle en ansøgers hjælp. Hvis de fra start er ulovlige har det konsekvenser både for ansøgeren men også for sagsbehandlerne, som ikke har mulighed for at udføre et ordentligt stykke arbejde.

Kommunerne lavede fejl i halvdelen af sagerne inden for BPA-området (paragraf 96) i 2016 – og det afspejler kun de sager, hvor ansøgeren klagede over kommunens afgørelse til Ankestyrelsen. Den reelle fejlmargen er derfor sandsynligvis meget større.

Hvis en kommune ikke retter ind efter vores henvendelse, melder vi dem til det Kommunale Tilsyn.