De fleste ved, at Grøn bliver afholdt i flere byer. Men har du tænkt over, at når musikprogrammet er slut i den ene by, skal scenerne pakkes sammen, køres frem til den næste by og stilles op igen, inden en ny koncert kan begynde?

Der er mange kræfter med til at få den store mekanisme til at lykkes. Heriblandt er Andreas Balslev-Olesen, som er ansat ved Muskelsvindfonden som teknisk chef. Han startede i 1994 som elektriker. I dag er han produktionsleder for scenerne på Grøn.

”Jeg har haft et utal af funktioner gennem årene. Det er så lang tid siden, at jeg startede. Jeg ved slet ikke, om det ville være sikkert, hvis jeg skulle hjælpe med at lave el i dag,” griner Andreas.

Det er tidlig torsdag morgen i Esbjerg. Alle er ved at gøre klar. Efter et par dages pause siden den seneste koncert søndag.

”Esbjerg er lidt specielt. Vi begyndte at bygge op i går, derfor er vi tidsmæssigt rigtig godt med. Men vi er halvvejs i turen, så folk er ved at være trætte,” forklarer Andreas.

Morgenmøde i Esbjerg

Mange faste rutiner

Koncertpladsen er inddelt i forskellige sektioner som bodområderne, frivillige, sikkerhed og lager. Andreas er ansvarlig for sceneområderne. Han deltager i tre faste møder under koncertdagene. To af møderne hvor der bliver givet informationer på tværs af sektionerne, er kl. 08.00 og 15.00. Det tredje møde er kl. 11.00. Her holder han møde med sit eget team.

Dagens gennemgående tema er de udfordringer, solens varme giver. Der bliver meget støv på koncertpladsen, og det er vigtigt, at alle frivillige og gæster får nok vand. Andreas afslutter mødet kl. 11 med: “Gå ud og få noget solcreme på”.

Han mener, at det perfekte Grøn-vejr er 21 grader og let skyet. I løbet af en dag overvåger Andreas vejrudsigten nøje for at overvåge, om der skulle komme regn.

Pludselige udfordringer

Andreas fortæller, at hvis han ikke har nogle opgaver i dagtimerne, så er det en god indikator for, at tingene kører, som de skal. En ellers rolig dag bliver midlertidig forstyrret af et opkald fra Lukas Grahams team. En af musikerne har brækket benet til en koncert dagen før. De har brug for hjælp, da musikeren ikke selv kan gå ind på scenen. Heldigvis er der ikke så langt mellem kørestolene på Grøn, og han får hurtigt arrangeret et lift til musikeren. Andreas mener, at et godt netværk og en tro på, at der er en løsning, kan klare de fleste problemer.

”En del af opdragelsen her er, at der altid er en løsning,” siger han.

Artiklen fortsættes under billederne

To i én oplevelse

Hvad er din bedste oplevelse på Grøn?

– “Det er rigtig svært at svare på. Det må nok være i 2011. Det hele regnede fuldstændig væk. Vi startede i Esbjerg. Der var så meget mudder, at vi ikke kunne køre på koncertpladsen. Det var en kamp at få tingene pakket, så vi kunne komme derfra. Da vi endelig kom afsted, holdt vi stille på motorvejen i tre kvarter, fordi der var sluppet nogle køer løs. Regnen blev ved hele turen. Vi besluttede, at vejret ikke skulle få lov at knække os. Alle hjalp hinanden. Der opstår altid et fantastisk sammenhold under Grøn. Det var 2011 et særligt bevis på.”

Hvad er din værste oplevelse på Grøn?
–  “2011”

Holdånd og kampgejst

”Der opstår nogle særlige kammeratskaber her. Vi sover sammen, spiser sammen og får på mange måder testet hinanden af,” forklarer Andreas.

Der er 650 frivillige med under hele Grøn-turnéen. Mange kommer igen gennem flere år.

Han mener, at det essentielle er, at alle har en evig lyst til at blive bedre. For eksempel vil scenefolkene inden koncertdagen i Odense forsøge at sætte Grøn-scene op hurtigere end før.

”Odense er ideel til at slå rekorden, fordi vi er så langt inde i turen, at alle kender deres opgaver,” forklarer Andreas.

Rekorden er på 4 timer og 16 minutter.

Andreas på vej mod kontorvognen

Kontor og seng på hjul

Andreas arbejder og sover i en skurvogn under Grøn turen. Han kører den selv fra by til by. I mens musikken spiller, under dagens sidste musikgruppe gør han den klar til at køre videre. Selvom at han synes at det er hårdt i ny og næ, er han ganske tilfreds med sit arbejde.

”Jeg er ude og nyde den danske sommer. I dag er den mindste koncert og vi har alligevel 16.000 glade gæster, det er svært at klage over,” siger Andreas.

Andreas og Jens Isbak, projektleder for Grøn læser dagens “crew-avis”,der hver dag bliver produceret af frivillige.

Blev rekorden på Grøn-scene slået i Odense?

Se med i denne video og hør samtidig et kort interview med Andreas.