Det er for alvor blevet sommer, når Cirkus Summarum slår teltet op på Tiøren på Amager og byder tusindvis af danske børnefamilier velkommen til en anderledes cirkusforestilling – og når den grønne karavanen gør klar til at køre ud til sommerens otte koncerter i det danske sommerland.

Cirkus Summarum havde premiere på årets forestilling den 27. juni 2018 og spiller 22 forestillinger på Amager, inden det hele flyttes til Aarhus, hvor der er premiere den 20. juli 2018. Herefter spilles 24 forestillinger på Tangkrogen i Aarhus frem til den 8. august 2018.

Grøn indleder årets koncerter på Amager

Grøn indleder som noget nyt årets koncertrække på Amager. Åbningen sker torsdag den 19. juli 2018 på Tiøren på Amager, men Grøn kommer tilbage til København søndag den 29. juli, hvor koncertturneen som sædvanlig slutter i Valbyparken. (Se både koncertplan og koncertprogrammet nederst på siden.)

Nyt partnerskab med radio Go’Nova

På Grøn er der flere nye tiltag i år. Grøn har indledt et nyt partnerskab med radio Go’Nova, hvor tre af værterne: Jo jo, Dennis Ravn og Signe får tjansen som konferencier på den scene, der derfor har fået navnet Nova-scenen. Her optræder kunstnerne Joey og Cisilia, Phlake og Suspekt.

I den modsatte ende af koncertpladsen er det de sædvanlige konferencierer Jacob Haugaard og Simon TJ, der med glimt i øjet og deres sædvanlige lune præsenterer Aqua, D-A-D og Lukas Graham på Grøn scene.

Muligt at få insulin på køl

Diabetesforeningen har i en henvendelse til Muskelsvindfonden opfordret Grøn til at tilbyde diabetikere samme service, som de får på Smukfest og ved Roskilde Festival. Det har Grøn lyttet til, så i år er det muligt for diabetikere at få deres insulin på køl under koncerterne. Et køleskab bliver stillet op ved Event Safety-stationen på koncertpladsen, hvor diabetikere kan få opbevaret deres insulin.

Ny ghettoblaster-scene på Grøn

Som et nyt tiltag på Grøn bliver der i år tilføjet en ny scene med DJ-musik fra fire up-coming kunstnere: Ericka Jane, Iris Gold, Josefine Winding og Emma Acs. De fire kunstnere bidrager med musik fra hver sin afkrog inden for poppens verden: fra psychpop og elektro til R&B og hiphop.
Det foregår på Ghettoblaster-scenen midt på koncertpladsen og imellem koncerterne på de store scener.

Læs mere om Grøn på groenkoncert.dk

Fakta om Grøn

Billetter

Billetter købes i forsalg hos 7-Eleven eller på groenkoncert.dk. Det er også muligt at købe billet ved indgangen.
Pris i forsalg: 275 kr. incl. gebyr
Pris ved indgangen: 350 kr.

Koncertplan 2018

  • 19. juli – Tiøren, Amager
  • 20. juli – Kolding
  • 21. juli – Aarhus
  • 22. juli – Aalborg
  • 26. juli – Esbjerg
  • 27. juli – Odense
  • 28. juli – Næstved
  • 29. juli – Valby, København

 

Koncertprogram

  • 13.00: Koncertpladsen åbner
  • 13.00: Ghettoblaster-scenen: DJ Josefine Winding & Emma ACS
  • 13.45: Nova-scenen: Cisilia x Joey Moe
  • 14.55: Grøn Scene: Aqua
  • 16.00: Ghettoblaster-scenen: DJ’s & Iris Gold
  • 16.30: Nova-scenen: Phlake
  • 17.20: Ghettoblaster-scenen: DJ’s & Ericka Jane
  • 17.50: Grøn Scene: D-A-D
  • 19.10: Nova-scenen: Suspekt
  • 20.25: Grøn Scene: Lukas Graham
  • 21.30: koncertpladsen lukker
Foto: Morten Rygaard