Carsten Høegh spørger:

Jeg vil høre, om der er noget, vi skal være OBS på, når vi skal på rundrejse til Vietnam som deltagere på en grupperejse via et dansk rejsebureau?
Jeg har en kone, som har muskelsvind og er dårligt gående. Vi har købt en sammenklappelig el-scooter, som vi har planer om at tage med på ferien. Vi tænker, at den skal bruges, når vi kommer til lufthavnen. Der kan godt være langt fra A til B i en lufthavn.

Om at deltage i grupperejse til Vietnam, når man er dårligt gående

Svar fra rejsepanelet om at deltage i grupperejse, når man er dårligt gående

Louise Hundebøl svarer:

Det lyder til, at el-scooteren er tiltænkt brugt i lufthavnen, men der kan man få assistance. Så jeg tænker, at hvis man er gående, er der lige netop i lufthavnen mulighed for at få (gratis) assistance. Med andre ord burde el-scooteren ikke være nødvendig der.

Jeg er selv dårligt gående og har flere gange været med på grupperejser, dog aldrig i Vietnam.

Mit første råd er, at I snakker med rejsebureauet om, hvorvidt det er realistisk, at hun kan gennemføre/deltage på rejsen. Særligt hvis hun er afhængig af en el-scooter på længere distancer. Det kan fx være at høre, i hvor høj grad der er mulighed for at springe ture over der, hvor det er svært at komme rundt, eller hvor der er meget gang.

Når I forhåbentlig er kommet frem til, at det er realistisk, at hun kan gennemføre rejsen, så har jeg følgende gode råd:

  • Indstil jer hjemmefra på, at der er ting, I kommer til at gå glip af – og det er helt ok. Fokusér i stedet på de oplevelser, I får
  • Drop al forfængelighed. Det behøver ikke være kønt. Jeg har fx været ude at sejle i mindre både, hvor jeg bogstaveligt har måttet kravle op og bagefter hjælpes op på benene af to granvoksne mennesker.
  • Vær åben og ærlig om din sygdom. Det gør det lettere for resten af gruppen at forholde sig til det
  • I Asien er der ofte ikke vestlige toiletter, og jeg har i hvert fald problemer med at squatte. Så jeg har købt nogle ‘p-mate’, der gør det muligt for kvinder at stå op og tisse
  • Skridsikre sokker, fx sådan nogle som er beregnet til yoga, er rigtig gode, når man skal bade i forskellige ukendte omgivelser, samt ved swimmingpools
  • Jeg har også altid klorhexidin-pudder med. Det er guld værd for at undgå infektion, hvis man fx skulle være uheldig at falde og slå hul på knæet
  • Grupperejser indebærer ofte, at man skal ind og ud af busser mange gange. Hvis man – som jeg – har udfordringer med trin, er det godt at have en strategi for, hvordan man klarer den. Er det et skub bag i, en lille billig toilet-skammel fra IKEA eller andet?

 

Anna le Dous svarer:

Jeg har desværre ikke været i Vietnam endnu. I forhold til grupperejse skal I måske være forberedt på, at det er krævende at være på grupperejse – også når man ikke har et handicap. Men især når man har et handicap, fordi man skal se mange ting på kort tid. Derfor er der ikke altid tid til at tage hensyn til, at én i gruppen har en funktionsnedsættelse. Men det er jo sådan, det er. Hvis der er noget, som er besværligt for jer, må I sige det til rejselederen.

Mht. el-scooteren tror jeg ikke, at jeg ville bruge den i lufthavnen. I jeres tilfælde tror jeg, at det bedste vil være at checke scooteren ind som bagage og bestille assistance i lufthavnen, så der kommer nogle og følger jer / kører din kone i en manuel kørestol helt ud til gaten. Det bliver noget rod for jer at få scooteren i lasten, hvis I bruger den i lufthavnen. I skal bare fortælle rejseselskabet, at de skal sørge for at bestille lufthavnsassistance.

 

Rasmus Dissing Nielsen svarer:

Jeg har heller ikke været i Vietnam endnu. Men generelt om rejsen, så skal I huske at bestille assistance i lufthavnen, hvis I har brug for det, samt informere flyselskabet/rejseselskabet om, at I medbringer et hjælpemiddel. Både assistance og det at medbringe hjælpemidlet er gratis.

Husk at I skal være opmærksomme på, hvilken batteritype el-scooteren har. Er det et lithium batteri, er det vigtigt at undersøge flyselskabets politik på området og høre dem, hvordan det skal håndteres. Er det ikke et lithium, er det vigtigt at understrege det over for flyselskabet, da de ofte er meget bange for lithiumbatterier.

 

Aina Budde tilføjer:

Husk at tjekke, om el-scooteren kan medtages på bussen osv. Det burde den, når den kan klappes sammen og virker ret let.