Lars Andersen spørger rejsepanelet:

Jeg er mand på 60 år, der er diagnosticeret med SMA 3. Jeg bruger el-kørestol og kan i øvrigt ikke forflytte mig selv. Jeg er meget rejselysten og har i mange år kørt på fantastiske bilferier (selvkører) rundt i Europa sammen med min kone. Ind imellem har lysten til en flyferie dog meldt sig, men den er endnu ikke blevet til noget.

I 2006/2007 blev der som bekendt indført nye EU-regler om, at handicappede skulle have samme muligheder for flytransport som ikke handicappede. Men det har man jo ikke i praksis.

Jeg har studeret mulighederne grundigt. Det fremgår overordnet, at der ikke skulle være problemer med dette, idet der vil blive stillet nødvendig assistance til rådighed i lufthavnene. Der er også mange brugere af el-kørestol, der gennemfører flyrejser.

Jeg kan konstatere, at man ikke kan forblive siddende i sin egen kørestol under selve flyrejsen, men er tvunget til at blive placeret på et ukomfortabelt flysæde. Jeg har hørt mange dårlige historier om denne mere eller mindre umenneskelige og uværdige til dels manuelle forflytningsproces, og om hvor dårligt man er nødt til at sidde i måske mange timer. Hvorfor skal mennesker med handicap forskelsbehandles på denne urimelige måde, når teknologien for en meget bedre løsning er opfundet for mange år siden.

Hertil kommer selvfølgelig den risiko, der er for, at el-kørestolen beskadiges eller bliver sendt til en forkert destination.

Jeg synes, at det er meget bemærkelsesværdigt, krænkende og dybt underligt at man ikke kan blive siddende i sin egen specialtilpassede kørestol under flyrejsen, som f.eks. ved taxitransport, togtransport og mange andre steder. Der findes mange teknologiske løsningsmuligheder for at lave mobile flexsæder og bespændingsfaciliteter, der også kan bruges på fly.

Toiletforhold er der heller ikke noget af, så hvad gør man så?

Ovenstående betyder, at jeg er meget forbeholden for at arrangere en flyrejse, selvom lysten er stor. Jo længere flyrejsen skal være, jo større bliver problemer med siddestilling, toiletforhold osv.

Jeg har i såvel 2012 som i 2015 været i dialog med Dansk Handicap Forbund om problemstillingen, men de kunne ikke bidrage med noget. DHF forelagte problemstillingen for Luftfartens Handicapråd, som heller ikke kunne bidrage med noget andet end at henvise til gældende regler og udtrykke, at de ikke kunne forestille sig, at man en dag kunne komme til at sidde i sin egen kørestol under flyrejse.

Mit ærinde med denne henvendelse er at høre, om der er nogen i rejsepanelet, der ved, om der arbejdes seriøst på problemstillingen? Hvis ikke, er der mon særlige årsager til, at der ikke sker noget på området (måske udover at der kan sælges et par sæder mindre, hvis der skal være plads til 1-2 kørestole)?

kan man blive siddende i egen el-kørestol på fly?

Svar fra rejsepanelet om at sidde i egen el-stol på fly

Anna le Dous svarer:

Kære Lars

Jeg ved ikke, om der arbejdes seriøst på problemstillingen, men jeg tvivler. Jeg har SMA2 og sidder også ukomfortabelt i et flysæde. Alligevel er jeg fløjet jorden rundt. Jeg ville også ønske, at jeg kunne blive siddende i min egen el-stol inde i flyet, men ligefrem at kalde forflytningsprocessen for “umenneskelig” og “uværdig”, synes jeg er lidt af en overdrivelse.

Ingen kan spå om, hvad fremtidens teknologi bringer, men jeg tror ikke på, at det nogensinde kommer til at ske, at vi kan blive siddende i vores egen kørestol i flyet.

Grunden til, at jeg ikke tror på det, er sikkerheden. Ja, der findes sikkerhedsbespændinger til biler, men disse bespændinger holder ikke, hvis der sker et seriøst biluheld, hvilket der findes flere eksempler på. Dertil kommer, at alle vores kørestole er forskellige. Der findes ingen bespændingssystemer, som passer til alle typer kørestole, og hvis kørestolen har en “svaghed”, kan bespændingen være nok så sikker – så vil det gå galt alligevel. Om bord på et fly kan man ikke have den mindste risiko for, at en 200 kg tung kørestol kommer flyvende igennem kabinen.

Men jeg håber da, at jeg tager fejl, og at muligheden kommer en skønne dag. Personligt vil jeg dog ikke spilde min tid med at vente på, at det evt. sker. Vi kan ikke altid forvente, at verden tilpasser sig vores behov. Vi må også tilpasse os verden, hvis vi vil se den.

Mit bedste råd er, rejs, rejs, rejs, alt det du kan.