Mogens Brabrand Jensen spørger: 

Min søn har en ALS-diagnose. Han kan stadig gå vha rollator, og han taler forståeligt. Nu er han inviteret til bryllup i Los Angeles, hvor han skal være Best Man i midten af februar.

Hvad er jeres erfaringer med at tegne en rejseforsikring? Jeg kan forstå, at sådanne forsikringer normalt dækker sygdom opstået under rejsen. Såfremt man har en sygdom, inden rejsen påbegyndes, skal man have en forhåndsgodkendelse fra forsikringsselskabet for at være sikker på dækning. Kan man påregne at få en sådan godkendelse i min søns situation ?

Om rejseforsikring

Svar fra rejsepanelet

Svar fra Rasmus Dissing Nielsen:

Hej Mogens

Jeg ved, at det somme tider kan være svært med rejseforsikringer, når man har en terminal sygdom. Jeg har ikke selv ALS, så jeg ved ikke, hvordan forsikringsselskaberne stiller sig i forhold til det. Men personligt har jeg tegnet en hos HGF (Handicappedes Gruppeforsikring). De plejer at have forsikringer, der bedre passer de specielle situationer, som personer med handicap oplever. Jeg har dog ikke oplevet at have brug for selve rejseforsikringen, gudskelov, så jeg kan ikke se noget om, hvordan de i praksis behandler en evt. forsikringssag.

Mit bedste råd må være at spørge direkte hos jeres forsikringsselskab og evt. spørge HGF, hvis ikke jeres eget kan hjælpe.

De bedste rejsehilsner
Rasmus

————————–

Svar fra Aina Budde:

Hej Mogens

Som Rasmus skriver, så er rejseforsikring lidt en jungle, når man har handicap. Jeg har kun prøvet én gang at blive syg på rejse, og der havde jeg Europæiske, som nægtede at dække. Vores opfattelse af sygdom pga. handicappet viste sig at være meget forskellig, og det var et problem, da det så gik galt på rejsen. Det endte med et forlig, men de ville ikke give mig ret, men gjorde det for at få sagen ud af verdenen.

Jeg har årsrejseforsikring hos HGF nu, men har ikke prøvet at blive syg, så jeg ved ikke, hvordan de dækker. Men tænker, at de må have mere indblik i det, da de er vant til os “handier”.

Det lyder fedt med en rejse til LA. Hvis I har tid til at være der udover bryllup, så er der ret mange spændende steder 😄

Rigtig god tur!!

Mvh Aina

————————-

Svar fra Anna le Dous:

Hej Mogens

Det er rigtigt, at man skal have en forhåndsgodkendelse fra forsikringsselskabet, når man har en kronisk sygdom, og hvis man har været indlagt eller har fået ny medicin indenfor de sidste to måneder inden afrejse. Nu er ALS jo en hurtig fremadskridende sygdom, så jeg ved ikke, om man vil forlange forhåndsgodkendelse uanset indlæggelse/medicinændringer, da det afgørende for at få godkendelsen er, om man er stabil. Ud fra hvad du skriver om din søn, vil jeg bestemt mene, at det intet problem vil være at få forhåndsgodkendelsen.

Jeg skal til et møde i slutningen af januar med en udbyder af rejseforsikring, som er igang med at udvikle en specialist rejseforsikring, som er målrettede folk med blandt andet kroniske sydomme/handicap, som kan gøre det svært at få en rejseforsikring igennem de traditionelle udbydere. Så problemet mht. forhåndsgodkendelse vil forhåbentlig blive løst meget snart. 😉

Mvh Anna