Roskilde Festivalen er meget fremme i nyhedsstrømmen i disse dage, og når det glade publikum skal have en burger på vej hjem fra Rolling Stones, eller en pizza som opvarmning til Stevie Wonder, kan de igen i år stille sulten i Muskelsvindfondens boder på festivalen.

300 frivillige fra Muskelsvindfonden sørger, som en velsmurt maskine, for, at der langes kvalitetsprodukter over disken i et hæsblæsende tempo. I år faktisk med færre boder og hænder, men med stort set uændret salgsstyrke. Når de ikke sælges lækker fastfood, nyder de frivillige solen, musikken, festerne i Muskelsvindfondens lejr eller en velfortjent lur i den enorme tennishal, der døgnet rundt fungerer som sovesal med slukket lys og snakkeforbud.

Sol og sommervejr på Roskilde Festival 2014. Her på Camp West, hvor den en af Muskelsvindfondens boder ligger. Foto: Jakob Edut
Sol og sommervejr på Roskilde Festival 2014. Her på Camp West, hvor den en af Muskelsvindfondens boder ligger. Foto: Jakob Edut

Lis er med på festival
I år er der blevet gjort flere tiltag for, at det tydeligere skal skinne igennem, hvem der står bag madsalget. Ud over at gøre Roskilde-publikummet mætte og glade, vil Muskelsvindfonden også gerne fortælle kunderne, at de støtter foreningens arbejde for plads til forskelle, når de handler i en af boderne.

Det sker blandt andet ved, at kampagnefiguren Lis – pinuppigen i kørestol – i år pryder både facadeskilte og det papir, som maden pakkes i. De frivillige har også mulighed for at påføre sig en midlertidig tatovering med Muskelsvindfondens kampagnefigurer, så de bag disken kan slå et slag for plads til forskelle på festivalen – og i samfundet.

Det har givet en fed respons hos kunderne, hvor nogle først efter et øjeblik opdager, at pinuppen sidder i kørestol, og højlydt kommenterer, hvor fedt det er, fortæller sektionschef Charlotte Kanstrup under en kort pause i burgersalget på torvet i Camp West.

Et billede af pinuppigen i kørestol og et [swindler] foran BURGER skal være med til at sprede budskabet om, hvad overskuddet fra boderne går til. Foto: Jakob Edut
Et billede af pinuppigen i kørestol og et [swindler] foran BURGER skal være med til at sprede budskabet om, hvad overskuddet fra boderne går til. Foto: Jakob Edut

Også navnet på boderne er nyt. I år er der kommet et [swindler] foran henholdsvis -Buger og -Pizza på skiltene. Det er en slet skjult melding om, hvilket formål man støtter, når man handler her. Desuden er det noget nemmere at give anbefalingen af den gode mad videre til vennerne, når de tilfredste kunder kan fortælle, hvad boden hedder (alle velbevandrede Roskilde-gængere kender f.eks. Skiburger boden af navn). At navnet er blevet angloficeret er et krav fra festivalens side, da man satser på en international profil. Derfor er (muskel-)svindler blevet til swindler.

Det er mit indtryk, at det også giver et større sammenhold blandt de frivillige, at vi viser, hvad vi står for, og hvad pengene går til. Ved at vi nu både har et navn og en maskot, bliver det nemmere at gå ud som ambassadør for sagen, også når du ikke er på arbejde i boden, siger frivillighedskoordinator Katrine Krog.