”Vores drenge troede, det var løgn, da vi fortalte, at vi skulle holde sommerferie på Cirkus Summarum. De fik det først at vide, da vi nåede til Aarhus og så cirkusteltet.”

IMG_1074
Hele familien Bertz Sørensen nyder deres anderledes sommerferie på Cirkus Summarum i år. Fra højre: August, Katrine, Danny og Oliver.

Men drengene Oliver på 7 år og August på 4 år har fundet ud af, at det er rigtigt nok, og de synes, det er stort. Deres forældre Katrine og Danny Bertz Sørensen, der bor i Fredensborg og er kørelærere i henholdsvis Kokkedal og København, har meldt sig som frivillige på Cirkus Summarum i denne uge. Det er første gang, de er med, men sikkert ikke sidste, lyder meldingen fra familien.

”Det er en oplevelse uden lige,” siger Danny, som har fået tjansen i popcornboden. Katrine står i merchandise-teltet og sælger t-shirts, tasker, solbriller, hatte m.m. med cirkus-logoet.

”Det er sjovt at lave noget, vi ikke gør til hverdag, men det er faktisk også hårdt. Som kørelærere er vi jo vant til at sidde ned hele dagen. Her står vi op og arbejder fysisk, men det er rigtig sjovt, og her er en god stemning,” siger Katrine.

IMG_1071
1) Danny og Katrine Bertz Sørensen i deres cirkusuniformer. Danny med farvestrålende strutskørter og diadem, fordi popcorn-bodens frivillige i dag holder ”prinsessedag” som et ekstra lille indslag i dagens arbejde.

Familien Bertz Sørensen fik idéen om at blive frivillige for Muskelsvindfonden på Cirkus Summarum allerede sidste år, da de var inde at se cirkusforestillingen i København. Da de forlod pladsen, talte de med en af de frivillige og fandt ud af, at man kunne melde sig som frivillig – og gøre det som familie. Børnene kunne blive passet i cirkus’ børneklub i de timer, hvor forældrene arbejdede i boderne, og de kunne bo på pladsen i særlige vogne, som Muskelsvindfondens frivillighedsafdeling havde stillet op til formålet.

”Det er en god idé med ferie på denne måde og i dette univers. Og det er en stor oplevelse for børnene. De bliver rigtig forkælede og har det sjovt,” siger Katrine, som også er begejstret for alle de positive mennesker, hun møder blandt ansatte og frivillige.

”Der er ingen sure miner, selv om man måske spørger to gange om det samme, og vi hjælper hinanden på kryds og tværs.”

Også børnene er begejstrede – især Oliver, som både har været på stranden, fået ”tatoveringer” og været i Tivoli med de andre store børn, mens August bl.a. har været med de andre mindre børn inde at se forestillingen.