Muskelsvindfondens frivillighedskoordinator Jacob Bostrup var forleden i Din Radio Silkeborg for at fortælle om Grøn Koncert og de frivilliges kæmpe store arbejde for at få det hele til at køre rundt.

”De er med i 12 dage, til vi slutter i Valby, og så har de knoklet røven ud af bukserne”, siger Jacob Bostrup om de 700 frivillige, der er med rundt på Grøn Koncert tour’en. De frivillige er i gennemsnit frivillige i 4,5 år – og der bliver fejret jubilæer som 200 koncerter, 100 koncert, 10-, 15- og 25-års jubilæer for de frivillige.

Om det at være frivillig og de forskellige arbejdsopgaver, fortæller Jacob:

”Nogle af dem starter kl. 03.30 med at sætte scene op. Vi skal nå at sætte scenen op, inden koncerten starter kl. 13. Vi kommer jo til en bar græsmark hver dag fire dage i træk på den ene halvdel og fire dage i træk på den anden halvdel, så vi flytter det hele.”

Foto: Morten Rygaard
Foto: Morten Rygaard

”Grøn Koncert er for alle mennesker: børnefamilier, dem, der gerne vil feste, og dem, der vil på skovtur. Og blandt frivilligheden er der stor mangfoldighed – der er plads til alle – om man er rødhåret eller sidder i kørestol, så finder vi en post, hvor man kan være frivillig. Og det fungerer!”, siger Jacob Bostrup.

Om koncerternes betydning for Muskelsvindfondens arbejde fortæller han, at rigtig meget af overskuddet går til Muskelsvindfondens medlemsarbejde for mennesker med muskelsvind. Men ikke kun det:

”Som handicaporganisation er vi utrolig heldige at have Grøn Koncert og på den måde at have adgang til midler, som andre handicaporganisationer ikke har. Så derfor har vi påtaget os opgaven, at vi vil snakke Plads til Forskelle og handicaptilgængelighed på den brede bane, ikke kun for kørestolsbrugere, men et inkluderende samfund for dem i kørestol, de blinde, eller folk med stok, og dem, der bare synes, det er fedt at der er plads til det hele…” siger Jacob til Din Radio Silkeborg

Hør hele indslaget her

 

Forsidefoto: Jakob Boserup