Jesper Kjærgaard

33 år, frivillig i Muskelsvindfonden siden 2007

Job: Off-shore medic på boreplatform i Nordsøen. Her klarer jeg alt fra panodiler og plaster til alvorlige skader. Sideløbende har jeg været i Forsvaret siden 2010, og udsendes for fjerde gang i februar 2015. Denne gang til Kabul i Afghanistan, hvor jeg er eneste sundhedsfaglige til at passe på den resterende danske styrke.

Frivilligt job: Primært førstehjælpsbehandler og instruktør i Event Safety (ES), men fra tid til anden også crew’er i madboderne. Senest var jeg eksternt med ES til præhospitalt beredskab under Ed Sheeran koncerten i Forum. Før det var jeg eksaminator for førstehjælpsassistenterne under novembertræningen.

Hvordan bruger du din profession som frivillig og vice verca?
Den samlede erfaring jeg har fået gennem Event Safety, i Forsvaret og i mit tidligere job som traumesygeplejerske på Rigshospitalet, gør mig samlet til en bedre behandler og underviser. Man kan sige, at min frivillige og professionelle karriere er gået hånd i hånd. Forskellen mellem de to er, at jeg i frivilligt regi møder et langt højere engagement, end jeg til tider møder i den professionelle verden. Det er ikke ‘bare’ et job, men er et fællesskab omkring en høj faglighed.

Bedste oplevelse som frivillig?
At være med til at uddanne førstehjælpsassistenter. Det er så fedt at videregive den entusiasme og vores fællesskab omkring fagligheden. Det er fantastisk at opleve nye og gamle crew’ere, der før ikke kunne en kæft førstehjælp, pludselig køre et scenarie igennem og give en behandling på et højt niveau.

Værste oplevelse som frivillig?
Det værste, der kan ske, er, når vores egne kommer til skade. Det er selvfølgelig godt at erfare, at den rette behandling altid bliver sat i gang med det samme, men de par gange, jeg har oplevet det, har det været svært.

Hvordan oplever du plads til forskelle i dit frivillige arbejde?
Jeg oplever en stor vægt på mangfoldighed i forhold til, hvilken baggrund folk kommer med, og det er fedt at se, at vi efterhånden har fået en del mennesker med muskelsvind ind i ES. De bemander vores radiokommunikation og spiller en vigtig rolle i både planlægnings- og afviklingsfaserne. Der er masser af funktioner, der sagtens kan udføres af personer med funktionshandicap. Det kunne også være fedt, hvis profilen også blev endnu mere multikulturel; jeg kunne f.eks. godt tænke mig at se et tørklæde i ES-farverne!

Hvad betyder plads til forskelle for dig?
Selvom den nok altid har ligget der, er jeg blevet mere bevidst om min kærlighed til mangfoldigheden. Det at holde af skæve eksistenser og af, at folk tør være dem selv, er jeg blevet mere bevidst om, at jeg nyder. Jeg tror også, at jeg giver folk en ekstra chance. Det kunne jo være, at der gemte sig noget spændende under overfladen.