Kommunen forsøgte bag kulisserne at forringe BPA-reglerne.

Efter en ventetid på halvandet år er det endelig lykkedes Muskelsvindfonden at få aktindsigt i, hvad der skete bag kulisserne, efter at Aarhus Kommune for to år siden blev tvunget til at trække en række alvorlige forringelser af Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) tilbage.

Dels blev kommunen udsat for et voldsomt pres fra borgere med brug for BPA, dels traf Ankestyrelsen en principafgørelse i den såkaldte Horsens-sag, hvorved selv Aarhus Kommune måtte begribe, at nogle af de alvorligste forringelser i kommunens plan var ulovlig.

Politikere fra Aarhus Byråd gav udtryk for, at de faktisk var glade for at blive fri for at forringe forholdene for mennesker med et stort behov for hjælp, og så var alle tilsyneladende glade. Eller … var de?

For så fik Muskelsvindfonden kendskab til, at Aarhus Kommune slet ikke havde opgivet de planlagte forringelser og nu i stedet forsøgte at få dem gennemført bag kulisserne.

Muskelsvindfondens formand, Evald Krog, bad derfor om aktindsigt i den kommunikation, der havde fundet sted mellem Aarhus Kommune og Kommunernes Landsforening (KL) om ændrede regler for BPA; men Aarhus Kommune nægtede at vise ham de vigtigste dokumenter og henviste til, at man ikke har ret til aktindsigt i lovforberedende arbejde. Aarhus Kommunes initiativer skulle ikke frem i lyset.

Muskelsvindfonden klagede til Statsforvaltningen, som udtalte, at Aarhus Kommune ikke kan nægte aktindsigt med den begrundelse. Og nu har vi så fået tilsendt kopi af de ellers hemmelige papirer, dog ikke fra Aarhus Kommune selv, men fra Socialministeriet.

Og det tør da nok siges, at Aarhus Kommune havde god grund til at undgå at udlevere dem. De viser nemlig, at Aarhus Kommune bag kulisserne – via Kommunernes Landsforening – forsøgte at få gennemført lovændringer, som gør det muligt for kommunen alligevel at få gennemført ikke blot de tidligere planlagte forringelser, men oven i købet forsøgte at få lovhjemmel til at udmåle nogle af timerne til BPA efter hjemmehjælpsregler, hvilket vil være det samme som delvis at afskaffe Borgerstyret Personlig Assistance.

Enten spiller Aarhus Byråd et utroligt dobbeltspil. Eller også er det kommunens embedsmænd, som bag politikernes ryg er ude i et klart politisk ærinde, og som blandt andet bruger formuleringer som ”Aarhus Kommune mener …” om forhold, som politikerne i Aarhus næppe har sanktioneret.

Spørgsmålet er, om det er Aarhus Byråd, der mener, at BPA-reglerne skal forringes, så man kan aflønne handicaphjælpere med den halve løn, blot man kalder timerne for rådighedsvagter? Og om det er Aarhus Byråd, der mener, at man mod borgernes vilje skal kunne erstatte dele af en BPA-ordning med noget andet? Og om det er Aarhus Byråd, der mener, at handicaphjælpere skal aflønnes endnu ringere end med den nuværende aflønning, der i forvejen er lavere end tilsvarende personalegrupper? Og om det er Aarhus Byråd, der mener, at Ankestyrelsens afgørelse i den såkaldte Horsens-sag skal indbringes for domstolene?

De berørte borgere, handicaporganisationerne og offentligheden måtte i hvert fald ikke vide noget om, hvad Aarhus Kommune havde gang i, og spørgsmålet er, om Aarhus Byråd overhovedet vidste det, selv om papirerne konsekvent anvender formuleringen ”Aarhus Kommune mener …”?

Aarhus Kommunes ønsker til ændret lovgivning.

Men hvad enten det er politikerne, eller det er embedsmændene i Aarhus Kommune, der fastlægger kommunens politik, så er det påfaldende, at alle betragtninger handler om kommunens snævre økonomiske interesser, mens der ikke er ét ord om de mennesker, hvis dagligdag alene fungerer på grund af BPA-bevillingen, og ikke ét ord om de handicaphjælpere, der i forvejen aflønnes urimelig lavt i almindelighed og i Aarhus Kommune i særdeleshed.

Aarhus Kommune tager for eksempel klart afstand fra, at den gældende overenskomst for handicaphjælpere kan bruges til at fastlægge generelle takster, for taksterne i Aarhus Kommune til især tidstillæg og rådighedsvagter er lavere end i overenskomsten, og Aarhus Kommune vil heller ikke betale højere løn, hvis hjælperne har en uddannelse, eller der stilles særlige krav til hjælpernes opgaver.

I forvejen er taksterne efter overenskomsten klart under lønniveauet for tilsvarende jobs i offentlig regi, men det anfægter åbenbart ikke Aarhus Kommune.

Aarhus Kommune argumenterer også for, at det såkaldte administrationsbidrag kun skal være 4,58 kr. pr. time, fordi dette var en forudsætning, da statens kompensation til kommunerne blev beregnet. På trods af at Socialministeriet flere gange har forklaret kommunerne, at man ikke kan bruge den beregning til fastsættelse af arbejdsgiverbidraget, fordi der også skal indgå, hvad kommunerne sparer ved at undgå en række administrative opgaver. Og på trods af at Aarhus Kommunes lave administrationsbidrag betyder, at borgerne tvinges til at lave aftaler med de ringeste firmaer på markedet, hvoraf nogle har været omtalt i pressen for at have fusket med offentlige midler for at få firmaet til at løbe rundt.

Rådighedsvagter.

I det lovforslag, som socialminister Manu Sareen fremsatte i Folketinget i sidste folketingssamling, men som ikke blev vedtaget, foreslog han en forringelse af handicaphjælpernes aflønning om natten:

”Der vil således blive givet mulighed for at yde tilskud, der svarer til rådighedsløn, således at hjælp i tidsrummet mellem kl. 23.00-06.00 i højere grad kan dækkes med rådighedsløn. Borgere, der har behov for mere end 1½ times hjælp om natten eller har behov for hjælp mere end 3 gange pr. nat, skal have udmålt tilskud til fuld nattetakst, jf. det foreslåede takstsystem, hele natten. Borgere, der har behov for mindre aktiv hjælp, men stadig har behov for, at hjælperen er til stede, vil få udmålt fuld takst, jf. det foreslåede takstsystem, i hjælperens aktive timer og rådighedstakst i de øvrige af nattens timer.”

Men det fremgår af de papirer, der ellers blev holdt fortroligt, at Socialministeriet oprindelig havde foreslået en mildere forringelse, idet fuld betaling for natarbejde skulle udmåles allerede efter én times aktivt natarbejde.

Socialministeriet bøjede sig tilsyneladende, fordi Kommunernes Landsforening lagde pres på, og Aarhus Kommune leverede ammunitionen.

”I det vedhæftede notat beskriver Social- og Integrationsministeriet forslaget. I notatet har ministeriet blandt andet foreslået, at hjælpere, der arbejder effektivt 1 time eller mere sammenlagt hver nat fortsat skal have fuld løn. Dette mener vi er meget lavt sat. Så hvis vi overhovedet skal støtte denne ændring mener vi i det mindste, at denne grænse skal sættes op.”, skrev Kommunernes Landsforening.

Og det på trods af, at Socialministeriet allerede i sit første udspil havde påpeget, at forslaget ville medføre ringere aflønning af handicaphjælperne:

”En anden konsekvens vil være forringede arbejdsvilkår for BPA-hjælperne sammenlignet med i dag, hvor der kun i helt særlige tilfælde udmåles tilskud til hjælperløn i form af rådighedstimer i stedet for ”ordinære” BPA-timer. Med udgangspunktet om rådighedstimer om natten, vil hjælperne få en lavere løn end i dag, også selv om aflønning af hjælpere blev aftalt. … Ændringen vil medføre en kommunal besparelse, idet timelønnen for rådighedstimer ligger væsentligt under BPA-lønnen om natten.”, skrev ministeriet i sit oplæg.

Aarhus Kommune forklarer sin modvilje mod Socialministeriets forslag med, at ”denne besparelse vil dog ikke kunne realiseres i Aarhus Kommune, da den beskrevne praksis allerede har været gældende i en lang årrække”, hvilket da mildt sagt tør antydes, for Aarhus Kommune har lagt sig på så lavt et niveau, at selv om Socialministeriets forringelse blev gennemført på landsplan, så ville den i Aarhus Kommune faktisk føre til en forbedring for handicaphjælperne!

Det skal så i øvrigt siges til socialminister Manu Sareens forsvar, at selv om det var ham, der fremsatte lovforslaget med denne forringelse, så blev den politiske accept heraf givet, mens Annette Vilhelmsen var socialminister.

Mon politikerne i Aarhus Byråd mener, at handicaphjælpere skal arbejde for halv løn om natten?

Sammenlægning af BPA og hjemmehjælp.

Det har været et løbende stridspunkt i forhold til Aarhus Kommune, at kommunen har forsøgt at sammenblande udmålingsreglerne for hjemmehjælp med udmålingsreglerne for BPA, selv om Socialministeriet igen og igen har forklaret kommunerne, at det må man ikke. Dette var sådan set også en del af indholdet i Ankestyrelsens afgørelse i Horsens-sagen.

Men det fremgår af de hemmeligholdte papirer, at Aarhus Kommune gjorde et nyt forsøg, og i den forbindelse pressede kommunen også på for at få fjernet reglen om, at dele af en BPA kun kan erstattes af anden hjælp med borgerens accept.

Blandt andet skrev kommunen til Kommunernes Landsforening, som viderebragte kommunens brev til Socialministeriet:

”Aarhus Kommune ønsker således, at der fremadrettet indføres mulighed for, at der ved udmålingen af hjælp efter § 96 kan tages udgangspunkt i § 83 for så vidt angår behovet for praktisk og personlig hjælp og pleje.”

”Aarhus Kommune ønsker endvidere, at der fremadrettet indføres mulighed for at kombinere hjælp efter § 96 med andre former for hjælp – også i situationer, hvor det ikke er efter borgerens ønske …”.

Og da Aarhus Kommune så måtte erkende, at den ide var dødfødt, foreslog de Kommunernes Landsforening at stævne Ankestyrelsen for at få underkendt principafgørelsen fra Horsens-sagen:

”Som det fremgår ovenfor er kommunernes mulighed for at styre udgifterne blevet væsentlig forringede med Ankestyrelsens principafgørelse 49-13. Det fremgår af det fremsendte materiale fra KL, at regeringen ikke ønsker at ændre reglerne således, at kommunerne får bedre muligheder for at kombinere BPA med anden hjælp, fx personlig og praktisk hjælp. Hvis det er korrekt, at der ikke er politisk vilje til at gennemføre sådanne ændringer, mener Aarhus Kommune, at KL bør overveje, om Ankestyrelsens principafgørelse bør efterprøves ved domstolene.”

Mon politikerne i Aarhus Byråd virkelig mener dét?

Overenskomst.

Lovforslaget fra socialminister Manu Sareen indeholdt også, at der skulle fastsættes landsdækkende takster for udmåling af hjælp efter BPA, og en del af diskussionen handlede så om, hvilke takster der skulle anvendes.

”Fra Aarhus Kommunes side kan det ikke anbefales at anvende LOBPA-overenskomsten, da det vil betyde en væsentlig udgiftsstigning i forhold til det nuværende serviceniveau for tilskud efter § 96 i Aarhus Kommune.”, skrev kommunen.

Aarhus Kommune har utvivlsomt helt ret i, at taksterne i Aarhus Kommune ligger lavere end taksterne i den gældende overenskomst for handicaphjælpere. Det hører så med til den historie, at taksterne i denne overenskomst også ligger lavere end taksterne for tilsvarende personale i kommunen selv, og at handicaphjælperne generelt er en lavtlønsgruppe og i Aarhus Kommune endda i særdeleshed er en lavtlønsgruppe. Hvilket kommunen så også erkender. Og kommunen mener åbenbart, at sådan skal det fortsætte.

Men mener politikerne i Aarhus Byråd, der havde ”rødt” flertal både før og efter kommunalvalget for et år siden, virkelig, at en ringe overenskomst skal gøres endnu ringere for de handicaphjælpere, som gør et kæmpestort arbejde for, at mennesker med et handicap kan leve et godt og aktivt liv på lige fod med andre mennesker?

Ved en skæbnens ironi er papiret fra Aarhus Kommune med dette synspunkt – af alle dage – forfattet den 1. maj 2013!

Muskelsvindfonden mener.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Muskelsvindfonden mener, at Aarhus Kommunes adfærd er stærkt kritisabel. Aarhus Kommune har aktivt forsøgt at påvirke lovgivningen, så den bliver ringere for mennesker med et handicap og ringere for handicaphjælpere.

Det store spørgsmål er, hvem det er, der taler, når det igen og igen fremgår, at ”Aarhus Kommune mener …”? Hvem har magten i Aarhus Kommune? Er det politikerne med deres ”røde” flertal, eller er det …?

Papirerne, som Muskelsvindfonden ikke måtte se, kan læses ved at klikke her.