Så kom den. Afgørelsen fra Ankestyrelsen om en konkret sag fra Horsens Kommune, hvor en ung kvinde med muskelsvind fik frataget store dele af sin hjælpeordning (BPA) og pludselig måtte klare sig med 80 timer om ugen i stedet for de hidtidige 168 timer.

Horsens Kommune var nået frem til sin afgørelse ved at anvende sine kvalitetsstandarder for udmåling af hjemmehjælp. Den unge kvinde klagede til Det Sociale Nævn og fik medhold. Horsens Kommune klagede til Ankestyrelsen over Det Sociale Nævn – og fik ikke medhold.

Ankestyrelsens afgørelse har været ventet med spænding, fordi også andre kommuner gør, som Horsens Kommune gjorde, og fordi Århus Kommune har stillet sine planer om en tilsvarende forringelse i bero, indtil Ankestyrelsens afgørelse foreligger.

Det gør den så nu, så vi må antage, at der effektivt er sat en stopper for væsentlige dele af også Århus Kommunes forringelser af hjælpeordningen.

Afgørelsen.

Og Ankestyrelsens afgørelse er stjerneklar:

 ”Udmålingen af hjælp til borgerstyret personlig assistance efter servicelovens § 96 skal ske efter en konkret, individuel vurdering af (pågældendes) behov for hjælp og under hensyntagen til, at formålet med ordningen er at skabe en fleksibel og helhedsorienteret ordning med borgerens selvbestemmelse i centrum.”

Ankestyrelsen forklarer selv sin afgørelse:

“Det betyder, at kommunen ikke er berettiget til at udmåle hjælpen til borgerstyret personlig assistance efter § 96 ved at tage udgangspunkt i kommunens kvalitetsstandarder for praktisk og personlig hjælp og pleje i servicelovens § 83.”

Hvilket da er klar tale, der burde kunne begribes i enhver kommune. Og i øvrigt helt i overensstemmelse med, hvad Muskelsvindfonden har påpeget adskillige gange over for blandt andet Horsens Kommune. Og i øvrigt også over for Århus Kommune.

Begrundelsen.

Ankestyrelsen skriver en meget lang begrundelse for afgørelsen:

”Vi finder, at kommunens udmåling af timer, hvor man tager udgangspunkt i kommunens sædvanlige udmåling til hjemmepleje, ikke er i overensstemmelse med formålet med ordningen om borgerstyret personlig assistance.

Vi har lagt vægt på, at formålet med borgerstyret personlig assistance er at tilgodese den handicappede borgers ønske om at skabe sig en selvstændig tilværelse i egen bolig, og herunder at sikre borgeren mulighed for selv at udvælge og ansætte de nødvendige hjælpere. Udmålingen af hjælp til borgerstyret personlig assistance skal tage udgangspunkt i, hvad den enkelte borger selv kan klare med henblik på at kunne leve et almindeligt liv som andre ikke-handicappede, både i og uden for hjemmet.

Formålet med borgerstyret personlig assistance er på den måde at skabe en fleksibel og sammenhængende ordning, der sikrer borgeren mulighed for at leve et så normalt og selvstændigt liv som muligt med hensyntagen til at borgerens behov kan variere og ikke altid er forudsigeligt. Behovet for hjælp vil derfor ofte kunne forekomme på alle tidspunkter af døgnet og omfatte både større og mindre opgaver, hvor det ikke nødvendigvis på forhånd er forudsigeligt, hvornår hjælpen skal leveres og konkret til hvilke opgaver.

Vi har lagt vægt på, at udmålingen af hjælp efter § 96 om borgerstyret personlig assistance dermed har et andet sigte end udmåling af personlig og praktisk hjælp i hjemmet efter § 83. Kommunens kvalitetsstandarder for § 83, hvor der sker en meget specifik udmåling af hjælp i hjemmet til praktisk eller personlig hjælp, kan derfor ikke anvendes som udgangspunkt for udmålingen af hjælp efter § 96. Dette er også udtrykt i forarbejderne til loven og i vejledningen hertil.

Ved borgerstyret personlig assistance vil der ofte være tale om et omfattende og sammensat behov for hjælp, da borgeren har behov for hjælp over hele døgnet, eller i en stor del af døgnets aktive timer.

Udmålingen må derfor ikke være så snæver, at timerne kun kan udmåles til hjælp på helt bestemte tidspunkter eller til bestemte aktiviteter, da det vil mindske den fleksibilitet og selvbestemmelse, der er forudsat i ordningen.

Den udmålte hjælp efter § 96 forudsættes at dække borgerens samlede hjælpebehov. Med mindre borgeren selv ønsker det, kan BPA-ordningen ikke kombineres med andre hjælpeforanstaltninger.

…”

”Afgørelsen har stor betydning for mange mennesker med et handicap, siger Thomas Krog”.

Muskelsvindfondens handicappolitiske medarbejder, Thomas Krog, der har arbejdet intenst med denne og tilsvarende sager, fremhæver især Ankestyrelsens understregning af, at formålet med BPA er “at tilgodese den handicappede borgers ønske om at skabe sig en selvstændig tilværelse i egen bolig”, og at ”udmålingen af hjælp til BPA skal tage udgangspunkt i, hvad den enkelte borger selv kan klare med henblik på at kunne leve et almindeligt liv som andre ikke-handicappede, både i og udenfor hjemmet.”

Thomas Krog fremhæver også Ankestyrelsens beskrivelse af formålet med BPA: “Formålet med BPA er på den måde at skabe en fleksibel og sammenhængende ordning, der sikrer borgeren mulighed for at leve et så normalt og selvstændigt liv som muligt med hensyntagen til, at borgerens behov kan variere og ikke altid er forudsigeligt. Behovet for hjælp vil derfor ofte kunne forekomme på alle tidspunkter af døgnet og omfatte både større og mindre opgaver, hvor det ikke nødvendigvis på forhånd er forudsigeligt, hvornår hjælpen skal leveres og konkret til hvilke opgaver.”

Thomas Krog glæder sig ikke mindst over, at det nu er fastslået, at det er tilladt at være mor med fuldtidsarbejde, selv om man har et omfattende fysisk handicap.

Thomas Krog tilføjer, at han ”jubler, fordi afgørelsen betyder, at mennesker med handicap i lighed med os andre har mulighed for at leve det aktive varierede liv, vi hver især ønsker”.

– Det ville være en katastrofe, hvis kommunerne fik held til at placere mennesker med handicap i billige løsninger uden mulighed for at bevæge sig uden for en dør. Og så er det godt, at man kan gifte sig uden at ægtefællen får inddraget alle muligheder for selv at have et arbejde og fritidsaktiviteter, siger Thomas Krog.

– Alt sammen burde være en selvfølge. Det ved vi nu, at det langt fra er, hvis nogle emsige kommuner kunne bestemme. Det kan de heldigvis ikke. Tak til den familie som i urimelig lang tid har gået i uvished om, hvilke muligheder de ville have for at leve et aktivt liv. Deres indsats har stor og positiv betydning for de mange andre mennesker med omfattende fysiske handicaps, som har frygtet, at de også ville få beskåret deres muligheder for en aktiv hverdag i et værdigt liv, slutter Thomas Krog.

Ankestyrelsens afgørelse i denne sag er efterfølgende (den 3. april 2013) udsendt som en yderst detaljeret principafgørelse, der i fuld ordlyd kan læses her.

Jørgen Lenger