For at spare penge fratager kommunerne I stigende omfang borgere BPA-ordninger med den begrundelse, at de ikke er i stand til at fungere som arbejdsledere. Ankestyrelsen sætter i ny afgørelse hælene i og stopper kommunal misbrug af reglerne.

Det er rigtigt, at man ifølge reglerne skal kunne fungere som arbejdsleder for at have en BPA-ordning. Reglerne siger dog også, at kommunerne, inden de frakender BPA-ordninger med henvisning til, at borgere ikke kan varetage rollen som arbejdsleder, har pligt til at vejlede, rådgive og støtte borgeren med henblik på at vedkommende bliver i stand til – selvstændigt – at varetage arbejdslederopgaverne. Det konstaterer Ankestyrelsen i en ny konkret afgørelse, hvor Brønderslev Kommunes beslutning om at fratage en borger sin BPA-ordning bliver klart underkendt.

Kommunen skal kunne dokumentere
Det er ikke tilstrækkelig vejledning, at firmaet, der er hyret som arbejdsgiver, har hjulpet borgeren med et system for vagtplanlægning. Ankestyrelsen lægger vægt på, kommunen ikke har dokumenteret, at borgeren ikke vil kunne lære, at varetage de opgaver, der er forbundet med at være arbejdsleder i en BPA-ordning.

Rådgivning og tid
”Der kan være behov for, at borgeren modtager den fornødne rådgivning og vejledning om de opgaver, der må forventes at være forbundet med at modtage hjælpen i form af et kontant tilskud. Herunder f.eks. kursustilbud eller oplæring i, hvad det indebærer at være daglig leder for hjælperne, herunder eksempelvis ledelse, konflikthåndtering eller etik.”, skriver Ankestyrelsen i sin afgørelse og slår samtidig fast, at kommunen i den forbindelse skal give borgeren tilstrækkelig tid til at sætte sig ind i arbejdsleder-opgaverne.

En negativ trend
Afgørelsen i den konkrete sag er vigtig, fordi lige netop ideen med at fratage borgerne deres BPA-ordning er blevet den helt store trend i kommunernes spareiver på socialområdet. Syv jyske kommuner har foreslået som et frikommuneforsøg, at det skal være lettere at fratage borgernes deres BPA-ordning. Randers Kommune, der er med i frikommunnetværket har en konkret sag i Ankestyrelsen. Hvidovre Kommune hører også til dem, der direkte har nedskrevet, at der skal spares penge ved at tage BPA-ordninger fra folk.

Der bør ikke være forskel
Når kommunerne kan spare penge ved at fratage folk, der BPA-ordning, skyldes det omfanget af hjælp i en BPA-ordning ligger klart over, hvad man typisk får efter hjemmehjælpsparagraffen. Uden en BPA-ordning får folk frataget helt basale livsmuligheder som at være sammen med venner, passe sine børn, tage på ferie, gå i seng, når man er blevet træt, spise, når man er sulten med mere.

Muskelsvindfonden kan ikke se hverken logik eller fornuft i, at man skal have et bestemt intelligens-niveau for at kunne få den praktiske hjælp, der er nødvendig for at kunne leve et almindeligt godt liv. Når hensynet til hjælperne tilsiger, at borgeren ikke selv kan være arbejdsleder, bør det ansvar kunne overlades til kommunen, mens omfanget af hjælp bibeholdes.

 

Thomas Krog

Handicappolitisk konsulent

Muskelsvindfonden