Det er forventeligt, at Muskelsvindfonden får mange henvendelser, når Århus Kommune planlægger forringelser af den borgerstyrede personlige assistance (BPA).

Men vi har aldrig oplevet før, at henvendelserne handler om frygt og angst. Mange mennesker i Århus, for hvem hjælpeordningen er selve grundlaget for deres liv er simpelt hen bange. Bange for at de skal være alene om natten eller mange timer om dagen. Bange for at de må opgive deres aktive liv, som de lever på lige fod med andre mennesker. Bange for tab af livskvalitet. Simpelt hen bange for hvad Århus Kommune kan finde på.

Derfor kigger århusianere med BPA i disse dage ængsteligt mod postkassen af frygt for brevet fra kommunen. Brevet hvor der står, at nu kommer Århus Kommune på besøg. Vi har fået mange henvendelser fra århusianske medlemmer af Muskelsvindfonden, som fortæller, at de hele tiden er bange, så bange at de ikke kan sove om natten og ikke kan koncentrere sig om dagen. Vi har fået henvendelser fra folk, som har vanskeligt ved at trække vejret af bare angst.

Det er lykkedes Århus Kommune at sprede frygt og rædsel hos mennesker med et massivt behov for hjælp, og det er lykkedes Århus Kommune at pådrage sig en så voldsom mistillid, at tilliden ikke uden videre lader sig genoprette.

Bedre er det ikke blevet af, at Århus Kommune har brudt alle spilleregler for anstændig opførsel, f.eks. ved at ”glemme” at inddrage Handicaprådet. Dette har forståeligt nok rejst spørgsmålet, hvad meningen egentlig er med et handicapråd.

Styrbarhed.

Århus Kommunes angreb på mennesker med et handicap er pakket ind i flotte hensigter om styrbarhed. Man kan naturligvis ikke fortænke en kommune i, at den gerne vil styre sin økonomi, og det er al ære værd, at kommunen passer godt på borgernes penge.

Sådan var det også, da jeg selv for snart 35 år siden blev valgt ind i Århus Byråd. Vi havde vore genvordigheder med at styre navnlig udgifterne til snerydning, fordi de var afhængige af vejret. Jo mere sne, jo større udgifter. Det viste sig imidlertid, at indtægterne fra busdriften var tilsvarende afhængige af vejret. Jo mere sne, jo flere buspassagerer, jo flere indtægter. Når vi betragtede de to konti under ét, udlignede de simpelt hen hinanden.

Det var på den tid, da budgetlove endnu ikke havde afløst den sunde fornuft. Det var muligt at se på helheden. Empatien var endnu ikke afløst af kolde hjerner, og derfor kunne hjælpeordningen i Århus faktisk opstå i de år. Den ville næppe kunne opstå i dag. Kreativitet kræver varme hjerter.

Manglende styrbarhed har udviklet sig til enhver magthavers mareridt. Styres skal der, langt ud over al rimelighed, koste hvad det vil, og menneskeskæbner kan ikke gøres op i penge. Derfor forsøger man at styre mere og mere, selv de mest ikke-styrbare områder, som man kun kan styre ved at gøre vold på dem.

Nogle har intet at frygte.

Det er ikke småpenge, som Århus Kommune vil spare på hjælpen til mennesker med et handicap. Men samtidig må jeg så også sige, at den planlagte besparelse ikke er så stor, at der er grund til frygt i den størrelsesorden, som vi faktisk oplever i Århus i denne tid.

Nogle vil blive ramt, endda ganske eftertrykkeligt, men andre vil næppe blive ramt. Men det er jo netop det mest infame ved Århus Kommunes fremgangsmåde, at kommunen har formået at sprede frygt blandt alle med hjælpeordninger, uanset om frygten er velbegrundet eller ej. Den slags kaldes terror.

Vi plejer ikke at kritisere medarbejdere.

Nu er vi jo pæne mennesker i handicaporganisationerne. Vi sparker ikke ud til højre og venstre. Vi spreder ikke frygt, og vi kritiserer ikke kommunernes ansatte. De gør jo bare, hvad de får besked på.

Eller … er det nu også helt rigtigt?

Her kommer min erfaring som tidligere byrådsmedlem – og tidligere ansat – i Århus Kommune ind i billedet. Selv om det er forfærdelig mange år siden.

Det er nemlig ikke rigtigt. Det er faktisk forkert.

Hele dette område – med hjælpeordninger og BPA og hvad det ellers hedder – er faktisk ganske kompliceret. Det er vanskeligt at forklare udenforstående, hvad det handler om, og hvordan reglerne er skruet sammen. Man kan ikke forvente, at politikere har sat sig så detaljeret ind i et område som BPA, at de overhovedet ville være i stand til at udstikke retningslinjer, der fører frem til den slagplan, som Århus Kommune har lagt.

Naturligvis vil der som regel være en politiker, som stiller sig frem og påtager sig ”ansvaret”, men som regel er det et ansvar uden indhold, for politikeren har ikke haft en reel mulighed for at påtage sig ansvaret for en handling, som vedkommende har været uden indflydelse på og næppe fattet konsekvenserne af, hverken før eller siden.

Naturligvis har politikere også et ansvar for at sætte sig ind i, hvad de beslutter, før de beslutter; men mange års erfaring, også som medlem af Folketinget, har lært mig, at så ideel er Verden ikke.

De medarbejdere i en kommune, der påtager sig at føre kniven, har naturligvis et selvstændigt ansvar for deres handlinger. De har også et ansvar for at sige fra. Dette ansvar er muligvis ”kun” moralsk, hvorved det fremstår som mindre betydningsfuldt, men i min optik er et moralsk ansvar det stærkeste ansvar man kan pådrage sig.

Jeg accepterer derfor ikke den opfattelse, at man ikke må kritisere embedsmænd. Tværtimod mener jeg, at også de faglige organisationer må overveje, om der slet ikke er grænser for, hvad deres medlemmer medvirker til i denne tid, hvor det ene grove angreb efter det andet ramler ned over samfundets svageste. Ønsker DJØF og Dansk Socialrådgiverforening faktisk, at deres medlemmer fremstår som umælende får, der bare gør, hvad de får besked på? Eller hvad man forventer af dem? Eller hvad de tror, man forventer af dem?

Og i hvert fald må den enkelte medarbejder i den offentlige forvaltning overveje ganske nøje, om der slet ikke er grænser for, hvad man vil medvirke til.

Jeg kunne naturligvis ikke drømme om at kritisere embedsmænd personligt, men embedsmænd må som andre mennesker i denne Verden tage et ansvar for deres egne handlinger.

Brutaliteten.

Århus Kommunes slagplan fremstår som en massiv nedskæring i hjælpeordninger, hvilket er slemt nok. Men reelt er det en massiv nedskæring i nogle menneskers livskvalitet. Uheldigvis kan livskvalitet ikke måles i kroner og øre, og derfor indgår den ikke i Århus Kommunes beregninger.

Men lige så slemt er det, at i kølvandet på denne nederdrægtige plan har Århus Kommune spredt skræk og rædsel, angst og søvnløshed. Der står snesevis af bange mennesker tilbage efter Århus Kommunes hensynsløse kommando raid.

Denne angst er ikke mindst skabt af planens kolde og kyniske overvejelser om at skræmme folk til selv at sige nej til hjælpeordningen ved at gøre den så ringe som muligt. Man vil så at sige skræmme mennesker med et handicap til selv at bede om en institutionsplads. Dette er uhørt groft, og ja, det er de århusianske politikeres ”ansvar”, men det er næppe politikerne, der har tvunget embedsmændene til at fremsætte disse trusler. Den valgte form er helt og holdt embedsmændenes ansvar, og de må vedstå sig deres handlinger – og skamme sig ganske eftertrykkeligt.

Bedre bliver det egentlig ikke af, at truslerne om institutionsplads i høj grad er ubegrundede, for Århus Kommune har slet ikke disse institutionspladser!

Derfor ved de ganske udmærket i Århus Kommune, at en del af truslerne kun er trusler og ikke har andet formål end at være … trusler.

De ansvarlige havde ikke behøvet at true og skræmme, og de havde ikke behøvet at efterlade en masse mennesker i en tilstand af angst.

Derfor bruger jeg ordet ”brutalitet”, og jeg kan ikke finde et mere dækkende ord.