En tre år gammel principafgørelse fra Ankestyrelsen er blevet ekstra relevant, efter at flere kommuner (blandt andre Århus Kommune) har ændret serviceniveau for forskellige ydelser og planlægger en ekstraordinær ny visitering af borgerne efter det nye serviceniveau.

Afgørelsen handler ganske vist specifikt om merudgiftsydelsen efter servicelovens § 100, men den bygger på helt generelle forvaltningsretlige principper.

Den konkrete sag drejede sig om en kommune, der bevilgede merudgiftsydelse til en diabetiker den 17. september 2008. Straks herefter fik kommunen øje på en undersøgelse fra Velfærdsministeriet, der viste, at merudgifter til kost for diabetikere var mindre end hidtil antaget, og allerede den 24. september 2008 trak kommunen derfor bevillingen tilbage, selv om den næste almindelige revurdering først skulle ske et år senere. Undersøgelsen var udgivet den 7. august 2008, men kommunen havde ikke tidligere fået øje på den.

Det Sociale Nævn underkendte kommunens nye afgørelse med den begrundelse, at det følger af ”almindelige forvaltningsretlige principper, at adgangen til at tilbagekalde en begunstigende forvaltningsakt (er) snæver.”

”Adgangen afhang af indgrebets intensitet, borgerens mulighed for at indrette sig på den nye situation, der skabtes ved tilbagekaldelsen, og på hvilket tidspunkt tilbagekaldelsesgrunden var opstået. Hvis tilbagekaldelsesgrunden havde eksisteret forud for den oprindelige afgørelse, ville der normalt ikke være adgang til at tilbagekalde en begunstigende forvaltningsakt, medmindre borgeren havde gjort sig skyldig i svig eller tilsidesat sin oplysningspligt”, skrev Det Sociale Nævn.

Det Sociale Nævn lagde vægt på, at Velfærdsministeriets undersøgelse af merudgifter til diabeteskost blev udgivet den 7. august 2008, og at den derfor burde være kendt af kommunen fra denne dato.

Det Sociale Nævn lagde også vægt på, ”at der ikke var sket en ændring af lovgrundlaget, der gjorde afgørelsen af 17. september 2008 ulovlig. Velfærdsministeriets undersøgelse var alene et fortolkningsbidrag, der skulle undergå en konkret vurdering, hvorfor det ikke var indlysende for ansøger, at afgørelsen var forkert.”

Det Sociale Nævn mente også, ”at bortfald af en handicapkompenserende ydelse på 1.500 kr. om måneden måtte anses for et indgreb, der havde en væsentlig betydning for borgeren”.

Samlet set var Det Sociale Nævns vurdering derfor, ”at kommunen måtte bære risikoen for, at den havde truffet afgørelse uden at inddrage Velfærdsministeriets undersøgelse i vurderingen. Det forhold, at kommunen allerede efter en uge tilbagekaldte afgørelsen, kunne ikke i sig selv på baggrund af ovennævnte medføre et andet resultat.”

Kommunen indbragte Det Sociale Nævns afgørelse for Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen var enig med Det Sociale Nævn i, at kommunen ikke havde været berettiget til at tilbagekalde sin afgørelse af 17. september 2008, og at borgeren var berettiget til hjælp til dækning af merudgifter i bevillingsperioden frem til 31. august 2009.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at kommunens afgørelse af 17. september 2008 var en skønsmæssig afgørelse, der var begunstigende for ansøger og vurderede, at ”tilbagekaldelsen var sket på ulovbestemt grundlag”.

Helt generelt udtalte Ankestyrelsen om muligheden for ”tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt”:

”Betingelserne for tilbagekaldelse efter almindelige forvaltningsretlige principper om tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakter, som en adressat ønsker opretholdt, må anses for at være forholdsvis strenge og bero på en konkret afvejning af en række forhold.

De forhold, der indgår i den konkrete afvejning, er blandt andet

  • tilbagekaldelsesgrunden (disse kan tillægges forskellig vægt),
  • indgrebets intensitet,
  • om tilbagekaldelsen vedrører faktiske oplysninger contra omvurderinger af oplysninger eller nye retlige forhold,
  • om hensynet bag tilbagekaldelsen kunne være taget i betragtning ved den oprindelige afgørelse, og
  • om der er fejl på adressatens side.

Endvidere indgår det i afvejningen, om der er tale om et løbende retsforhold over en længere årrække, og om der er givet varsel og frist for tilbagekaldelsen”.

”Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at hensynet til det offentliges økonomi og hensynet til at sikre lighed og konsekvens i administrationen ikke var tilstrækkeligt tungtvejende grunde til en tilbagekaldelse til ugunst for ansøger. Ankestyrelsen fandt, at indgrebet havde væsentlig betydning for ansøger, samt at hensynet bag tilbagekaldelsen kunne være taget i betragtning ved den oprindelige afgørelse, og at behovet for tilbagekaldelsen ikke skyldtes forhold, der kunne bebrejdes ansøger”, udtalte Ankestyrelsen.

Konklusion:

En kommune kan ikke tilbagekalde en skønsmæssig afgørelse om bevilling af merudgifter.

Efter almindelige forvaltningsretlige principper var betingelserne for at tilbagekalde en begunstigende forvaltningsakt forholdsvis strenge og beroede på en konkret afvejning af en række forhold.

Principafgørelsen i fuld ordlyd kan læses her.

 

Jørgen Lenger