Det er vigtigt for en by at være kendt. Man mener, det giver større eksponering, som det hedder nu om dage. Med eksponeringen følger penge, og flere penge gør os alle sammen rigere. Mener man. Eller i hvert fald nogle af os.

Køge har altid været heldig med sin betydelige eksponering.

Ikke blot var Køge Boldklub den første klub uden for hovedstadsområdet, der vandt Danmarksturneringen i fodbold. Det skete i 1954.

Under Christian den Fjerde var Køge især kendt for sine hekseprocesser. Fra 1608 til 1615 var Køge hærget af djævlebesættelse. Be­sæt­tel­sen udgik fra købmandens hus. Familien selv og de be­sø­gende fik lyd- og synshalluciationer og så djævle i skik­­kelse af sære dyr. De fik så hysteriske rystelser, at flere stærke mænd ikke kunne holde de­res senge rolige. Man nåede at brænde 15 kvinder for hekseri, før man fandt ud af at det hele udgik fra købmandens søn, Jacob, hvor djævelen havde taget bolig. Han blev dog ikke brændt, for han var jo af han­køn, men han kom i stedet i huset hos en præst. Og så faldt der ro over Køge.

Senere blev Køge synonym med rockere og sjove politikere, og helt aktuelt har Køge Kommune vundet en sag i Højesteret, som giver kommunen medhold i, at en kommune kan begrænse borgeres hjemmehjælp, alene med henvisning til kommunens dårlige økonomi.

Så Køge har rigeligt at være stolt af.

Overdrevne reaktioner.

Højesteretsdommen har givet visse andre kommuner julelys i øjnene, men har lige så meget skabt frygt hos borgere over det ganske land, som nu frygter, at kommunen uden videre kan begrænse enhver form for hjælp.

Begge reaktioner er nok noget overdrevne.

I sin dom henviser Højesteret blandt andet til, at der ”ikke i serviceloven er nærmere bestemmelser om indhold og omfang af den hjemmehjælp, som kommunen skal tilbyde borgerne”. Ganske vist findes der en bekendtgørelse om, at hver kommune skal udarbejde kvalitetsstandarder, blandt andet med det formål at sikre ensartede afgørelser og for at borgerne skal kende deres rettigheder.

Det vil sige, at det efter lovgivningen er overladt til den enkelte kommune at fastsætte sine egne kvalitetsstandarder og serviceniveauer, og heri må kommunen gerne tage hensyn til sine økonomiske ressourcer.

Den eneste begrænsning i kommunens frie valg er, at kvalitetsstandarden og serviceniveauet skal ligge ”inden for de rammer, der følger af serviceloven”, og desuden skal kommunen i hvert enkelt tilfælde foretage en ”konkret vurdering af, om den påtænkte indsats afhjælper borgerens behov for hjælp”.

Jeg vil springe let hen over den med ”konkret vurdering”, for det er tom politikersnak. I virkelighedens verden skal kommunen blot notere i journalen, at der er sket en ”konkret vurdering”, og så er den betingelse opfyldt.

Mere interessant er det, at kvalitetsstandarden og serviceniveauet skal ligge inden for servicelovens rammer, for der findes stort set ingen rammer i serviceloven. Der er heller ikke megen støtte at hente i Ankestyrelsens principafgørelser, for de handler ikke om hjælpens omfang. Betragtningen er, at Ankestyrelsen ikke giver sig af med at skønne, for det mener man, at kommunerne er bedre til, når kommunerne er tættere på borgerne.

I sager om hjemmehjælp fylder skønnet meget mere end i stort set alle andre sager efter serviceloven, og derfor kan ankemyndigheden i praksis aldrig bidrage til at præcisere de rammer, som kommunerne skal overholde.

Principperne kan ikke overføres til andre bestemmelser.

Heraf følger så, at man ikke kan overføre principperne fra Køge-sagen til den øvrige sociallovgivning, for på stort set alle andre områder af betydning for mennesker med et handicap er kommunens frie råderum meget mere snævert, end når det gælder hjemmehjælp. Enten fordi loven er mere konkret, eller fordi råderummet er præciseret mere i lovens forarbejder eller tilhørende bekendtgørelser, eller fordi der foreligger langt mere retningsgivende principafgørelser fra Ankestyrelsen.

Men selv med kommunernes meget brede råderum vedrørende hjemmehjælp fastslår Højesteret, at kommunen ikke kan ændre hjemmehjælpen midt i en bevillingsperiode. Køge Kommunes nedskæring blev godkendt i Højesteret, fordi den skete ved udløbet af en bevillingsperiode, og fordi Højesteret mente, at der ved nedskæringen (efter tidsperiodens udløb) skete en konkret og individuel vurdering.

Det er naturligvis slemt nok for de mennesker, hvis behov udelukkende eller primært er hjemmehjælp, at de kan blive udsat for nedskæringer med henvisning til kommunens dårlige økonomi, men man kan altså ikke overføre den mulighed til den øvrige sociale lovgivning.

Kommunerne kan ikke bare skalte og valte.

Selv om Kommunernes Landsforening gerne ville have muligheden for at skalte og valte efter forgodtbefindende, så har de den altså ikke.

Så de kommuner, der har læst Højesterets dom med begejstring, kan godt få armene ned, og vi andre kan godt lægge lommetørklæderne væk. I hvert fald hvis vi har frygtet for kørestolen, handicapbilen, merudgiftsydelsen, BPA, ledsagerordningen osv.

Det er slet ikke Højesterets dom, der er det centrale problem, men derimod at politikerne på dette område har fastlagt så vide rammer for det kommunale ”skøn”, at alt er muligt og borgere med behov for hjemmehjælp, reelt er retsløse.