Som en af de første kommuner i landet vil Københavns Kommune fra den 1. januar 2011 udmåle hjælp til BPA (borgerstyret personlig assistance) efter den overenskomst, der faktisk gælder for handicaphjælpere.

Generelt har kommunerne valgt at følge andre overenskomster, typisk med ringere forhold for handicaphjælperne, og det har de kunnet komme af sted med, fordi Socialministeriets regler på det punkt er særdeles uldne. Ifølge Socialministeriet skal man nemlig kun beregne hjælpen ud fra “sammenlignelige grupper”, men trods talrige forespørgsler har Socialministeriet aldrig nævnt et eneste eksempel på en “sammenlignelig gruppe”.

Det burde ellers ikke være så indviklet, at den gruppe, der er mest “sammenlignelig” med handicaphjælpere faktisk er … handicaphjælpere – og den logik vil Københavns Kommune nu følge.

Hvilket er et stort lyspunkt midt i alt det kaos, der ellers har fulgt i kølvandet på indførelse af BPA.

Såvidt vi er orienteret er en tilsvarende beslutning truffet af mindre kommuner som Assens, Brønderslev, Egedal, Fredericia, Guldborgsund, Lolland, Lyngby-Taarbæk, Mariagerfjord, Svendborg, Tønder og – vist nok – Furesø Kommuner.

Men Københavns Kommune er altså den første af de store kommuner, der vælger at følge overenskomsten for handicaphjælpere, mens vi kigger langt efter kommuner som Århus, Aalborg, Odense, Esbjerg, Randers, Kolding, Vejle osv. på listen.

Jørgen Lenger