Vi får rigtig mange henvendelser om servicelovens § 97, stk. 7, der siger, at “udgifter til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med tilknytning til ledsageordningen kan dækkes med et beløb på op til 663 kr. årligt. Beløbet ydes af kommunalbestyrelsen efter anmodning fra modtageren.”

Det samme gør andre handicaporganisationer, og det drejer sig ikke om en enkelt kommune, der har misforstået reglerne. Det er udbredt, og det virker bevidst.

(Bemærk lige, at beløbet i loven reguleres årligt og derfor nu er højere, end da den blev formuleret.)

Snyderiet går ud på, at kommunerne kaster sig over ordet “kan”, og så tror de, at de selv kan beslutte, om de vil dække udgifterne til ledsageren. Sådan er det bare ikke. I den forbindelse er sidste sætning i paragraffen vigtig: “Beløbet ydes af kommunalbestyrelsen efter anmodning fra modtageren”. Hvilket gør det vanskeligt at misforstå, hvad der står, medmindre man ønsker at misforstå det.

Spørgsmålet har været rejst i Folketinget af folketingsmedlem René Skau Björnsson med baggrund i en tilståelsessag fra Odsherred Kommune, hvor forvaltningen frejdigt indstillede til kommunalbestyrelsen at sætte servicelovens § 97, stk. 7 ud af kraft:

“Ministeren bedes oplyse, om Odsherred Kommune lovligt kan følge en indstilling fra forvaltningen til kommunalbestyrelsen om generelt at fravælge muligheden for udbetaling af tilskud efter servicelovens § 97, stk. 7”, spurgte han.

Socialminister Benedikte Kiær svarede blandt andet:

“Af de specielle bemærkninger til lovforslag L 104 (forbedringer af ledsageordningen m.v.), der blev fremsat den 10. december 2003 og vedtaget med lov nr. 222 af 31. marts 2004, fremgår følgende:

”Voksne handicappede, som modtager ledsagelse efter servicelovens § 78 [§ 97], vil med dette forslag få ret til af kommunen at kunne få dækket udgifter til ledsageren med et beløb på op til 650 kr. årligt til befordring og andre aktiviteter m.v., der skal betales for, f.eks. biograf eller restaurantbesøg.

Det årlige beløb vil kunne udbetales til samtlige voksne handicappede, der har en ledsageordning efter § 78 [§ 97], hvis de henvender sig til kommunen og anmoder om det. Det forudsættes, at beløbet udbetales som et samlet beløb én gang årligt, og at udbetalingen kan ske på baggrund af de sandsynliggjorte udgifter, jf. den opgørelsesmetode, der anvendes i forhold til servicelovens § 84 [§ 100].”

På denne baggrund er det opfattelsen, at servicelovens § 97, stk. 7, giver borgerne en ret til at modtage dækning af udgifter til ledsageren, hvis de ansøger kommunen herom og sandsynliggør, at de har udgifter til ledsagelse i overensstemmelse med lovens forarbejder. En kommune vil således ikke kunne træffe en generel beslutning om ikke at anvende servicelovens § 97, stk. 7.”

Med andre ord: En kommune kan ikke sætte serviceloven ud af kraft.

Gid Kommunernes Landsforening ville være lige så emsige med hensyn til at påpege kommunernes gentagne forsøg på snyderi, som når de hænger mennesker med handicap ud for at være krævende.

Socialministerens svar til René Skau Björnsson kan i øvrigt læses her.

Jørgen Lenger