En kommune med sagsbehandlere, direktører og jurister fremstår som den stærke part i konkrete ankesager over for en borger med handicap, der har en hverdag at passe ved siden af kontakten til kommunen. Når det handler om at overholde tidsfrister, beskytter loven desværre den stærke part, mens borgere straffes benhårdt for den mindste fejl.

I en konkret sag har Ankestyrelsen afvist at behandle en sag, fordi anken kom fire dage for sent. Dermed er familien afskåret fra at få den hjælp, de har behov for og ret til ifølge loven.

Du oplyser blandt andet som begrundelse for frist-overskridelsen, at der har været tale om et langt forløb med mange sager ved kommunen. Du har haft svært ved at bevare overblikket. Du oplyser ligeledes, at I havde et sølvbryllup at forberede. Disse oplysninger kan ikke føre til, at vi kan se bort fra overskridelse af fristen,” skriver Ankestyrelsen blandt andet som begrundelse.

Uoverskueligt sagskompleks

Familien svarer Ankestyrelsen:

Helt overordnet undrer vi os over, at det kan have alvorlige konsekvenser og forhindre vores dreng i at få den hjælp, han har brug for og ret til, at vi på grund af omstændighederne er nogle dage for lang tid om at anke. Imens kan kommunen som myndighed overskride tidsfrister helt uden, at det har konsekvenser. Vi har tidligere i den konkrete sag været nødt til at rykke kommunen adskillige gange, efter at kommunens fire ugers genbehandlingsfrist var udløbet, for at få dem til at reagere på vores anker. Den eneste konsekvens, det brud på reglerne havde for kommunen, var, at de udsatte tidspunktet for, at vi fik hævet antallet af timer. Derved sparede kommunen penge ved at bryde loven.”

Og familien fortsætter i sit svar til Ankestyrelsen:

Det er i hvert fald ikke økonomi, der er grunden til, at vi kortvarigt mistede overblikket. Det skyldtes derimod et uoverskueligt sagskompleks med syv anker med tilhørende kommentarer til kommunens genvurderinger, en række møder med både sagsbehandlere, teamledere og direktører samt en kommune, der ikke samarbejder de forskellige afdelinger imellem og generelt ikke svarer på det, vi spørger om.

Mange forkerte kommunale afgørelser

At sagsforløbet har været så kompliceret, skyldes ikke, at familien er urimelig og brokker sig over alting. I forbindelse med alle ankerne har det vist sig, at kommunen hver gang havde udmålt færre timers hjælp, end de burde. De første tre gange, familien ankede kommunens afgørelser om hjælp efter § 95, ændrede kommunen sine egne afgørelser og gav hver gang en smule mere hjælp.

Derefter kom sagen i Ankestyrelsen, som hjemviste en del af sagen. Det er den del af sagen, som familien på grund af de få dages overskridelse nu er frataget muligheden for at anke.

Ved siden af denne sag er der en sag om hjælp efter § 85, hvor kommunen fejlagtigt startede med at afvise hjælp. Desuden en sag om merudgifter, hvor det var nødvendigt at anke. Alt det skal familien have styr på, mens de passer hverdagen med arbejde, hus og familie – herunder en ung mand med muskelsvind og visse kognitive udfordringer.

Enorme krav til almindelig familie

Hvis familien vil have den hjælp, de har brug for og krav på, stiller systemet altså krav om, at de ved siden af deres travle hverdag også skal håndtere alle kommunens mange fejl og manglende svar. De skal formulere anker til kommunen og kommentarer til Ankestyrelsen i de forskellige sager efter forskellige paragraffer. Og samtidig skal de have så meget styr over hele sagskomplekset, at familien på intet tidspunkt må komme blot få dage for sent med en anke. Det er enormt store krav. Krav, der dog havde været lettere at leve med, hvis loven også gjaldt den stærke part – kommunen.

Men når familien i den konkrete sag har oplevet, hvordan kommunen ikke bliver straffet for væsentligt større overskridelser af tidsfristen – tværtimod har kommunen sparet penge ved at bryde reglerne – så giver det frustrationer.

Lovændringer kræves

Muskelsvindfonden forstår familiens frustrationer. Det er urimeligt, at en lov så klart er til gavn for den stærke part. Det kan der ændres ved på flere måder.

For det første kan Ankestyrelsen tage mere hensyn til, at det som almindelig familie kan være svært at overskue en sag som den beskrevne og løsne kravet om borgeres overholdelse af tidsfrister.

For det andet kan Folketinget ændre loven, så kommunerne også bliver straffet, når de forringer borgeres muligheder for hjælp ved at bryde lovbestemte tidsfrister.

Muskelsvindfonden mener i virkeligheden, at man bør gå begge veje.

 

Thomas Krog er handicappolitisk konsulent i Muskelsvindfonden