Evald Krog: Det vil jeg under ingen omstændigheder bruge mit liv på.

For nogle uger siden fik respiratorbrugerne i det jysk-fynske område årets julegave fra Respirationscenter Vest: Den nye logbog, der skal bruges i det kommende år samt en meget lang og endnu mere grundig instruktion i, hvordan den skal føres, og hvad der skal skrives i logbogen.

Udgangspunktet er, at man skal udpege en koordinerende hjælper, som til gengæld for denne ulønnede ekstra opgave får ansvaret for logbogen. Man kan dog undlade at udpege en koordinerende hjælper, og så har man selv ansvaret for at skrive i logbogen.

Ud over nogle mere seriøse hændelser skal det også noteres i logbogen, når hjælperen går på toilettet eller henter sondemad, eller hvis respiratorbrugeren er ”alene” med sin familie eller bare har lyst til at være alene. Logbogen skal føres som en journal, skriver Respirationscenter Vest.

Logbogen skal så medbringes ved kontrol på Respirationscenter Vest, hvor den skal gennemgås sammen med centerets personale. I mere alvorlige situationer skal man dog straks henvende sig til Respirationscenteret, f.eks. hvis man er død, eller hvis hjælperen falder i søvn på vagten og ikke kan vækkes, eller hvis udstyret svigter.

Kravet om logbog har vakt betydelig utilfredshed hos mange respiratorbrugere, der er tilknyttet Respirationscenter Vest. Man føler sig ydmyget, passiviseret, overvåget, kontrolleret og frataget indflydelsen på eget liv.

Muskelsvindfondens formand, Evald Krog, tager det dog ganske roligt. Han har nemlig lagt logbogen ned i skuffen og har ikke tænkt sig at bruge den.

– For min del er det sådan, at jeg under ingen omstændigheder vil bruge mit liv på logbogsføringer. Skal mine hjælpere f.eks. rapportere om de sidder 2,5 minut på lokum? Det er uanstændigt og under min værdighed at belaste mine hjælpere med meningsløse oplysninger om deres gøren og laden fra minut til minut. Mine hjælpere har jeg blandt andet ansat. fordi de er dygtige og ansvarsfulde, og vi har ganske enkelt ikke tid og langt mindre lyst til at få mere bureaukrati ind i vores travle hverdag, siger Evald Krog.

 

– Jeg ved ikke, om de så sætter mig i fængsel eller henter min respirator, men jeg tager chancen, tilføjer han.

Evald Krog understreger dog, at der godt kan være respiratorbrugere, hvor logbogen er en nyttig sikkerhed, men at det ikke berettiger at besvære samtlige respiratorbrugere med den.

Krav fra Sundhedsstyrelsen?

Ifølge følgeskrivelsen fra Respirationscenter Vest skyldes logbogen ”Sundhedsstyrelsens skærpede krav til kvalifikationer hos hjælpere ved respiratorbrugere og brugere med trachealtube”.

Sandt er det da også, at Sundhedsstyrelsen har skærpet kravene, fordi der har været nogle enkeltstående farlige eller potentielt farlige situationer, men Sundhedsstyrelsen har altså ikke stillet så rigide krav, som Respirationscenter Vest nu gør.

Respirationscenter Øst har således for længst ændret sine retningslinjer, så det nu kun er ganske få situationer, der skal noteres. For eksempel er det ikke nødvendigt at notere det hver eneste gang, hjælperen går på toilettet, eller at notere det hver eneste gang, respiratorbrugeren af den ene eller den anden grund ønsker at være alene. Det er tilstrækkeligt at notere generelt, at det sker.  

Alvorlige situationer, for eksempel at udstyret svigter, skal vel for så vidt noteres, så de ikke bliver glemt; men først og fremmest skal de da rapporteres til Respirationscenter Øst med det samme, hvilket må antages at have større effekt, end at man noterer det i en bog.

Der findes intet alternativ til den sunde fornuft, heller ikke selv om alternativet kaldes for en logbog.

”Hjælpere kan straffes”.

Det er en udbredt skrøne, at en hjælper kan straffes, hvis borgeren kommer til skade eller dør under vagten. Jeg ved godt, man fortæller det, når hjælperne undervises, men hjælperen skal altså have udvist en helt usædvanlig grov og uforsvarlig adfærd, hvis straf overhovedet skal overvejes. Som for eksempel pludselig at forlade en respiratorbruger og gå hjem.

Men skrønen bliver altså brugt som en del af begrundelsen for den minutiøse kontrol og for en detaljeringsgrad, som gør logbogen fra Respirationscenter Vest til en ren absurditet.

Noget helt andet er imidlertid, at hjælperen utvivlsomt vi have det rigtig dårligt med, at der sker borgeren noget under hjælperens vagt, også selv om hjælperen er helt uden skyld i det. Derfor er det vigtigt – af dén grund og ikke på grund af risikoen for straf – at man ikke bringer hjælperen i en situation, hvor han eller hun skal leve videre med en tung skyldfølelse. Hvis man med logbogsnotater kan lette hjælperens eventuelle skyldfølelse, så er det et langt bedre argument end hensynet til, hvad Sundhedsstyrelsen måske mener og hensynet til en særdeles teoretisk risiko for straf.

Og ansvaret for at vise hensyn til hjælperne kan man under ingen omstændigheder lægge fra sig, når man har hjælpere. Men heraf følger ikke, at man skal notere enhver detalje fra dagligdagen i en logbog.