Med jævne mellemrum opstår der en historie om, at kommunerne drukner i nye regler. Typisk om sommeren, når intet andet sker. Sandt er det da også, at der til stadighed kommer flere og flere regler, men om det ligefrem er kommunerne, der drukner, er nok mere tvivlsomt.

Først og fremmest er det da borgerne, der drukner, for når man som borger ikke kan gennemskue de regler man vurderes efter, er det en alvorlig forringelse af den enkeltes retssikkerhed. Ganske enkelt fordi man er sårbar over for lemfældighed, når man ikke kan gennemskue reglerne.

Og så hører det altså også med til historien, at der er områder, hvor kommunerne selv har bedt om mere indviklede regler, og på andre områder undlader de simpelt hen at bruge de regelforenklinger, som Folketinget faktisk har vedtaget.

Senest vedtog Folketinget for eksempel at ændre beregningen af merudgiftsydelsen efter servicelovens § 100, så afstanden mellem de enkelte trin blev nedsat fra 500 kr. til 100 kr. Hvilket har som konsekvens, at man nu skal lave ned i mindste detalje for at beregne ydelsen, mens man tidligere kunne nøjes med nogle runde tal, fordi de var uden betydning for slutresultatet. Konsekvensen er øget byrokrati, hvor kommunerne sidder og forlyster sig med priser på sugerør, busbilletter, gummihandsker og bleer – og det var altså kommunerne selv, der bad om denne regelændring!

(Og regelrytteriets selverklærede fjende nr. 1, Liberal Alliance, stemte da også for denne byrokrati-forøgelse).

Oven i dette er der eksempler på, at kommunerne af egen drift indfører ekstra regler ud over dem, som Folketinget har vedtaget, og som kommunerne slet ikke har hjemmel til. Det gælder for eksempel, når man beregner hjælp til Borgerstyret Personlig Assistance. Eller når man igen og igen kræver dokumentation for merudgifter, selv om loven kun kræver sandsynliggørelse.

Tidligere har Folketinget imødekommet et ønske fra kommunerne om mindre byrokrati ved bevilling af støtte til bil (handicapbiler), så kommunerne ved genbevillinger kan nøjes med at lade borgeren udfylde en tro- og love-erklæring om, at intet har ændret sig siden den forrige bevilling.

Helt nye tal fra socialminister Karen Hækkerup til folketingsmedlem Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti viser imidlertid, at kommunerne stort set slet ikke anvender denne mulighed for forenkling i sagsbehandlingen.

I 2012 skete det således kun 135 gange, og det skal sammenholdes med, at der årligt er ca. 3.200 ansøgninger om støtte til bil, hvoraf ca. halvdelen er ansøgninger om genbevilling. De 135 ”forenklede sagsbehandlinger” er fordelt på 46 kommuner, mens 52 kommuner overhovedet ikke anvendte den mulighed, som Folketinget har givet dem.

Så mon ikke, det skal tages med et stort gran salt, når kommunerne jamrer sig i sommervarmen over byrokratiseringen?

Socialministerens svar til Karina Adsbøl i fuld ordlyd kan læses ved at klikke her, hvor man også kan se en oversigt over hver enkelt kommunes vilje til at forenkle, når de får chancen.