Det er ikke nok, at vi kun forsvarer os mod forringelser!

Regeringen har udpeget 44 kommuner til at være frikommuner, så de får mulighed for at løse deres opgaver på andre måder, end lovgivningen ellers foreskriver.

Formålet er ifølge regeringen “at få ny viden og praktiske erfaringer, som kan bidrage til forenkling af statslige regler og erfaring med nye løsninger, der samlet understøtter en bedre og mere effektiv lokal styring”.

Forsøgene skal dog godkendes på forhånd af de respektive ministre, og den 1. december 2016 er der deadline for den første pulje af de forsøg, som kommunerne har fundet på. De næste deadlines er den 1. maj 2017 og 1. november 2017, så processen er langt fra slut. Den er tværtimod først lige begyndt.

Proceduren i de pågældende kommuner har typisk været, at administrationen udtænker nogle forsøg, som kommunalpolitikerne tager stilling til. Forsøgene tager udgangspunkt i administrationens egen hverdag, der som regel handler om penge og besparelser, og ikke nødvendigvis om borgernes hverdag. Og det bærer de fremsendte forslag da også præg af.

Ganske vist er vi som handicaporganisationer ikke inviteret til at indsende forslag til frikommuneforsøg. Men på den anden side er der heller ikke noget, som hindrer os i at gøre det alligevel. Der er faktisk mange gode grunde til at selv at tage et initiativ, dels for at undgå at vi som altid ender i en defensiv rolle, hvor vi kun forsvarer os mod forringelser, dels for at vise kommunerne, at der faktisk også kan udtænkes forslag, der er til fordel for mennesker med et handicap.

Der er en anden vej at gå end vanetænkningens golde vej. Det er et politisk valg, om man vil det ene eller det  andet.

Forhåbentlig kan vi endda opnå, at der er lokalpolitikere eller andre gode venner, som vil tage vore forslag op i forbindelse med den politiske beslutningsproces om frikommuneforsøgene og gøre vore forslag til deres – og kommunernes – forslag.

Muskelsvindfonden har beskrevet nogle ideer, som viser, at frikommuneforsøg ikke nødvendigvis behøver at forringe borgernes vilkår. Det er alene et politisk valg for kommunerne.

Muskelsvindfonden opfordrer til at afprøve en lempelse af Udlandsbekendtgørelsen, så man som borger får ret til at medtage sin hjælp under midlertidige udlandsophold i længere tid end de nuværende fire uger – og samtidig ændre reglen om, at merudgifter herved kun kan dækkes, hvis rejsen varer mindre end to uger. Sidstnævnte regel fører til det absurde resultat, at selv om man kan få dækket eventuelle merudgifter ved en rejse på to uger, så kan man ikke få dækket noget som helst, hvis rejsen varer to uger og én dag. Heller ikke merudgifter vedrørende de to af ugerne.

Reglen har som så mange andre regler sin baggrund i en frygt for misbrug fra borgernes side, men et frikommuneforsøg vil utvivlsomt vise, at det er helt uproblematisk at lempe udlandsbekendtgørelsen. Men mange borgere vil have glæde af det.

Navnlig for unge mennesker er Udlandsbekendtgørelsen en alvorlig begrænsning for at kunne udfolde sig på samme måde som andre unge, der ofte rejser ud i længere tid, måske endda tager på en jordomrejse. For mennesker med et handicap er selve rejsetiden ofte længere end for mennesker uden et handicap, så deres ophold på rejsemålet er alt andet lige kortere end andre unges ophold, hvis de skal holde sig inden for bekendtgørelsens uforklarlige tidsgrænser.

Muskelsvindfonden opfordrer til at give borgerne ret til at medtage hjælp efter servicelovens §§ 83 og 95 uden for hjemmets mure og desuden at medtage hjælp efter § 95 på udlandsrejser.

For eksempel familier der modtager hjælp efter § 95, stk. 3 er i dag reelt afskåret fra nogen sinde at rejse på ferie i udlandet. Dette gælder ikke mindst familier, der har et barn med handicap.

Muskelsvindfonden opfordrer til at gøre ledsagelse efter servicelovens §§ 45 og 97 mere rummelig, så ledsageren må dække de behov, der følger af at være ledsager, for eksempel liftning, idet de snævre anvendelsesmuligheder gør ledsagerordningen mindre anvendelig for blandt andre mennesker med muskelsvind.

Lempelser af Udlandsbekendtgørelsen og af servicelovens §§45, 83, 95 og 97 vil hver på sin måde forbedre mulighederne for et aktivt og deltagende liv.

Muskelsvindfonden opfordrer til at afprøve, at man kan fastholde hjælp i uændret omfang, selv om det vurderes, at man hverken kan være arbejdsgiver eller arbejdsleder og dermed ikke har ret til BPA. De nuværende regler betyder, at man får en markant ringere hjælp med blandt andet ringere bevægelsesfrihed, hvis man ikke selv kan være arbejdsgiver eller arbejdsleder for sine hjælpere. Og behovet for hjælp bliver jo ikke mindre af, at man ikke mere kan være arbejdsgiver eller arbejdsleder – ofte endda tværtimod. Det er en besynderlig regel, at man kun kan få dækket sit behov for hjælp, hvis man selv kan være arbejdsleder.

Forslaget kan konkret realiseres ved for eksempel, at en anden aktør så skal være arbejdsgiver og arbejdsleder for hjælperne. Den aktør kan for eksempel være kommunen selv, som den er det allerede i dag, hvis man får andre former for hjælp end BPA. Eller også kan det afprøves at bevilge BPA efter servicelovens § 96 til en nærtstående, som man i dag kan gøre det efter servicelovens § 95, stk. 3, hvor det er den nærtstående der er hjælpsmodtager.

Muskelsvindfonden opfordrer til at samle hjælp efter flere bestemmelser i én samlet bevilling til forældre, der har børn med handicap.

Når SFO-hjælperen for eksempel ikke må tage med til ridning, og hjælperen i skolen ikke uden videre kan konverteres til tabt arbejdsfortjeneste, hvis der er mere brug for det, skyldes det, at pengene kommer fra forskellige kasser. Det er altid økonomi og kassetænkning, der skaber problemerne med ufleksibilitet og uhensigtsmæssig brug af hjælpen.

Muskelsvindfonden foreslår, at hjælpen fortsat bevilges, som det sker i dag. Forældrene får hjælp til tabt arbejdsfortjeneste, rengøring, voksenbarnepige, ledsagelse, skolehjælp og så videre. Hjælpen efter de forskellige paragraffer bliver til sidst gjort op til et samlet beløb, som forældrene selv kan koordinere og bruge til at ansætte hjælp på den måde, der passer bedst ind i familien. Udmålingen af timer bliver således konverteret til et samlet pengebeløb, som familien selv kan få ansvaret for at administrere, hvis de ønsker det- og med den arbejdsgiver, som de selv vælger.

Muskelsvindfonden vil vise med disse forslag, at frikommuneforsøg ikke nødvendigvis behøver at handle om forringelser. De kan faktisk også handle om forbedringer, der gør dagligdagen lettere for mennesker med et handicap.

Muskelsvindfonden opfordrer derfor alle handicaporganisationer, alle lokale handicapråd og alle lokale afdelinger af Danske Handicaporganisationer til at gå i offensiven i stedet for altid at være i den defensive rolle:

Tag styringen af den lokale debat om frikommuneforsøg ved at berige kommunalpolitikerne med ideer til forbedringer i stedet for den sædvanlige vanetænkning, der altid handler om at finde på forringelser!