Ændringer i servicelovens regler for (især) voksne.

Et flertal i Folketinget har indgået en politisk aftale om at ændre en række af servicelovens regler for voksne. Enkelte af ændringerne får også betydning for forældre, der har børn med et handicap.

Aftalen er indgået af alle partier med undtagelse af Enhedslisten, der står uden for aftalen. Enhedslisten er uenig i, at aftalen finansieres af satspuljen, fordi det så alene er mennesker på overførselsindkomst, der betaler udgifterne; men det må forventes, at også Enhedslisten stemmer for de enkelte lovændringer, der følger af den politiske aftale, så de bliver vedtaget af et énstemmigt Folketing.

Socialminister Karen Ellemann havde oprindelig foreslået langt mere markante ændringer, der ville have givet kommunerne mulighed for at erstatte ydelser, som borgerne er berettiget til, med ydelser efter kommunernes eget frie valg og med yderst beskedne chancer for at borgerne kunne få medhold i en ankesag.

Den ide mødte betydelig modstand fra handicaporganisationerne, men det lykkedes at få et flertal i Folketinget til at fjerne de dele af socialministerens forslag.

Tilbage står derfor nogle andre ændringer i serviceloven, hvoraf langt de fleste er forbedringer.

Præcisering af servicelovens formålsbestemmelser.

Formålet med hjælp vil blive formuleret på den måde, at borgerens hjælp skal være sammenhængende og helhedsorienteret, og den skal både modsvare borgerens behov og øge borgerens mulighed for at udvikle sig og udnytte egne potentialer i det omfang, det er muligt.

Formålet er også at fremme inklusion i samfundet og understøtte, at borgeren får mere selvstændighed og selvhjulpenhed og at øge muligheden for deltagelse i uddannelse, beskæftigelse og sociale sammenhænge.

Det vil også blive beskrevet i serviceloven, at hjælpen skal yde kompensation, omsorg og pleje.

I den forbindelse er det interessant, at partierne i Folketinget understreger, at formålsbeskrivelsen skal indgå som “fortolkningsbidrag”, når der skal tages stilling til, om en borger har ret til hjælp efter de enkelte bestemmelser i serviceloven. Det betyder nemlig, at man i sin ansøgning eller sin ankesag kan argumentere for den enkelte ydelse ud fra de meget fine formuleringer i lovens formålsbeskrivelse. Dette bør alt andet lige gøre argumentationen meget nemmere, for det vil Ankestyrelsen naturligvis begribe, selv om der nok sidder en og anden borgmester i Ikast-Brande eller i Faurskov og skumler grumt lige nu.

Partierne har også aftalt, at det skal gøres tydeligere i lovgivningen, at en kommune skal vurdere spørgsmål om hjælp efter alle de muligheder, der findes i den sociale lovgivning og ikke kun efter en enkelt paragraf. Det står der ganske vist i forvejen i retssikkerhedslovens § 5, men den paragraf har i mange kommuner haft en noget stedmoderlig tilværelse.

Samtidig vil det også blive præciseret, at kommunen skal være opmærksom på, om der kan søges hjælp hos andre myndigheder eller efter anden lovgivning end den sociale.

Retssikkerhed.

Sammen med andre handicaporganisationer har Muskelsvindfonden igen og igen rejst den problemstilling, at kommuner kan tjene på forkerte afgørelser, når borgere får nedsat deres hjælp og må leve med den nedsatte hjælp, indtil Ankestyrelsen har behandlet klagen, mens kommunen til gengæld belønnes for sin fejl ved at score den økonomiske gevinst ved den nedsatte hjælp.

Dansk Folkeparti fik vedtaget et beslutningsforslag i Folketinget om automatisk opsættende virkning i en lang række sager, så nedsættelsen af hjælp først kan ske, når Ankestyrelsen har bekræftet kommunens afgørelse.

Socialministeren foreslog imidlertid en anden løsning, som indebærer, at hjælp efter nogle bestemte paragraffer kun kan nedsættes med et varsel på mindst 14 uger. Så kan Ankestyrelsen nå at behandle en klage, før en forringelse effektueres. Det har de politiske partier i aftalen tilsluttet sig, og det er egentlig ikke så tosset tænkt.

Ankestyrelsen mener, de kan behandle de fleste klager inden fristens udløb, og ellers vil Ankestyrelsen kunne forlænge varslet.

Denne regel vil blandt andet gælde for Borgerstyret Personlig Assistance efter servicelovens §§ 95 og 96, støtte til handicap bil (ved frakendelse af bil) efter § 114 samt tabt arbejdsfortjeneste til forældre der har børn med handicap efter § 42, og det anslås, at den vil koste kommunerne ca. 12 mio. kr. om året.

Hurtigere sagsbehandling.

Det har hidtil været muligt for en kommune at nøjes med en tro- og loveerklæring fra borgeren ved ansøgninger efter visse paragraffer, men det er de færreste kommuner der har valgt at bruge denne forenkling.

Den regel bliver ændret nu, så der kan bruges tro- og loverklæringer i flere situationer, og i nogle situationer bliver det endda obligatorisk, så kommunerne ikke mere kan smyge sig uden om at forenkle deres egen administration – og dermed spare udgifter til både administration og kontrol af borgerne.

I “enkle og entydige” sager om hjælpemidler og forbrugsgoder får kommunerne mulighed for at anvende forenklet sagsbehandling.

Der indføres obligatorisk brug af tro- og loveerklæringer ved genbevilling af hjælpemidler, hvis borgeren funktionsevne “i al væsentlighed” er uændret. En blind mand skal med andre ord ikke mere dokumentere, at han fortsat er blind for at få en ny blindestok, og en kvinde med muskelsvind skal ikke mere dokumentere, at den uhelbredelige sygdom ikke er blevet helbredt.

Samtidig vil kommunerne også kunne bruge tro- og loveerklæringer ved reparation af hjælpemidler; men det er frivilligt for kommunerne at vælge den mulighed

Støtte til handicapbil.

Reglerne om handicapbiler ændres på flere områder, hvoraf en af de væsentligste er, at der skal ske en helhedsvurdering, når kommunen vurderer, hvilken bil der er den “billigst egnede”. Det vil sige, at også eventuelt behov for særlige indretninger i bilen skal indgå i denne vurdering. Samtidig fjernes den regel, der siger, at bilen ikke må være forsynet med den særlige indretning fra fabrikken. Mange borgere vil være meget glade for disse ændringer.

Samtidig øges udskiftningsintervallet fra 6 til 8 år, hvilket vil genere nogen, men ikke alle. Mange beholder alligevel bilen i længere tid; men der er også biler som ikke kan holde i så lang tid, fordi det særlige kørselsmønster for mennesker med et handicap er mere slidsomt på nogle bilmodeller, nok især store kassebiler (nedstolede busser).. Aftalen åbner dog mulighed for en nemmere adgang til førtidig udskiftning, hvis det vurderes at være “uhensigtsmæssigt” at reparere bilen.

Men en forlængelse af udskiftningsintervallet må naturligvis også påvirke valget af, hvilken bil der er “billigst egnet”, for så skal bilen jo være egnet til at holde i 8 år i stedet for 6 år. Derfor må konsekvensen logisk set være, at der skal bevilges biler af højere kvalitet. Hvilket dog ikke nævnes i den politiske aftale. Men det må Muskelsvindfonden så minde politikerne om.

Merudgiftsydelsen.

Mange borgere med ret til merudgiftsydelse efter servicelovens § 100 har oplevet nærmest komiske udregninger med tre decimaler, hvor kommuner har brugt flere penge på sagsbehandling end på selve ydelsen. Endnu værre blev det, da Folketinget på sidste side i aftalen om førtidspension og fleksjob i al diskretion ændrede trinene mellem de enkelte satser fra 500 kr. til 100 kr., så enhver nok så lille udgift nu fik betydning for ydelsens størrelse.

Denne tåbelige regel var foreslået af Aarhus Kommune via Kommunernes Landsforening og førte til, at Aarhus Kommune bagefter måtte konstatere, at de bruger 18% af deres sagsbehandlingstid på at administrere ydelser, der svarer 1-2% af alle udgifter på handicapområdet. Aarhus Kommune slipper nu af med denne selvforskyldte plage.

Nu går politikerne nemlig den modsatte vej og gennemfører en markant ændring – og forenkling.

Hvis man har sandsynliggjorte merudgifter mellem 524 kr. og 999 kr. øges ydelsen til 1.000 kr. om måneden.

Hvis man har sandsynliggjorte merudgifter mellem 1.001 kr. og 1.500 kr. nedsættes ydelsen til 1.000 kr. om måneden.

Altså: Merudgifter mellem 524 kr. og 1.500 kr. om måneden medfører en ydelse på 1.000 kr. om måneden.

Hvis man har sandsynliggjorte merudgifter mellem 1.501 kr. og 1.999 kr., øges ydelsen til 2.000 kr. om måneden.

Hvis man har sandsynliggjort merudgifter mellem 2.001 kr. og 2.500 kr. nedsættes ydelsen til 2.000 kr. om måneden.

Altså: Merudgifter mellem 1.501 kr. og 2.500 kr. om måneden medfører en ydelse på 2.000 kr. om måneden.

Hvis man har merudgifter over 2.500 kr. om måneden, dækkes de faktiske udgifter, men så skal de dokumenteres – og ikke kun sandsynliggøres.

Det kan godt blive en udfordring at dokumentere sine udgifter, især fordi merudgiftsydelsen er er fremadrettet ydelse, så på det punkt er politikernes aftale ikke særlig gennemtænkt. Man kan jo ikke dokumentere en udgift, før man har afholdt den. Den problemstilling vil Muskelsvindfonden rejse i det videre forløb frem mod egentlig lovgivning.

Langt de fleste ydelsesmodtagere vil derfor få et fast beløb på 1.000 kr. om måneden, og en del vil få et fast beløb på 2.000 kr. om måneden. Sagsbehandlingen kan derfor begrænses betydeligt, for så behøver man ikke at udregne det nøjagtige beløb. Det er en ganske lille del af merudgiftsydelserne, der er højere end 2.500 kr. om måneden.

Nogle vil så blive overkompenseret, og andre vil blive underkompenseret, men for en del vil det udligne sig over tid. Men konstruktionen stiller naturligvis først og fremmest krav til både borgere og kommuner, som skal acceptere henholdsvis under- og overkompensation. På den anden side slipper man for en masse bøvl og tovtrækkeri om småbeløb. Men der sker altså en omfordeling.

Modellen er ikke en spareøvelse, for samlet set vil den koste kommunerne ca. 7 mio. kr. om året.

Borgerstyret Personlig Assistance (BPA).

Vi bemærker især, at partierne ikke har tilsluttet sig socialministerens forslag om at nedsætte hjælpernes løn om natten til ca. 75 kr. i timen (uden tillæg af nogen art), medmindre hjælperen aktiveres mindst tre gange i nattens løb. Det er en god ting, for det forslag ville have været gift for hjælpeordningerne. Det ville have været komplet umuligt at rekruttere hjælpere til en nattevagt til den løn. Det betyder, at den hidtidige retstilstand fortsætter, om end det er uklart, hvad den går ud på.

Der indføres en godkendelsesordning, så firmaer og foreninger, der påtager sig arbejdsgiverrollen, skal godkendes på forhånd efter kriterier, som fastsættes senere. Formålet hermed er at undgå brådne kar i branchen.

Det bliver også indført, at firmaer og foreninger ikke skal modtage pengene fra kommunen ved måneden start, men først ved månedens slutning. Formålet er hindre de tab, som nogle kommuner har lidt, når firmaer er gået konkurs, efter de har modtaget penge til hjælpernes løn – men før de har nået at udbetale dem. Hvis man selv er arbejdsgiver for sine hjælpere, sker der ingen ændringer.

Derimod mangler der et forslag om faste – og tilstrækkelige – takster til løn m.v. samt til firmaernes administrationsudgifter. Det ville have klædt partierne at løse også dette problem og dermed opnå en betydelig forenkling; men det har de ikke gjort. Det er en af aftalens skønhedspletter.

En god aftale.

Denne politiske aftale kræver lidt finjusteringer her og der, men er generelt ganske tilfredsstillende, efter at man har fjernet de af socialminister Karen Ellemanns forslag, som var uspiselige for handicaporganisationerne.

Et godt tegn er det også, at kommentaren fra Kommunernes Landsforening er småsur. Formanden Martin Damm udtaler blandt andet:

“Vi oplever, at der kommer flere og flere borgere, som efterspørger hjælp efter serviceloven. Det presser naturligt kommunerne. Vi har derfor brug for at ændre rammerne, så kommunerne i endnu højere grad får mulighed for at bruge ressourcerne bedst muligt dér, hvor de kommer borgerne mest muligt til gavn. De muligheder har vi ikke fået med denne aftale, og vi vil derfor naturligvis følge økonomien nøje i forhold til, om der i aftalen er afsat nok midler.”

Aftalen i fuld ordlyd kan læses ved at klikke her.