Folketingsmedlem Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti har i Folketinget bedt socialminister Karen Hækkerup om at redegøre for, ”hvornår en afgørelse kan siges at hvile på et konkret og individuelt grundlag, herunder om en kommune kan undlade at afholde et møde med borgeren i forberedelsen af en konkret og individuel afgørelse? Kan en konkret og individuel afgørelse træffes uden at referere eksplicit til borgeren specifikke forhold?”

Spørgsmålet er yderst relevant, fordi regeringen (i øvrigt i strid med alle tre regeringspartiers valgløfter) har forringet borgernes ankemuligheder og retssikkerhed, så en afgørelse ikke mere kun skal følge love, regler og ankepraksis, men også underlægges kommunens mere eller mindre velbegrundede serviceniveau.

Regeringen har i den forbindelse understreget, at der trods disse nye regler altid skal ske en ”konkret og individuel vurdering”, og så er det, at Karina Adsbøl spørger, hvad det vil sige.

Hendes spørgsmål er særdeles relevant, fordi erfaringen viser, at hvis blot kommunen skriver i afgørelsen, at afgørelsen er truffet ud fra en konkret og individuel vurdering, så er det fuldt ud tilstrækkelig dokumentation for, at en ”konkret og individuel vurdering” er sket, og så er ankemyndigheden tilfreds.

Regeringens krav til kommunen er derfor i praksis ganske overkommeligt.

Socialminister Karen Hækkerup har givet et meget langt og faktisk ganske brugbart svar på Karina Adsbøls spørgsmål.

Blandt andet skriver hun, at ”der er ikke i serviceloven fastsat specifikke krav til kommunens sagsbehandling, når de skal træffe en afgørelse ud fra en konkret og individuel vurdering af den enkelte persons behov og forudsætninger”; men hun tilføjer dog, at der er en række krav, som skal opfyldes:

  • Hjælpen skal tilrettelægges, så modtageren ud fra sine personlige forudsætninger får indflydelse på og ansvar for sin egen tilværelse.
  • Vurderingen skal foretages i samarbejde med den enkelte borger.
  • En afgørelse skal være ledsaget af en begrundelse.
  • Begrundelsen skal fremtræde som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold.
  • Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler, som afgørelsen bygger på.
  • Hvis afgørelsen er truffet ud fra et skøn, skal begrundelsen angive de ”hovedhensyn”, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
  • Begrundelsen skal endelig indeholde en kort redegørelse for de oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Omfanget af denne redegørelse må afhænge af om ”sagens faktum er omtvistet”, hvilket (efter min mening) må forstås på den måde, at det afhænger af om borgeren er enig med kommunen i dens opfattelse af sagens faktiske omstændigheder eller ej.

Desuden må omfanget af redegørelsen afhænge af, om borgeren i forvejen er bekendt med disse oplysninger, f.eks. hvis borgeren har fået aktindsigt.

Spørgsmål og svar i fuld ordlyd kan læses her.

Men jeg vil da godt tilføje, at hvis disse ni betingelser skal være opfyldt for, at man kan sige, at der er sket en konkret og individuel vurdering, så har jeg ikke set en eneste afgørelse, hvor en sådan vurdering lovligt og tilstrækkeligt er foretaget. Hvilket vil være yderst relevant – med denne kildeangivelse – at nævne i adskillige ankesager fremover.

Jørgen Lenger