Socialministeriet har udsendt en skrivelse til alle landets kommuner, hvor de gennemgår en lang række af de gældende regler for BPA. Baggrunden er, at adskillige kommuner efter to år med BPA endnu ikke overholder de gældende regler, og det skyldes i høj grad manglende vilje.

Om kommunerne så vil overholde reglerne efter Socialministeriets skrivelse er nok særdeles tvivlsomt, men måske kan skrivelsen rette lidt op på administrationen, i hvert fald i nogle af kommunerne. Hvis det virkelig skal lykkes at bringe alle kommunerne ind på dydens smalle sti, skal der desværre nok mere håndfaste midler til end blot en skrivelse fra Socialministeriet.

I skrivelsen kommer Socialministeriet blandt andet ind på begrebet “sammenlignelige faggrupper” og præciserer, at hvis man i udmålingen tager udgangspunkt i en bestemt faggruppes overenskomst, så skal man bruge alle overenskomstens elementer i udmålingen. Man kan med andre ord ikke hoppe frem og tilbage mellem flere forskellige overenskomster og udvælge det ringeste fra hver enkelt overenskomst. Desværre vil Socialministeriet fortsat ikke skrive, at der faktisk findes en overenskomst for handicaphjælpere, og at den mest “sammenlignelige faggruppe” faktisk er … handicaphjælpere.

Socialministeriet gør også opmærksom på, at handicaphjælpere har ret til løn under sygdom – og altså ikke blot sygedagpenge.

Kommunerne får også at vide, at der er forskel på hjemmehjælp efter servicelovens §83 og BPA efter servicelovens §96, og at man ikke bare kan anvende sine §83-kvalitetsstandarder, når man beregner hjælp efter §96. Reglerne om BPA betyder blandt andet, at der skal være fleksibilitet i udmålingen, at hjælpen skal være sammenhængende, og at den skal sætte borgeren i stand til at leve et liv på linje med andre mennesker.

Endelig nævner Socialministeriet, at kommunerne ikke blot kan anvende beløbet fra DUT-beregninger (kompensationen til kommunerne), når de beregner beløbet til løsning af administrationsopgaven hos et privat firma eller en borgerstyret forening. Udmålingen skal tage højde for de omkostninger, der er forbundet med at udføre de opgaver, som arbejdsgiveren skal udføre, skriver Socialministeriet.

Det er naturligvis dybt beklageligt, at mange kommuner som en del af den offentlige forvaltning har et så løsagtigt forhold til den gældende lovgivning, at det er nødvendigt for Socialministeriet at irettesætte dem på denne måde.

Men samtidig er det også beklageligt, at Socialministeriet anvender den mildest tænkelige form for irettesættelse af disse kommuner, for hermed er der fortsat en åben ladeport for alskens småfusk og hjemmelavede regler.

Socialministeriets skrivelse til kommunerne kan læses her.

 

Jørgen Lenger