Ankestyrelsen har truffet afgørelse om, at udgifter til hjælperværelse (separat rum for hjælperne af hensyn til borgerens privatliv og personlige integritet) kan dækkes efter servicelovens § 100.

Sagen drejede sig om en 28-årig rygmarvsskadet mand (tetraplegiker), der havde brug for hjælp om natten.

Det var ikke et kriterium for afgørelsen, at den unge mand valgte en særlig handicapvenlig bolig.

Den pågældende søgte støtte til dækning af forskellen på udgifterne til en 3-værelses og en 2-værelses lejlighed, fordi han havde behov for et separat værelse til hans hjælpere.

Oprindeligt boede ansøger i bofællesskab med et værelse på 10 m2. I 2004 flyttede han til en handicapvenlig bolig på 86 m2 og 3 værelser.

I februar 2008 meddelte han kommunen, at han havde fundet en ny lejlighed og ønskede dækket forskellen på en 2-værelses og en 3-værelses i samme ejendom.

Kommunen gav afslag på at få udgiften til ekstra rum til hjælperværelse indregnet i merudgifterne, fordi komunen ikke mente, at hans flytning skyldtes hans handicap, for den tidligere bolig havde de nødvendige faciliteter.

Det Sociale Nævn tiltrådte kommunens afgørelse.

Ansøgeren og PTU klagede over nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen besluttede, at ansøgeren havde ret til dækning af udgifter som følge af behov for et separat værelse for sine hjælpere.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der havde brug for hjælp om natten, efter omstændighederne har krav på dækning af udgifterne til et hjælperrum.

Ankestyrelsen lagde i den forbindelse til grund, at ansøger har behov for et ekstra rum til hjælpere.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at en ansøger ikke er kompenseret fuldt ud, blot fordi han én gang har fået hjælp til indretning af en handicapegnet bolig.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at det ikke kunne sættes som kriterium for bevilling, at ansøgeren valgte en særlig handicapvenlig bolig. Flytning efter eget valg indebar således ikke, at han mistede retten til dækning af merudgifter til bolig som følge af den nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelsen ændrede således afgørelsen fra Det Sociale Nævn.

Vær desuden opmærksom på, at den unge mand selv fandt den nye bolig og blot meddelte kommunen, at han ville flytte. Nogle kommuner har den praksis, at merudgifter kun kan dækkes, hvis det er kommunen, der har anvist boligen, eller at kommunen har været involveret i boligvalget. Denne praksis er altså forkert.

Ankestyrelsens sagsnummer er 213-09, og afgørelsen i sin helhed kan læses her.

Jørgen Lenger