Eline Katharine Dreijer, 21 år, har i flere år været konkurrenceløber og løb har været hendes store interesse. I september 2018 fik hun konstateret Myasthenia Gravis, men til trods for diagnosen er Eline fast besluttet på fortsat at dyrke sin passion. I maj løb Eline for Muskelsvindfonden i Eventyrløbet i Odense, og her beskriver hun, med egne ord, den store oplevelse.

Eventyrløbet 2019

Endelig kom dagen hvor jeg skulle løbe hele fem kilometer. Det var et mål, jeg havde sat mig tilbage i januar efter to myasthenia-kriser og en operation. Og nu var det min tur til at ”vinde” over sygdommen. Jeg sparede godt på kræfterne hele dagen inden løbet, for ellers vidste jeg godt, at målet om de fem kilometer var urealistisk. Derfor sad jeg i kørestol, lige indtil startskuddet lød.

Startskuddet

Eline med støtte fra sin familie
Eline Katharine Dreijer med støtte fra sin familie

Så lød startskuddet. Jeg luntede af sted og vidste, at jeg skulle passe på med ikke at bruge alle kræfterne nu. Jeg havde min mor og søster til at løbe på hver sin side af mig hele vejen. Efter den første kilometer begyndte de at hjælpe mig med at holde balancen, da benene begyndte at føles som gelé. Jeg skiftede hele tiden mellem at løbe og gå. Når benene blev for tunge og syrede så meget til, at jeg næsten ikke kunne flytte dem, måtte jeg overgive mig til at gå.

Blytunge ben

Turen var hård og lang. Det meste af tiden løb jeg i min egen lille osteklokke og arbejdede mentalt med at lukke alt ude og bare koncentrere mig om at flytte de blytunge ben – et skridt ad gangen. Og for hvert skridt – et skridt tættere på mål. To gange på ruten var jeg helt nede at sidde, men ikke i kørestolen. Den ville jeg nemlig slet ikke røre ude på ruten, jeg ville rundt på mine egne ben.

Min kæreste løb med hele vejen med kørestolen, hvis nu jeg ikke kunne komme igennem, også selvom jeg på forhånd havde sagt, at det ikke var nødvendigt.

Eline med sin familie i mål

Målstregen

Nu var målet lige om hjørnet. Hele min krop skreg til mig, og jeg var ved at vælte flere gange. Men jeg forsatte – dog med hjælp til at holde armene og balancen, så jeg kun skulle flytte mine ben ét ad gangen. Endelig kom målstregen. Min far stod ved målet og forevigede øjeblikket.

Det var lige ved, at jeg fik tårer i øjnene, for JEG GJORDE DET! Da begge ben var over målstregen, faldt jeg ned i kørestolen – min krop var tungere end nogen sinde før, men mit hoved var fyldt med lykke og stolthed.

Tiden var 42:18, og på trods af at jeg for bare et år siden kunne løbe fem km på 19 min., er det denne tid jeg er mest stolt af. Fordi denne gang løb jeg med blydragten – Myasthenia Gravis. Resten af dagen, og de næste par dage for den sags skyld, var jeg SÅ træt, kroppen var tung, og jeg sov næsten hele tiden. Men hey, selvom de næste dage var ødelagt, var det stadig det hele værd, for JEG GJORDE DET!

Stor tak til min kæreste, søster, mor, far, svigermor og svigerfar for hjælp og støtte – uden jer var jeg ikke kommet igennem.