En gruppe unge piger var i sidste weekend på en skøn Pige-Liv Weekend, hvor samværet, gode snakke og ikke mindst grin var i fokus. Temaet for weekenden var “Dig, mig og fællesskabet”, og pigerne fik her mulighed for at møde hinanden og dele tanker og følelser i et fortroligt rum.

Antoniett Vebel Pharao og Anne Heindorff Nielsen var med som mentorer, og begge var begejstrede for turen. Antoniett fortæller:

’’Det er fantastisk at være mentor og at kunne hjælpe disse piger med de forskellige problemstillinger de tumler med. Vi får virkelig talt sammen om ting som jalousi og misundelse, og nogle af dem bakser jo lige nu med nogle tanker, som jeg også kæmpede med for nogle år siden. Her er det dejligt, at vi kan bruge hinanden.’’

Her kan du få et lille indblik i weekenden, der, foruden masser af tøsehygge, spil og snakke, bød på udflugt til Kattegatcentret.