Den 11. december uddeles Kulturministerens Idrætspris 2017. Prisen gives til en ekstraordinær præstation eller indsats inden for idrætten. Musholm- Ferie, Sport, Konference er stolte af være blandt de udvalgte kandidater.

Musholm har sat Danmark på verdenskortet i forhold til tilgængelighed til idræt og sport. Og det er netop en af grundene til, at Parasport Danmark har indstillet Musholm til prisen. Derudover begrunder Parasport Danmark indstillingen af Musholm med følgende kommentar:

Musholm er drevet af at skabe muligheder for mennesker uanset deres vilkår – og med arkitekturen som drivkraft. Der er tale om æstetik, oplevelser og tilgængelighed i smukt samspil. Musholm er en socialøkonomisk virksomhed, hvor overskuddet geninvesteres i tilbud og ferie- og sportsaktiviteter for mennesker med handicap.

Vinderen af årets pris skal findes blandt 12 indstillede kandidater, som blandt andre tæller Kvindelandsholdet i fodbold og verdensmesteren i badminton Viktor Axelsen.

”Vi er hamrende stolte over, at Musholm er indstillet af Parasport Danmark til Kulturministerens Idrætspris 2017 i et så stærkt og markant felt af ildsjæle og flotte idrætspræstationer. At et byggeri med fokus på tilgængelighed repræsenterer parasporten ved den prestigefyldte prisuddeling er et enormt skulderklap, som forhåbentlig kan bidrage til at skabe øget opmærksomhed på, hvor vigtigt det er, at vi skaber bedre idrætsmuligheder for mennesker med handicap,” siger Henrik Ib Jørgensen, direktør i Muskelsvindfonden.

Kulturministerens Idrætspris 2017 uddeles i år ved en idrætsreception d. 11. december. Receptionen er en markering af idrætsudøvernes og de indstilledes bidrag til et rigt, stærkt og mangfoldigt idrætsliv i Danmark og hylder det unikke danske idrætsliv, der både favner elite- og breddeidrætten.

 

Her er en oversigt over de 12 nominerede:

Team Danmark har indstillet Maja Alm (orienteringsløber), Viktor Axelsen (badminton) og Dansk Sejlunion.

DGI har indstiller Efterskoleholdet 2017 og Jesper Tvermoes (Formand for Birkerød Tennisklub).

Danmarks Idrætsforbund har indstillet Ilknur Kekec (Ungdomsformand i HTI Fodbold), Dansk Arbejder Idrætsforbund for Idræt for Sindet, Kvindelandsholdet (fodbold).

Dansk Firmaidrætsforbund har indstillet Ulla Strøm Nordenhof (Arbejdsmiljøkonsulent).

Parasport Danmark har indstillet Musholm – Ferie, sport, konference.

Kulturministeriets Forskningsudvalg har indstillet Jens Bangsbo (professor)

Anti Doping Danmark har indstillet Jon Bjarke Rasmussen (ph.d.-studerende) og Caroline Michaela Nervil Kistorp (overlæge og klinisk forskningslektor).
Læs mere om de nominerede HER