Af Anders Berenth

Anders Berenth har kunnet koncentrere sig 110% om sit studie og regner med at komme ud på arbejdsmarkedet. Dermed har samfundets investering i ham kunnet betale sig, mener han

Jeg fik min førtidspension som 18-årig – for syv år siden. Jeg har aldrig set min førtidspension som en sovepude. Tværtimod. Jeg har set den som en mulighed for at få de gode karakterer, som jeg vidste, at jeg havde brug for, hvis jeg skulle ud og have et arbejde. Når kroppen ikke fungerer ”ordentligt”, må man kompensere ved at bruge hovedet endnu mere.

Førtidspensionen har givet mig ekstra energi og lyst til virkelig at give den gas på studiet. Samfundet har investeret i mig, så jeg i sidste ende ikke behøver at være en udgift, men måske endda kan betale lidt tilbage.

Prioritering er nødvendig

Jeg vil som alle andre unge gerne ud og bidrage til samfundet. Jeg vil med glæde kunne se mig selv om 10 år have fuldtidsarbejde og familie. Men når man har en sygdom – og jeg har muskelsvind – ved man ikke altid, hvad der trækker energi ud, og det kan være svært at finde den rette vej.

Min muskelsvind påvirker mig ved, at jeg ofte er rigtig træt og bliver udmattet af ting, der for andre måske virker nemme. Som at gå med 10-20 kg. ekstra på ryggen. Og selv om jeg stadig vil kunne nogle af de samme ting som andre, er det hårdt, og jeg bliver meget hurtigt udmattet. Oveni det varierer mit energiniveau fra dag til dag, og ofte til den side, hvor jeg ikke har særlig meget energi. Derfor gælder det for mig om at fokusere på de ting, der er vigtige. For mig betyder det uddannelse, så jeg kan få et job uden for meget fysisk aktivitet.

Har virket efter hensigten

Da jeg fik min førtidspension, var jeg lige kommet tilbage fra Jylland og en to-årig uddannelse som web-integrator med 3D-overbygning. Jeg skulle finde ud af, om jeg skulle finde et arbejde eller lave noget andet. Samtidig ville jeg gerne flytte hjemmefra. Min sagsbehandler og jeg blev enige om, at usikkerheden i forhold til studie og/eller arbejde og uvisheden om, hvordan min muskelsvind ville forløbe, betød, at en førtidspension ville være den bedste løsning for mig.

Foto: Per Gudmann
Foto: Per Gudmann

Og jeg må sige, at min førtidspension virkelig har virket efter hensigten og har hjulpet mig. Den gav mig mulighed for at fokusere 110% på min uddannelse uden at skulle bekymre mig om at være nødt til at flytte fra ”hus og hjem”, hvis jeg havde brug for en pause fra studiet.

Den betød også, at jeg gik igennem HF med de bedste karakterer på årgangen, og at jeg derfor kunne komme ind på drømmestudiet: statskundskab på universitetet. Det vil sige, lige nu har jeg taget et halvt års orlov fra studiet, fordi jeg havde brug for en tænkepause. Både for at få styr på nogle ting i forhold til mit studie og mit handicap og for at finde ud af, om statskundskab er det, jeg vil. En situation mange af mine venner og andre unge står i. Forskellen er bare, at disse unge kan gå ud og finde sig et job, hvorimod jeg vil have væsentlige problemer med at finde et job, jeg vil kunne holde til. Ydermere et job, hvor jeg så også vil kunne have et liv ved siden af.

Det er derfor, førtidspensionen virkelig hjælper mig. Den giver mig mulighed for at have et liv, der kan minde så meget som muligt om det, andre unge på min alder har. Med en sygdom som muskelsvind gælder det om at fjerne så mange forhindringer, der nu kan fjernes.

Og orloven har været nyttig. Jeg føler nu, at jeg er blevet afklaret med de forhold, jeg havde brug for at få styr på og regner derfor med at genoptage studiet til efteråret.

Et tabu

At jeg får førtidspension, er faktisk noget, jeg sjældent taler om. Mine venner ved det, men det er generelt ikke noget, jeg nævner til folk, jeg møder. Jeg siger, at jeg læser, og så tror folk, at jeg er på SU. Der følger helt klart noget tabu med omkring det, især når man er i en ung alder. Men når jeg forklarer dem situationen, min sygdom, og at det er en måde for mig at komme igennem uddannelse og i sidste ende få et job, virker de fleste meget forstående.

Foto: Per Gudmann
Foto: Per Gudmann

Vil være et godt eksempel

Men som det nok kan mærkes, skriver jeg alligevel lidt ud fra en forsvarsposition. Jeg frygter, at mit indlæg kan ende ud i en diskussion, om det er rigtigt eller forkert at få førtidspension. For mit vedkommende kan jeg kun sige, at det har været godt og rigtigt for mig, og jeg vil gerne være en af dem, der kan vise, at det har kunnet betale sig at investere i et ungt menneske med en funktionsnedsættelse. Jeg vil gerne være en af de ”good cases”. Jeg vil gerne gøre en aktiv indsats for at betale lidt tilbage – måske ikke så meget økonomisk, men i hvert fald på det menneskelige plan. Ved at være social, aktiv og bidrage på de præmisser, jeg nu engang har.