Af Roberto Zacharias

Det vil både styrke samfundsøkonomien og selvværdet hos den enkelte, hvis flere kom i arbejde. Men det kræver en holdningsændring hos både virksomheder, politikere og de handicappede selv, mener en række personer med tilknytning til handicapområdet

handicaplogoChancen for at møde et menneske i kørestol på de danske arbejdspladser er stadig meget lille – på trods af flere års politisk velvilje og diverse støtteordninger. I 2014 var kun 43 procent af personer med handicap i job, mens tallet for personer uden handicap var 77 procent.

Det viser rapporten ”Handicap og beskæftigelse”, som SFI – Det Nationale Forskningscenter For Velfærd – udgav tidligere på året. Og det er også nedslående læsning at dykke ned i Eurostats tal for 2011, der viser, at Danmark halter langt bagefter lande som Sverige og Luxembourg. Således er Danmark det land i EU, der har den fjerdestørste forskel på beskæftigelse mellem mennesker med og uden handicap.

Formanden for Det Centrale Handicapråd (DCH), Tue Byskov Bøtkjær, er ikke overrasket over tallene: “En vis underrepræsentation er svær at undgå, men når vi ser på nabolandene, er det klart, at vi bør kunne gøre det bedre. Vi har stadig fordomme og betænkeligheder blandt de andre ansatte, som kan være en udfordring. Og så mangler vi at få gearet vores jobformidling, så den gør det nemt og naturligt for arbejdsgivere og jobsøgende med handicap at finde hinanden. Det gælder også i forhold til fastholdelse, hvor vi kan se, at der er mange med handicap, der falder ud af arbejdsmarkedet,” siger han.

Brug for holdningsskifte

Ifølge Tue Byskov Bøtkjær mangler der en dybere forståelse for, at mennesker med handicap skal tænkes ind i det almindelige arbejdsmarked med alt, hvad det indebærer. Han vil ikke afvise, at der kan være brancher, hvor det vil være nemmere at få job end i andre, hvis man har et handicap. Men det er at misse pointen, mener han.

”Folk skal ansættes der, hvor de kan bidrage med deres kompetencer. Vi har nogle fine ordninger, der sikrer, at man kan få hjælp – tilpasning af arbejdspladsen, personlig assistance og meget mere – hvis det skal til for, at man kan udfolde de kompetencer, man har. Selvfølgelig kan der være situationer, hvor det alligevel ikke kan lade sig gøre. Men hvis der er forskel på brancher, tror jeg mere, det handler om holdninger og traditioner.”

En vis underrepræsentation er svær at undgå, men vi bør kunne gøre det bedre, mener Tue Byskov Bøtkjær om at få flere mennesker med handicap i beskæftigelse.

DCH-formanden anerkender, at der i de senere år har været en lang række tiltag for at give flere mennesker med handicap noget at stå op til om morgenen – senest med regeringens handicappolitiske plan fra 2013. Men det er ikke helt nok, mener han.

”Vi har jo i Danmark truffet valg om at have et arbejdsmarked, der er meget fleksibelt for arbejdsgiverne. Det er for eksempel nemmere at fyre personer med handicap end i Sverige. Det stiller så omvendt nogle krav til jobformidlingen og hjælpen til at gøre det nemt for arbejdsgiverne at have folk ansat, hvis der er nogle ting, der skal tilpasses. Og til at fastholde medarbejdere, når der opstår udfordringer. Der er vi ikke i mål endnu,” lyder det fra Tue Byskov Bøtkjær.

Tilbageholdende arbejdsgivere

Der ville ellers være vældig fornuft i at kaste endnu flere kræfter ind i kampen for at få flere væk fra passiv forsørgelse. Sidste år lavede COWI en analyse for Det Centrale Handicapråd, der viste, at det danske samfund ville blive 10 milliarder kroner rigere, hvis blot én procent af danskere med handicap kom i arbejde i stedet for at modtage førtidspension. Og det argument bruger Tue Byskov Bøtkjær gerne, når han taler med politikere fra regeringen og Folketinget. Men det handler om mere end økonomi.

”Vi har som samfund brug for, at alle, der kan, bidrager. Og rigtig mange mennesker får både livskvalitet og bedre selvværd af at forsørge sig selv på arbejdsmarkedet,” siger han.

Det er underdirektør Erik Simonsen fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) helt enig i. Og ifølge ham har hans medlemmer som udgangspunkt kun ét ønske: At ansætte mennesker, der kan udfylde de funktioner, som lige netop deres virksomhed har behov for. Men spørgsmålet er så, om virksomhederne foretrækker at ansætte folk uden handicap, fordi det er nemmere.

”På den ene side er det fornuftigt nok, at man sikrer handicappede en form for beskyttelse via forskelsbehandlingsloven, men man skal passe på, at man ikke beskytter dem mod at blive ansat.”

Erik Simonsen (DA)

Hvis der er flere omkostninger forbundet med en type medarbejder end en anden, er det klart, at det vil have en betydning. Derfor er der meget god fornuft i, at man har lavet nogle ting på offentlig plan, der gør, at man kan få kompensation i en række konkrete situationer,” siger Erik Simonsen.

Overordnet set er han enig i principperne i den såkaldte forskelsbehandlingslov, der skal sikre, at man ikke behandler mennesker uens på grund af eksempelvis handicap.

”Men vi kan se, at nogle virksomheder er begyndt at blive noget tilbageholdende med at bruge for eksempel fleksjobordningen. De oplever, at det kan være meget svært at komme ud af ansættelsesforholdet igen, hvis det nu ikke går. På den ene side er det fornuftigt nok, at man sikrer handicappede en eller anden form for beskyttelse. Men man skal også passe på med, at man ikke beskytter dem mod at blive ansat. Og dér tror jeg, at der er et dilemma, som man med fordel kan have en dialog om,” siger underdirektøren i DA.

Information når ikke ud til alle

At jobcentrene spiller en central rolle, har man for længst erkendt hos myndighederne. I forlængelse af Kommunalreformen i 2007 blev Specialfunktionen Job & Handicap (SJH) etableret som en vejledningsenhed under Beskæftigelsesministeriet. Formålet var at understøtte jobcentrenes beskæftigelsesindsats for personer med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.

I praksis betyder det, at hvert eneste jobcenter i landet i dag mindst har én såkaldt nøgleperson ansat, der med sin specialviden på handicapområdet skal gøre det nemmere for ledige med handicap og virksomheder at finde hinanden. Men hos Jobcenter Fredericia mener arbejdsmarkedskonsulent Christel Holm, at det arbejde har været noget op af bakke.

handicaplogo”Sådan noget som fleksjob ved alle jo, hvad er, men det gør man ikke med tiltaget med nøglepersoner. Og jeg ved ikke, om det er, fordi der ikke har været god nok økonomi i det, men der har i hvert fald ikke været fokus på det fra politisk hold. Og det er jo tit det politiske fokus, der driver jobcentrene rundt omkring. Der tror jeg nok, at vi, der sidder som nøglepersoner, føler os forbigået, fordi vi virkelig skal knokle for at få vores viden frem i lyset,” siger Christel Holm.

I sit daglige arbejde har hun med de borgere at gøre, som skal have bevilget hjælpemidler eller personlig assistance. Hun har bl.a. hjulpet en række døve borgere med at ringe til potentielle arbejdsgivere for at forklare dem om deres behov, men det giver langt fra altid bonus.

”Hvis folk har et handicap, så er arbejdsgiverne nok ikke så begejstrede i forhold til, at der er andre, der kan varetage jobbet. Men de har så mulighed for at søge med fortrinsadgang, så de i hvert fald kan komme til en samtale, hvis det er en offentlig virksomhed. Og det er folk begyndt at benytte sig mere af,” siger Christel Holm.
Nøglepersonen fra Jobcenter Fredericia erkender, at både hun og kollegerne rundt om i landet også bærer en del af ansvaret for, at arbejdsgivere og jobsøgende med handicap stadig er langt fra hinanden.

”Selvfølgelig kunne vi godt være mere udfarende – ikke kun i forhold til virksomhederne. Der kunne også være noget mere reklame ude hos lægerne, så folk bliver opmærksomme på, hvad der er af muligheder. Jeg tror, at alle nøglepersoner gør et stort stykke arbejde for at synliggøre deres arbejde i jobcentrene. Men det er så et spørgsmål om, hvem der griber det,” siger Christel Holm, som understreger, at der findes masser af virksomheder, der gør rigtig meget for at få folk til at blive på arbejdspladsen ved bl.a. at sørge for de rigtige hjælpemidler.

Folk har også selv et ansvar

Ifølge Tue Byskov Bøtkjær ligger ansvaret for at ændre tingene hos en bred vifte af aktører, der bliver nødt til at tænke i nye baner – til fordel for alle.

”Alle med en aktie i beskæftigelsespolitikken må erkende, at beskæftigelse af personer med handicap ikke er en social indsats, som bare handler om disse menneskers velfærd. Det er derimod en central problemstilling, når det handler om, at vi får en bedre samfundsøkonomi ved, at flere arbejder. Det er nemlig store andele af dem, der er på kanten af arbejdsmarkedet, der har en eller anden form for handicap,” siger han.

Men mennesker med handicap har også selv et ansvar for at gøre noget ved deres situation – hvis de altså er i stand til det, mener Christel Holm fra Jobcenter Fredericia. Både hun og kollegerne bliver nemlig kun opmærksomme på ledige med handicap, hvis de ledige selv fortæller om det ved den første samtale i jobcentret.

”Selvfølgelig kan man håbe på, at konsulenten spørger, om de har et problem med et eller andet, og at de så siger det, men ellers kan en person med et handicap godt være anonym omkring det. Det står ikke beskrevet nogen steder, og man går ikke ind og laver notater om det,” siger hun og kommer med denne opfordring til jobsøgende med handicap:

”Kontakt jobcentrene eller nøglepersonerne, så snart du har et job i sigte, så I sammen kan gå ud til arbejdsgiveren for at finde ud af, hvad der skal til, så det ikke bliver så mystisk. Og hvis du er i job, så handler det om at fortælle, hvad du har behov for,” siger hun og tilføjer, at det ellers meget nemt kan ende med noget, der er hårdere end en åben snak – nemlig en fyreseddel.