Af Helene Bagge Grimstrup

Helene Bagge Grimstrup går næsten i panik, når det om kort tid ikke længere er hendes SU, der skal give hende rugbrød i køleskabet og Nescafé på hylderne. Det skal hendes krop – og den er ikke helt til at regne med

Jeg går på Journalisthøjskolen i Aarhus, hvor praktik udgør tre ud af de otte semestre, det tager at få en bachelor i journalistik. Her er praktik bedre kendt som panik, og på den første dag blev jeg da også spurgt, hvor jeg havde tænkt at søge praktikplads. Og efter kun at have været flyttet hjemmefra i en måned måtte jeg indrømme, at jeg tænkte mere over, hvordan jeg kunne få vasket mit tøj uden min mor.

Mine erfaringer med arbejdsmarkedet kan ligge på et meget lille sted. Jeg fyldte 18 år i 1.g, og jeg har været på SU lige siden. Dog med et kort afbræk på et halvt år, hvor jeg brugte min børneopsparing på maling, toast og håndbajere. Nok bedre kendt som et højskoleophold.

Jeg er pisse bange

Klumme 2_2015
Illustration: Bitten Vernersen

For at sige det rent ud har jeg levet fedt på offentlig støtte og ikke skænket arbejde ret mange tanker. Kørestolen gjorde, at ingen forventede det af mig, og gymnasiet gjorde, at jeg prioriterede øl og tysk grammatik over den slags. Meget ulig mine kammerater, der alle arbejder ved siden af deres uddannelser.
Pludselig står jeg så med udsigten til halvandet års lønnet praktik. Halvandet år, hvor SU-styrelsen ikke sørger for, at jeg har rugbrød i køleskabet og Nescafé på hylderne. Det skal min krop. Og jeg er pisse bange. For jeg kan altid regne med, at min krop ikke er til at regne med.
For jeg ved godt, at jeg ikke kan arbejde 37 timer om ugen. Eller til mine opgaver er løst, som de fleste praktikopslag skriver. Mens mine kammerater diskuterer, om de har DR-potentiale eller er mere til Information, forestiller jeg mig mine praktiksamtaler gå noget alá:

Mig: Jeg er skide dygtig.
Prisvindende journalist: Dygtigere end de 20 andre, der søger stillingen?
Mig: Nej sikkert ikke, men vælg mig alligevel.
Prisvindende journalist: Hvordan ser du dig selv passe ind i vores redaktion?
Mig: Jeg ser mig selv arbejde færre timer, kunne løse færre opgaver og overskride flere deadlines.
Prisvindende journalist: Kan du selv åbne døren?

Måske er jeg forkælet

På en måde er min skræk for arbejdsmarkedet egentlig udtryk for, at jeg er forkælet. Jeg er forkælet på den måde, at jeg ikke er vant til at skulle stå frem med faner og slagsange om mine ressourcer som handicappet borger. Min personlige oplevelse af uddannelsessystemet viste mig kun, at den kamp havde andre allerede taget, så jeg har bare lænet mig tilbage og set handicaptillægget til min SU tikke ind.

Arbejdsmarkedet er skræmmende, fordi jeg selv skal skabe plads til mig og mine ressourcer – og mangel på samme. Der er ingen, der har gjort arbejdet for mig. Et sted bagerst i mit hoved gemmer drømmen om førtidspension sig, og selv om jeg ikke er kandidat, kan jeg ikke lade være med at fantasere om at være sikret rugbrød og Nescafé ligeså længe, jeg lever.

Tænk positivt

Når mit handicap tårner sig op og overskygger alt, sætter jeg mig ned og tænker på alle de ting, jeg har opnået. Jeg har en studenterhue. Jeg skrev i mit studieretningsprojekt tyve sider om et yderst sjældent grammatisk fænomen i tyske og spanske bisætninger. Jeg har formået at lave en nogenlunde interessant artikel om kæledyrs adfærdsvaner, og jeg har interviewet folketingspolitikere. Lige så stille bliver mit handicap bare en lille ting i det store billede.
Og den tankegang vil skaffe mig et job en dag. For jeg har altid sagt, at hvis mit handicap er et overskueligt vilkår for mig, vil det smitte af på dem omkring mig. Så vil den prisvindende journalist ikke se alt det, jeg ikke kan. Men alt det, jeg faktisk kan. For det kan jeg også selv se.

Mit bedste er godt nok

Prisvindende journalist: Hvordan ser du så dig selv passe ind i vores redaktion?
Mig: Jeg ser mig selv komme med alternative vinkler. Jeg ser mig selv bevare overblikket, og jeg ser mig selv gøre mit bedste. Og mit bedste er godt nok.

 

Hvis mit handicap er et overskueligt vilkår for mig, vil det smitte af på dem omkring mig.