Af Jane W. Schelde

Pressalits mangeårige samarbejde med Muskelsvindfonden er blevet formaliseret i en partnerskabsaftale, der også vedrører Musholm

Partnerskabet mellem virksomheden Pressalit og Muskelsvindfonden opstod længe før, man satte den slags aftaler på skrift.

”Vi kaldte det en gentleman agreement,” siger Pressalits direktør Dan Boyter om det samarbejde, som Pressalit tilbage i 1970’erne indledte med Muskelsvindfonden.

Det begyndte med et tilfældigt, personligt møde med Muskelsvindfondens formand Evald Krog, men har siden udviklet sig til at omfatte mange andre dele af organisationen og et samarbejde på mange forskellige planer. Og at samarbejdet i dag er formaliseret i en partnerskabsaftale, skyldes især, at kravene til den slags er højere i dag. Men tilliden, de fælles værdier og respekten for hinandens arbejde er stadig den samme.

Fælles filosofi

Dan Boyter kalder samarbejdet med Muskelsvindfonden for unikt. Pressalit har altid vægtet sit sociale engagement højt. Ansvarlighed er et af firmaets nøgleord, ligesom humor, innovation og respekt for forskellighed.

”Vi har en pay-off, der hedder Keep Living, som ligger bag alle vores produkter i Pressalit Care. Vi producerer produkter, der gør hverdagen lettere for mennesker med handicap. Den samme filosofi har Muskelsvindfonden. De gør hverdagen lettere for mennesker med muskelsvind. Vi har et kulturfællesskab, og derfor er Muskelsvindfonden en god partner for os,” siger Dan Boyter.

Men ét er de fælles værdier og en god kemi mellem de to parter. Noget andet er, at partnerskabet mellem Pressalit og Muskelsvindfonden har føltes meget naturligt i forbindelse med den store udbygning af Musholm – Ferie, Sport og Konference – Muskelsvindfondens center i Korsør.  Pressalit producerer handicaptilgængelige badeværelser og køkkener til såvel private, som institutioner, hospitaler, hoteller og feriesteder.

”Rent professionelt har det været oplagt for os at være en del af et projekt med fokus på handicaptilgængelighed. Vi har støttet projektet med vores produkter, og vi kan fremadrettet bruge stedet som et referenceprojekt, hvor vi kan tage vores gæster hen. Vi kan vise stedets faciliteter og vise, hvordan vores produkter indgår, men vi kan også vise et samarbejde, der betyder noget.”

Allerede ved byggeriet af første etape af Musholm var Pressalit involveret i udviklingen af handicaptilgængeligheden på centret, og i det nye projekt er samarbejdet blot fortsat og videreudviklet.

Firmafester og konferencer

Som en del af partnerskabet vil Pressalit bruge Musholms konferencefaciliteter til f.eks. at invitere deres internationale distributører til møde. Pressalit har også flere gange samarbejdet med Muskelsvindfondens indsamlingsafdeling, der har arrangeret firmafester for Pressalits medarbejdere. Og Pressalit har inviteret forretningsforbindelser til Grøn Koncert.

Dan Boyter er ikke i tvivl om, at partnerskabet med Muskelsvindfonden er en fordel for Pressalit. Indretningen og installationen af deres produkter på Musholm gør det muligt løbende at følge brugen af produkterne, teste noget af og justere. En omtale af Musholms tilgængelighed vil også gavne Pressalit, fordi de netop har leveret produkter dertil, og når de fremover vil holde arrangementer på stedet, vil de være med til at skabe en bevidsthed om Musholm, tankegangen bag tilgængelighed og kulturen bag stedet.

 

Musholm og partnerskaber

Musholm – Ferie, Sport og Konference – et af verdens mest handicaptilgængelige centre, bygget af Muskelsvindfonden – med multihal, fitness-rum, klatrevæg, svævebane, oplevelsesrum, restaurant, konferencefaciliteter og boliger – alt sammen indrettet, så det er tilgængeligt for mennesker med handicap

 

Partnerskaber indgået med:
• Ergolet – leverer bl.a. liftløsninger til boliger og hal samt Ergotræner til fitness-rummet
• Virklund – leverer bl.a. idrætsredskaber, klatrevæg, svævebane, specialbyggede basketkurve og hæve-sænke bænke i omklædningsrummene
• Pressalit – leverer handicaptilgængelige badeværelser

 

Partnerskaberne bygger ud over leverancen på virksomhedernes produkter på en række andre elementer, bl.a. brug af konferencefaciliteterne, billetter til Grøn Koncert, at medarbejdere tilbyder sig som frivillige ved Muskelsvindfondens arrangementer, markedsføring af Musholm m.m.