Når mennesker med handicap dyrker idræt, kan det gøre dem mere aktive på arbejdsmarkedet, viser forskningsprojekt

Af Jonas Hundebøll

Når døren til web-bureauet medie-grafik.dk går op, får mange kunder sig en overraskelse. Ejeren er nemlig Lasse Myrup, som sidder i kørestol og har muskelsvind. Indtil 2011 var Lasse Myrup også aktiv el-hockeyspiller. En tid, han ikke er i tvivl om, har haft betydning for hans nuværende arbejde.

Lasse Myrup
”Jeg har fået en stor tro på egne evner. Jeg ved fra sporten, at jeg er en succes, og at jeg duer til noget. Jeg har jo vundet flere danmarksmesterskaber, og det sidder stadig i mig,” siger Lasse Myrup. Foto: Anne Mette Welling

”Jeg har fået en stor tro på egne evner. Jeg ved fra sporten, at jeg er en succes, og at jeg duer til noget. Jeg har jo vundet flere danmarksmesterskaber. Og det sidder stadig i mig.”

Lasse Myrup har deltaget i et forskningsprojekt, der konkluderer, at sportsdyrkende mennesker med handicap i højere grad er en del af det omgivende samfund. Forskningsleder Anne-Merete Kissow fra Handicapidrættens Videnscenter fortæller:

”Når man ser nærmere på, hvordan hverdagslivet ser ud for en mindre gruppe idrætsudøvere med fysisk handicap, får man det samme billede: De er ikke kun aktive i idrætten, men også i mange andre sammenhænge: job, uddannelse, bestyrelsesarbejde, interesseorganisationer, frivilligt arbejde med mere.”

Tre faktorer er afgørende

For mennesker med handicap er det at være aktiv i samfundets fællesskaber ikke en selvfølge og bestemmes ikke kun af, om den enkelte har lyst, mod eller vilje til at deltage. Foruden udfordringer med generel tilgængelighed er der ifølge Anne-Merete Kissows forskning tre faktorer, som har stor betydning for, om en person med fysisk handicap kan bruge sine evner og færdigheder i et socialt fællesskab.

”For det første at andre mennesker i fællesskabet giver den hjælp og støtte, som personen behøver, for at evner og færdigheder kommer i spil. For det andet at situationen lægges tilrette, så personen kan bruge sine færdigheder og sin krop, som den er. Og sidst, men ikke mindst at der tilbydes redskaber, der kan gøre det muligt for personen at udfolde sig på lige fod med andre.”

For Lasse Myrup, der har diagnosen Spinal muskelatrofi type 2, betød det, at han fik hjælp til at komme frem til idrætshallen og flytte sig fra sin kørestol over i hockeystolen. På banen havde han en rolle, der passede til hans færdigheder. Træner og medspillere accepterede, at han nogle gange var mere træt. Endelig var hockeystolen indrettet, så han kunne manøvrere den med de kræfter, han havde. Alt i alt betød tilpasningerne, at han ikke oplevede sin krop som en begrænsning for at kunne udfolde sig i spillet.

Færdigheder kan overføres

Andre idrætsudøvere i undersøgelsen fortæller også, at man kan tage mange erfaringer fra idrætten med sig, når man skal fungere i andre sammenhænge. Jørgen, som spiller kørestolsrugby, fortæller:

”Jeg bruger meget af det, jeg har lært gennem idrætten, i både det praktiske og organisatoriske i mit arbejde. At håndtere en gruppe mennesker i et professionelt arbejde eller i en idrætsklub er jo mange gange det samme.”

Det er ikke kun evner, man overfører, men også karaktertræk. Anne-Merete Kissow fortæller, at mange også oplever, at de har en måde at være på i sporten, der går igen i deres liv. Noget, som ikke nødvendigvis hænger sammen med det handicap, man har. For eksempel oplever nogle sig selv som ’vindere’ eller ’perfektionister’, uanset hvilken sammenhæng de befinder sig i.

Lasse Myrup har gennem sporten trænet viljen til at arbejde lidt hårdere, når det kræves. Det betyder også, at den normale arbejdsuge på 37 timer næsten hver uge bliver forlænget.

”Mit drive og min vilje har jeg fra mine forældre, men gennem sporten er den blevet understøttet. Noget jeg ubevidst drager nytte af i dag. ”

Idræt giver identitet

Resultaterne i forskningen fortæller også, at andre menneskers opfattelse af en person med fysisk handicap ændres, når de ser ham eller hende som idrætsudøver. Fra at være nærmest usynlig i det offentlige rum bliver personen mere synlig.  Michael, som kører håndcykel på højt niveau, siger i undersøgelsen:

”Jeg bliver opfattet på en anden måde, når jeg kommer i min cykel frem for i min kørestol. Da er det ikke handicappet, der kommer i første række, men cyklen. Det er en meget tydelig forskel.”

Han fortsætter:

”Lige meget, hvor man kommer hen, så er der ikke så mange, der henvender sig til én, hvis man kommer i kørestol. De vender den anden vej, eller hvad de nu gør. ”

Anne-Merete Kissow uddyber:

”Ud over, at personen selv føler, at idrætten gør ham bedre til at fungere i andre fælleskaber, så skaber det også bedre betingelser for at komme ind i de fællesskaber, fordi andre mennesker ser, at man er noget andet og mere end sit handicap. Det skaber anerkendelse og respekt i omgivelserne og åbner døre. For man viser, at man kan noget.”

Klubberne skal gentænke sig selv

Med forskningsresultaterne in mente mener Anne-Merete Kissow, at idrætsklubberne skal redefinere deres egen position:

”I lyset af den viden, vi har nu, kan det måske være værd at overveje, om idrætten med fordel kunne lægge større vægt på, at det er i de sociale fællesskaber, betingelserne for den enkeltes deltagelse og udvikling skabes. Med det fokus kunne man tænke sig, at foreningen kan blive et udviklingssted for mennesker med forskellige evner og kompetencer og samtidig give plads til, at særlige talenter kan udfolde sig.”

Hele ansvaret hviler dog ikke på klubberne alene.

”Når det nu viser sig, at det ene tager det andet med sig – at hvis man deltager et sted, er der større sandsynlighed for, at man også deltager andre steder, så handler det måske i bund og grund om at komme i gang med at være aktiv. At få sat gang i ’den gode deltagelsesspiral’,” siger Anne-Merete Kissow.

FAKTA
Ifølge Anne-Merete Kissows forskningsprojekt  ”Idræt, handicap og social deltagelse” fra 2013 kan mennesker med handicap deles op i dem, der regelmæssigt dyrker idræt eller anden fysisk aktivitet uden for hjemmet én eller flere gange om ugen (57 %) – og de, der ikke dyrker idræt (43%). Andre resultater fra projektet:
• Blandt idrætsaktive er 55 % i beskæftigelse, mod 50 % blandt ikke-idrætsaktive
• Blandt idrætsaktive er 24% aktive i fritiden, mod 10 % blandt ikke-idrætsaktive
• Blandt idrætsaktive er 21% aktive i frivilligt arbejde, mod 14 % blandt ikke-idrætsaktive
• Blandt idrætsaktive er 17% aktive i handicaporganisationer, mod 13 % blandt ikke-idrætsaktive
• Blandt idrætsaktive er 76 % aktive i fritidsundervisning / aftenskole mod 24 % blandt ikke idrætsaktive