Det er vigtigt at holde sig fysisk i gang, men husk stadig at have energi til dagligdagen, lyder rådet til mennesker med muskelsvind fra fysioterapeut

Af Pernille Diemer

Det er vigtigt at holde dig fysisk i gang og træne i det omfang, du kan, selv om du har muskelsvind. Træning skal altid foregå ud fra den individuelles perspektiv, og der er derfor ikke nogle faste regler for, hvor meget og hvordan du skal træne. Dog er der nogle generelle retningslinier, som du kan følge:

  • Konditionen skal holdes i gang, så det er vigtigt at lave noget, hvor du får pulsen op og bliver let forpustet. Det kan sagtens bare være i kortere tid. For nogle er 2 minutter rigeligt.
  •  Leddenes bevægelighed skal holdes vedlige. Sørg for at forebygge muskelstramninger ved at bevæge leddene igennem – få evt. hjælp til det, hvis du ikke selv kan.
    Undgå inaktivitetsatrofi. Muskelkraften er nedsat og kan ikke normaliseres, men det betyder ikke, at man slet ikke skal prøve at lave noget. Gør det, du kan for at vedligeholde din muskelkraft.
  • Undgå overbelastning og smerter. Sørg for ikke at få smerter efter træning. Så har du overtrænet og skal sætte intensiteten ned næste gang. Ved opstart af træning kan der opstå forbigående muskelømhed. Træningen skal tage hensyn til de svageste muskler i bevægelsen. En øvelse kan være god træning for nogle muskler, mens det kan overbelaste andre muskler.

Husk at have energi til dagligdagen. Du skal træne, men det skal ikke være på bekostning af hverdagens opgaver. Du skal også have energi til at spise aftensmad, være sammen med andre, lufte hunden eller tage opvasken. Grundlæggende kan al bevægelse betragtes som træning.

Træning for kørestolsbrugere

  • Konditionstræning f.eks. ved brug af håndcykel eller ved svømning. Du må gerne blive let forpustet, men du må selvfølgelig ikke føle ubehag.
  • Vedligehold muskelkraften ved svømning med små aktive øvelser. Vedligehold også ledet med aktive øvelser, hvor du arbejder med bevægelsen.
  • Udspænding af specielt underarmene (rotation) og fingrene.
  • Få hjælp til at strække armene over hovedet, strække ryggen, strække benene. Bevæge leddene igennem
Eksempler på træning og øvelser for kørestolsbrugere. Modelfoto: Per Gudmann

Træning for gående

  • Konditionstræning på motionscykel eller ved svømning.
  • Udspænding af stramme led – især akillessener, knæhaser og hoftebøjere.
  • Balancetræning, hvis muskelkraften i hofte-, knæ- og fodled ikke er for svag. Denne træning kan gradueres i det uendelige. F.eks. stående uden støtte, stående på ét ben, stående på pude, på balancebræt, med åbne eller lukkede øjne osv.
  • Træning af de indre mave- og rygmuskler. Kan både indgå som en del af balancetræning og som almindelige mave- og rygøvelser.

Eksempler på træning og øvelser for gående. Modelfoto: Per Gudmann

Generel træning af muskulaturen kan for nogle personers vedkommende foregå i ”maskiner”, i andre tilfælde på hold eller ved individuelle øvelser. Ridning kan være en mulighed for at kombinere styrke-, konditions- og balancetræning.

Få vejledning til din træning hos RCFM

Personer med muskelsvind har mulighed for at få vederlagsfri fysioterapi. Har din fysioterapeut brug for vejledning i forhold til træning af personer med muskelsvind, er de velkomne til at kontakte en fysioterapeut ved RehabiliteringsCenter for Muskelsvind (RCFM)for at få rådgivning. Du kan også altid selv henvende dig til rehabiliteringscentret for at få individuel vejledning.

Pernille Diemer er fysioterapeut i RehabiliteringsCenter for Muskelsvind.

Træning med diagnosen FSHD
Har du muskelsvinddiagnosen FSHD, kan du finde en guide om bl.a. træning, fysioterapi m.m. for personer med FSHD og fysioterapeuter på www.rcfm.dk.
Guiden er oversat med tilladelse fra det amerikanske FSH Society.