19-årig dansk-australier vil gerne blive i Danmark, fordi han her har mulighed for at leve et selvstændigt liv. I Australien skal han enten bo hjemme eller på plejehjem

Af Philip Højgaard-Olsen

Da jeg var yngre, var jeg i Danmark et par gange, men det husker jeg ikke så godt. Det var derfor først i 2015, da jeg besøgte Danmark som teenager, at jeg fik et ordentligt indtryk af det danske sociale system og hjælperordningen.

Jeg var meget imponeret over, at der fandtes mange forskellige hjælpeordninger i Danmark, bl.a. en 24/7-BPA-ordning (Borgerstyret Personlig Assistance: red.), og at man havde rig mulighed for at flytte i sin egen lejlighed. Den mulighed eksisterede ikke i Australien på det tidspunkt.

Under mit besøg mødte jeg også Muskelsvindfondens daværende formand, Evald Krog, som fortalte om sin kamp for at forbedre det danske handicapsystem.

Mine første hjælpere nogensinde

Da jeg i 2016 blev færdig med det, der svarer til 3. g. i Danmark, flyttede min familie og jeg 70 km nord for Sydney, hvor jeg skulle starte mit første sabbatår. I begyndelsen af 2017 fik jeg min første hjælpeordning, som bestod af 14 timers assistance i døgnet. Derefter gik jeg i gang med at søge handicaphjælpere, og i april 2017 fik jeg ansat mine første australske assistenter nogensinde. Før disse assistenter havde mine forældre assisteret mig igennem hele mit liv.

Før den hjælpeordning, som blev introduceret i Australien i juli 2016, blev indført, var det meget normalt for mennesker med handicap at blive boende hjemme, indtil forældrene ikke længere havde mulighed for at assistere med det nødvendige. Hvis der ikke var andre til at tage over, kom man på plejehjem. Selv med en hjælpeordning er det ikke altid muligt at flytte hjemmefra og ind i sin egen lejlighed. Oftest er eneste mulighed at flytte på plejehjem.

Sabbatår i Danmark

Efter at jeg havde oplevet, hvordan det var for en person med handicap at bo i Danmark, og min bror havde boet her i et stykke tid, besluttede jeg at rejse til Danmark i mit sabbatår. Jeg skrev til Frederiksberg Kommune, hvor mine bedsteforældre bor, for at høre, hvordan det var at få en hjælpeordning. Indenfor to måneder havde jeg en 24/7 BPA-ordning. Fantastisk! Indtil det kom på plads, fik jeg hjælp af min mor, der var rejst med mig fra Australien.

Toghjælp skulle have været forudbestilt

I august skulle jeg begynde mit ophold på Egmont Højskolen i Hou. Den første udfordring opstod, da jeg skulle med toget fra Københavns hovedbanegård til Aarhus. Her viste det sig, at vi skulle have bestilt handicap-lift til at komme på toget 12 timer i forvejen. I Australien kan man komme om bord uden forudbestilling. Det betød, at vi lidt hektisk måtte finde et hotel i København for en overnatning og så først kom af sted næste morgen.

Udover det synes jeg, at det er meget tilgængeligt at komme rundt i Danmark med offentlig transport. Den bruger jeg en del, da jeg ikke har kunnet tage min bil med fra Australien.
Ellers oplever jeg, at tilgængeligheden er en smule værre i Danmark, fordi mange bygninger er meget gammel. Der er også mange flere brostensbelagte veje i Danmark.

Lettere at leve med et handicap i Danmark

Efter at have været elev på Egmont Højskolen i et semester har jeg fundet ud af, at holdningen til folk med et handicap er meget bedre i Danmark end i Australien. Her er der rig mulighed for folk med handicap til at få en hjælpeordning, uddannelse, egen lejlighed, job eller kontanthjælp/pension. For mig at se ved alle derfor, hvad de kan og har adgang til i forbindelse med deres fremtid.

Egmont Højskolen, som er for både folk med og uden handicap, viste mig, at med en smule hjælp er der ikke noget, som er umuligt for folk med et handicap. Det synes jeg, er mega fedt.

Men det er ikke kun igennem højskolen, at jeg oplever, at mennesker med handicap får flere muligheder. Også Muskelsvindfondens arrangementer som f.eks. Grøn Koncert og Cirkus Summarum, hvor folk med handicap melder sig som frivillige, giver livet ekstra oplevelser.

Holdningen til livet er anderledes i Australien

Desværre er Muskelsvindfondens søsterorganisation i Australien (Muscular Dystrophy Association) ikke stor i forhold til størrelsen af landet. Derfor kender folk generelt ikke ret meget til hverken foreningen eller mennesker med handicap.

Men jeg oplever, at folk med handicap i Australien ikke har lige så mange muligheder for at leve et selvstændigt liv, som man har i Danmark. Mange sidder fast derhjemme. På den måde er australieres holdning til livet meget forskelligt fra danske handicappedes positive holdning.

Når jeg tænker anderledes og er mere aktiv og udfarende end mange andre australiere, tror jeg, det skyldes mit danske ophav. Mine forældre har ikke behandlet mig anderledes end mine søskende, og vi har gjort mange ting, selv om jeg har et handicap.

Vil kæmpe for bedre forhold

Oprindeligt havde jeg tænkt, at jeg skulle tilbage til Australien efter mit sabbatår i Danmark. Jeg vil gerne vise australiere med handicap, hvad der er muligt i Danmark og forhåbentligt give dem det håb, de mangler for at ændre det australske sociale system. Ligesom Evald gjorde i Danmark.

Det vil jeg stadig gerne, men vil nok gøre det fra Danmark. Lige nu kan jeg godt se, at det tager længere tid at ændre systemet i Australien, end jeg lige havde regnet med.

Hvis jeg tog tilbage til Australien, var jeg nødt til at flytte hjem til mine forældre eller på plejehjem. I Danmark kan jeg få det selvstændige liv, jeg drømmer om. Her har jeg flere muligheder, så indtil der sker noget i Australien, vil jeg nok blive i Danmark.

 

Philip Højgaard-Olsen, 19 år, født og opvokset i Australien, har muskelsvinddiagnosen Duchennes muskeldystrofi.

 

Begge Philips forældre er danske, så han har både dansk og australsk statsborgerskab og taler og skriver begge sprog.

 

Han kom til Danmark i juni 2017, fik dansk hjælpeordning, meldte sig som frivillig på Cirkus Summarum og begyndte i august sit ophold på Egmont Højskolen i Hou.