Mine første indtryk af Island var som turist, og jeg konstaterede flere gange, at landet er rigtig godt med, hvad angår handicapadgang – selv langt ude i ødemarken. Men allerede nogle dage senere viste der sig et noget andet billede af forholdene for islændinge med handicap, fortæller Lisbeth Koed Doktor efter sit besøg

Af Lisbeth Koed Doktor

Jeg var inviteret til Island i 5 dage i oktober 2017 af den islandske muskelsvindorganisation for at holde oplæg om Muskelsvindfonden. Jeg rejste med min mand, så jeg havde en hjælper ved hånden, og vi tog vores yngste søn med på turen. Det blev et storslået møde med både landet og islændingene, som er seje og udholdende, sprængfyldt med godt humør og en herlig imødekommende gæstfrihed.

De første dage var vi turister. For at komme rundt på øen lejede vi en bil. Tog findes ikke på Island, og busruterne har begrænsede stoppesteder. På vej til den Blå Lagune, som er en udendørs spa med varme kilder, holdt vi ind på en rasteplads, hvor der var asfalterede stier i flere retninger. Det betød, at man – også kørestolsbrugere – kunne komme ud i lavalandskabet og være midt i det og også skimte bunden af en lavagrotte, som ellers var helt umulig at se fra vejen.

Selve lagune-området var også fuldt tilgængeligt, og man kunne låne både badestol og kørestol. Lagunen havde desuden ramper og gelænder ved kanterne.

Vulkankrateret Kerid var ligeledes gjort tilgængeligt med en tilpasset trærampe rundt ved kanten og gode siddepladser, foruden handicapparkering i nærheden. Mit umiddelbare indtryk var derfor, at Island er et meget handicapvenligt samfund og må være godt med, hvad angår hjælp og kompensation. Men sådan er det desværre ikke, fandt jeg ud af de følgende dage.

Flere støttemedlemmer end medlemmer med diagnose

To formænd: Gudjon Sigurdsson og Lisbeth Koed Doktor

Den islandske muskelsvindsorganisation ”MND Félagid á Islandi” har en helt anden karakter end Muskelsvindfonden. Organisationen har 260 medlemmer fordelt over hele landet, og flertallet er støttemedlemmer. Den største diagnosegruppe er mennesker med ALS (ca. 30 personer), mens en mindre gruppe har muskelsvinddiagnosen Spinal muskelatrofi. Organisationen er primært baseret på frivillige og har et handicappolitisk fokus.

De islandske medlemmer var meget interesserede i at høre om Muskelsvindfondens formål, og hvordan vi fører det ud i livet. De havde hørt om ”Plads til forskelle”, men ville gerne vide noget mere konkret om det.

Handicappolitik står ikke øverst på dagsordenen

Island er præget af, at man over de seneste ti år har haft ligeså mange regeringer. Der var f.eks. valg i både efteråret 2016 og 2017. Det gør det svært at komme videre med noget handicappolitisk, og når pengene er knappe, gives der sjældent bevillinger.

I et samfund, hvor der er meget at tage fat på efter landets ruin i 2008, er det ikke handicappolitik, der står øverst på den politiske dagsorden. Det betyder, at kompensation og sociale indsatser ikke er selvindlysende rettigheder. Den enkelte skal arbejde ihærdigt for at få en bevilling, for der er ikke en overordnet lovgivning, der automatisk sikrer, at man kan få en hjælper eller en handicapbil.

Dette til trods er islændingene selv fulde af gåpåmod og energi. Jeg tror simpelthen, at man bliver lidt sej af at leve på en vulkan! Det var fantastisk at mærke deres engagement og vilje til trods for, at det er svært at få politisk fodfæste, når regeringerne kommer og går.

Mit bedste råd til vores islandske venner var at arbejde på gode kontakter i embedsværket. De forbliver, mens politikerne skiftes ud, og en vis kontinuitet skal der til, for at man ikke skal starte forfra, hver gang man italesætter en problematik.

Islændingenes energi smitter

Selv om det er interessant at høre om andre politiske systemer, så nød jeg allermest den frie snak på kryds og tværs. Den sparring, det giver at møde andre med anderledes vilkår, er både inspirerende og lærerig.

Tænk, hvis Danmark blev bedre til at gøre vores naturseværdigheder mere tilgængelige! Hvis det kan lade sig gøre på vulkaner, så må vi også kunne gøre f.eks. Himmelbjerget mere fremkommeligt.

Jeg tror, at vi i Danmark overser, hvor meget naturen former et folk. Med islændingene var det tydeligt: de bor på en vulkan og lever under ekstreme forhold. Intet er sikkert, og der er jævnligt både jordskælv og vulkanudbrud. Men livet går videre, og der skal langt mere til at ryste islændingene.

På trods af, at deres samfund slet ikke i samme grad tilgodeser de vilkår, man lever med som handicappet, så klør de på. Deres energi smitter og inspirerer, og jeg er sikker på, at de nok skal komme videre med den indstilling. Det var meget læreridt og inspirerende at møde dem ansigt til ansigt i deres eget land.

 

Ferie på Island?

Formanden for MND félagid á Islandi, Gudjon Sigurdsson, har et par nyttige link:

Foreningens facebookside, hvor du kan se billeder af lejligheden i Reykjavik, som man kan leje. (For udlejning – kontakt Gudjon på e-mail: gudjon@mnd.is)

• Til inspiration: Guide to Iceland