I Uganda i Østafrika er der formentlig lige så mange mennesker med handicap, som der er danskere. Men kun de stærkeste af dem overlever. Handicapbevægelsen kæmper ihærdigt for at gøre vilkårene bedre, men landet er fattigt, og der er langt fra overordnet regeringspolitik til praksis i det kæmpe land. Muskelkrafts redaktør besøgte Uganda. Læs hendes indtryk

Aldrig har jeg set så mange forkrøblede mennesker – kravle, gumpe sig frem, gå på alle fire med enden i vejret, halte, mens de støtter sig til en krykke, en pind eller en hjemmelavet stok. Jeg ser dog også enkelte manuelle kørestole, lokalt producerede cykler med tre hjul og et par kvinder med ortopædiske støvler og en krykke. De må have fået hjælp fra en udenlandsk donor. Andre mennesker i forsamlingen er tydeligvis blinde, døve, dværge, albinoer…

Jeg er til den internationale handicapdag i Uganda, som i år markeres i byen Kamwenge i det vestlige Uganda. En lille by, 9 timers buskørsel fra hovedstaden Kampala ad støvede veje. Jeg er inviteret med som gæst – og journalist – for at opleve den årligt tilbagevendende begivenhed, som den ugandiske handicapbevægelse sætter højt på dagsordenen.

Politik eller show?

Præsident Museveni ankommer til den internationale handicapdag.

Det politiske system prioriterer tilsyneladende også handicapdagen højt. I hvert fald i år, hvor selveste præsident Museveni ankommer i helikopter med stort sikkerhedsopbud. Som en anden kongelig person bliver han modtaget af en blomsterpige, hilser personligt på en række honoratiores med handicap og går derefter rundt til alle boderne på festpladsen tæt fulgt af pressefotografer og filmfolk. Det må tilsyneladende gerne komme i medierne, når han giver hånd og får en snak med repræsentanterne fra de mange handicaporganisationer, der er til stede. Flere steder på pladsen kan man i øvrigt købe gule armringe påtrykt ”I love Museveni”.

Men handicapdagen føles nu lidt som et show. Festpladsen ligner en koncertplads omkranset af telte, hvor ministre fra den nationale regering, religiøse ledere, distrikts-byrådsmedlemmer, formænd for handicaporganisationer og andre officielle personer sidder på plastikstole i den ene side, mens den anden side er fyldt op med menige medlemmer. Der er bøn, optrædener og taler – og om aftenen ”social evening” med musik, mad, hygge – og ikke mindst netværk.

Det sidste er måske det vigtigste: at handicaporganisationerne i Uganda finder sammen og formulerer nogle ønsker til udviklingen på handicapområdet. Det havde de faktisk gjort op til handicapdagen, hvor de netop kom frem med ønskerne i deres taler til præsidenten.

Men det var ikke ligefrem disse ønsker, præsidenten beskæftigede sig mest med i sin efterfølgende tale. Stående på ladet af en pick-up på midten af festpladsen ville han tilsyneladende mere fremstå som folkelig, underholdende og vise sig som en slags landsfader.

(Artiklen fortsætter efter billederne)

Handicap som en del af forfatningen

På det politiske plan har Uganda som et af de eneste lande i verden haft fokus på rettigheder for mennesker med handicap på en helt anden måde, end vi har i Danmark. Allerede i 1995 blev det indføjet i landets forfatning, at mennesker med handicap skulle være repræsenteret i alle demokratiske forsamlinger. Dvs. fem pladser i det nationale parlament er forbeholdt mennesker med handicap. I alle 119 distrikter (svarende til danske kommuner) skal to pladser i hvert byråd besættes af mennesker med handicap.

Parlamentet har siden da vedtaget flere love, der fokuserer på rettigheder og ligebehandling af mennesker med handicap på flere planer. Uganda har også anerkendt FN’s handicapkonvention.

Har rettighederne gjort en forskel?

Men hvad har så denne rettighedstilgang betydet for tilværelsen for det enkelte menneske med handicap i Uganda? Har det overhovedet rykket noget?

Ja, siger formanden for den ugandiske kvindeorganisation, NUWODU (National Union of Women with Disability in Uganda), Rose Achayo, som jeg møder på organisationens kontor i Kampala. Der er sket en positiv udvikling af forholdene for kvinder med handicap i de sidste 20 år. Men der er også lang vej endnu, tilføjer hun.

Ja, siger Helen Asamo, som er ét af de fem parlamentsmedlemmer i Uganda, som har et handicap. For 20 år siden ville man ikke møder kvinder med handicap i ledende stillinger, og nu er der flere eksempler på kvinder, som har opnået magtfulde positioner, siger Helen Asamo og viser mig billeder af en kvinde i kørestol, som i dag er leder af en teknisk skole. Men hun indrømmer også, at der stadig er meget at kæmpe for.

Ja, fortæller Monica Kyakuwaire gennem en tolk. Jeg møder Monica i byen Kamuli i et fattigt landdistrikt. Hun har taget sin flotte kjole på, fordi hun skal møde mig og fortælle om sin forvandling fra en forsagt, fattig kvinde med handicap, der aldrig har gået i skole, og som har levet i det skjulte, til nu at være valgt ind i det lokale byråd og tør tale kvinder med handicaps sag. Hun har fire børn, som hun har råd til at betale skolepenge til. Via NUWODU’s projekt fik hun støtte til at starte en kyllingeproduktion, så hun siden har kunnet spare op, købe jord og bygge et hus.

(Artiklen fortsætter efter billederne)

Jeg møder glansbilleder

På min rundrejse i Uganda, hvor jeg har koncentreret mig om at møde den mest undertrykte gruppe: kvinder med handicap, har jeg oplevet mange stærke kvinder. Kvinder, som netop fortæller, at takket være NUWODU er de blevet trænet i at turde tale deres sag, turde kæmpe for deres rettigheder og har lært at få gang i små indkomstskabende aktiviteter. Og ikke mindst er de kommet med i en gruppe af kvinder med handicap, som sammen kan støtte hinanden.

Det er meget positivt, men jeg møder også kun ”solstrålehistorierne”. Jeg møder ikke kvinder, der har mistet et barn med et handicap, fordi de ikke har fået nogen hjælp fra sociale myndigheder eller sundhedsvæsen. Eller døve eller blinde kvinder, der er blevet misbrugt seksuelt, fordi de ikke siger fra.

Fordomme, uvidenhed og negative holdninger til mennesker med handicap findes stadig mange steder i Uganda, selv om bl.a. NUWODU gør en stor indsats for at bevidstgøre ikke bare piger og kvinder med handicap, men også deres lokalsamfund, sundhedsmyndigheder, skoler, politi m.fl. Men de negative historier er altid sværere at få frem i lyset og finde personer, der vil stå frem. Og NUWODU har selvfølgelig også mest lyst til at vise sin succes.

Berigende og beskæmmende

Uganda er et meget stort land, og der er langt fra det nationale parlaments overordnede love og beslutninger til distrikterne, der skal implementere lovene. Og der er ikke ret store budgetter at gøre godt med. Så handicappolitikken er sårbar og meget afhængig af donormidler fra udlandet. Danske Handicaporganisationer (DH) og flere danske handicaporganisationer har bl.a. støttet opbygningen af lokale handicaporganisationer.

Men hjemvendt fra min Uganda-rejse sidder jeg tilbage med blandede følelser. Det har været lærerigt og berigende at opleve stærke kvinder med handicap, som har trodset de dårlige odds og har opbygget et selvværd og en tro på, at de kan være med til at flytte holdninger i samfundet. Men det er også beskæmmende at tænke på den økonomi, viden og vilje, der skal til for at ændre fundamentalt på de daglige vilkår, som disse og andre kvinder med handicap i dag har. Der er lang vej endnu.