”Jeg blev skudt under krigen i Uganda og blev handicappet. Jeg var 17 år og gik i gymnasiet. Jeg følte mig nytteløs og havde ikke lyst til at fortsætte livet, når jeg ikke kunne noget. Det var også holdningen i samfundet, og det påvirkede selvfølgelig mit selvværd,” fortæller Afuwa Analubega.

Afuwa Analubega, 53 år, er single og har to voksne børn. Hun er aktiv forretningskvinde, og byrådsmedlem.

Efter fire år hjemme, hvor hun sagde nej til alle forsøg på at komme videre, insisterede hendes mor på, at hun skulle møde nogle fra den ugandiske handicapbevægelse, som hendes bror havde hørt om.

Afgørende at møde andre med handicap

”Det blev et totalt skifte i mit ’mindset’. Det var første gang, jeg mødte så mange mennesker med handicap, og efterhånden begyndte jeg at værdsætte at være sammen med ligestillede og acceptere mit eget handicap.”

Mødet med de andre betød også, at hun fandt ud af, at hun selv skulle gøre noget, og at hun også kunne gøre noget. Hendes far, der var forretningsmand, hjalp hende i gang med en lille business: hun syede tøj hjemme og solgte det på marked. Siden kom hun på kurser via handicaporganisationen og har nu etableret to stofforretninger i hovedstaden Kampala og en købmandsbutik. Desuden er hun begyndt at undervise andre mennesker med handicap i, hvordan de kan omsætte deres idéer til business.

Et vigtigt og mere værdigt alternativ til at tigge, siger hun.

Tjener sine egne penge

Afuwa er i dag glad for sit liv – især fordi hun er selvstændig og tjener sine egne penge. Hun har to voksne børn, som begge har en høj uddannelse. Hendes forældre er gamle, men de hjælper hende stadig med praktiske ting. Den daglige tur til forretningen i Kampala sker i en af de lokale minibusser. Afuwa går meget dårligt, men klarer sig med én krykke. En kørestol er ikke en mulighed hverken økonomisk eller praktisk.

Lovene bliver ikke overholdt i distrikterne

Politisk er Afuwa også aktiv. Hun er valgt ind i det lokale distriktsbyråd. Hun kender sine rettigheder og taler handicappedes sag i byrådet. En indsats, som også er nødvendig ifølge Afuwa. Den nationale regering har vedtaget gode love, men de bliver ikke fulgt i distrikterne, mener hun.

”Jeg bruger min stemme og mine evner i byrådet og prøver at sørge for, at lovene bliver omsat til praksis lokalt, men det er svært. Der er meget lidt viden og kendskab til, hvad det handler om, og det øvrige byråd skal hele tiden bevidstgøres,” siger Afuwa.

Handicapminister med eget budget

For hende er ønskescenariet, at regeringens minister for handicap får sit eget budget og ikke er underlagt socialministerens. Men hun ser også gerne, at mennesker med handicap får andre ministerposter, som ikke handler om handicap, men hvor handicappolitikken kan blive en del af mainstream-programmerne.