Kirsten Nielsen blev ”ramt” af Afrika, da hun første gang besøgte Zimbabwe. Siden flyttede hun til Uganda, fik en ugandisk kæreste, byggede hus og tog nogle børn til sig. Efter 20 år med ulandsarbejde for handicaporganisationer i Uganda er hun nu på vej tilbage til en permanent tilværelse i Danmark – bl.a. fordi udviklingen i hendes muskelsvind gør det vanskeligere for hende at klare sig i Uganda

Huset ligger højt oppe ad en meget stejl og temmelig ufremkommelig jordvej. Den seneste regnsæsons kraftige byger har skyllet dybe revner i den røde jord, så det kræver en dygtig chauffør og en nærmest terrængående bil at køre op til Kirstens hus. Det er svært ikke at tænke, om hun overhovedet kan bevæge sig uden for lågen i sin kørestol?
Inden for lågen kommer et flot murstenshus til syne, hvor der til gengæld er tænkt på tilgængeligheden overalt. Her kan Kirsten komme rundt i alle rum, tage del i madlavningen i køkkenet, arbejde ved skrivebordet i stuen og køre rundt i haven med den flotte udsigt ind mod hovedstaden i Uganda, Kampala.

Et godt klima for muskelsvind

Kirsten Nielsen, 54 år, har boet i Uganda i 20 år og arbejdet som ulandskonsulent. I starten for Danske Handicaporganisationer (DH) og i de seneste fem år som selvstændig konsulent. Hun har muskelsvind og var for 20 år siden gående. Hun kan stadig gå lidt, men bruger sin el-kørestol, når hun er hjemme i huset ved Gombes Hill, mens hun stadig klarer sig med den manuelle – og en hjælper til at skubbe sig, når hun skal uden for lågen.

”Selv om det kan lyde banalt, har jeg følt, at jeg er med til at gøre en forskel her i Uganda. Energien og livskraften blandt de mennesker, jeg har været sammen med, har også drevet mig, og så har det ene år taget det næste,” lyder forklaringen, når Kirsten bliver spurgt, hvorfor hun har boet i Uganda så længe, og hvordan hun har klaret tilværelsen med et handicap i et land, der byder så svære vilkår for mennesker med handicap.

Alle har hjælpere

Klimaet, åbne og venlige mennesker, spændende udfordringer og lokale hushjælpere, som alle andre i Uganda i øvrigt også har.

”Det er bl.a. også det, der er fedt ved at være her. Jeg gør det samme, som andre gør: ansætter hjælpere. Alting tager længere tid her, så her har man ikke bare én hjælper. Her er der én til at gøre rent, en til at vaske tøj, en til at ordne det udendørs osv. Og så har jeg så bare én til at hjælpe mig med det personlige – og en chauffør, der hjælper mig, når jeg er ude af huset,” siger hun. Ansættelserne giver så samtidig en løn til nogle, der måske ellers ville stå uden job.

Jeg var ligesom dem

Da Kirsten kom til Uganda for første gang i 1997, havde hun ikke så meget erfaring med ulandsarbejde. Hun havde været aktiv i Muskelsvindfondens daværende ulandsgruppe og været med i Danske Handicaporganisationers ulandsudvalg, men dengang var ulandsarbejdet ikke så struktureret. Man prøvede sig lidt frem og blev lært op af og blandt de lokale. Og da Kirsten fik den første kortvarige ansættelse i Uganda for DH, var det ikke så formelt, som det sidenhen blev.

”Jeg var nok lidt ”skæv” på den gode måde, men det havde stor effekt over for dem, jeg skulle arbejde sammen med i Uganda, fordi jeg selv havde et handicap. Nu kunne de se, at handicap også fandtes i et vestligt, rigt land som Danmark. Det gav en god kontakt, fordi vi var i øjenhøjde og kunne dele erfaringer trods de økonomiske og sociale forskelle mellem Danmark og Uganda.”

(Artiklen fortsætter efter billederne)

Intet socialt sikkerhedsnet

Kirsten var igennem 11 år ansat i DH’s udviklingsprogram og var med til at udvikle træningsprogrammer, drøfte metoder og lave strategier bl.a. for kvindeorganisationen NUWODU. Samtidig var hun den lokale forankring mellem danske handicaporganisationer som f.eks. Epilepsiforeningen og LEV og deres ugandiske søsterorganisationer. Det betyder også, at hun er kommet meget omkring og har oplevet forholdene for mennesker med handicap på nært hold.

”I Danmark kan man slet ikke forestille sig, hvordan forholdene er at leve under her. Jeg kan stadig have svært ved at forstå det,” siger Kirsten, som mener, at én af de største forskelle mellem Uganda og Danmark er, at der i Uganda intet socialt sikkerhedsnet er. Der er ingen pension, ingen hjælpemidler og alt koster penge: skolegang, lægebehandling m.v.

”Det betyder meget for den måde, vi er på som mennesker og for vores menneskesyn. I Uganda handler det om liv og død. Økonomisk tryghed frisætter os som mennesker og giver tillid. I Danmark stoler vi på hinanden, og en tabt tegnebog kommer oftest tilbage til ejeren igen. I Uganda kan man slå ihjel for 50,- kr.”

Det handler om overlevelse

Det smitter også af på demokrati og frivillighed. Hvis man i Uganda bliver valgt til en bestyrelse i f.eks. en handicaporganisation, handler det ikke blot om indflydelse og magt, men om overlevelse.

”Som bestyrelsesmedlem får du kørselspenge og bestyrelseshonorar. Det sidste er vi danskere principielt imod, fordi vi tænker bestyrelsesposter i foreninger som frivilligt arbejde. Derfor tænker vi også, at der bør ske en rotation i bestyrelsen. Men sådan er det ikke her. Her kan man faktisk leve af et bestyrelseshonorar, og mister man det, har familien måske ingen indtægter,” siger Kirsten, som mener, at de danske samarbejdspartnere burde støtte de afgående bestyrels

Fattigdom overskygger handicap

Den betydelige fattigdom, der er i Uganda, og som rammer ekstra hårdt på mennesker med handicap, er også et vilkår, som sætter sit præg på tilgangen til de lokale handicaporganisationers indsats. Når de ugandiske organisationer nedsætter medlemsgrupper – tilskyndet af de danske erfaringer med at samle mennesker med samme vilkår i grupper – sker det ofte af helt andre grunde i Uganda, end vi danskerne tror.

”Når f.eks. kvinder med handicap mødes her, er det ikke det psykosociale aspekt i at møde andre med et handicap, der kommer i første række. De mødes pga. fattigdom og håber, at det er det, handicaporganisationen kan hjælpe dem med. Og det er en problemstilling, som jeg har arbejdet med i 20 år. Hvordan kan man få en gruppe til at mødes, hvor det er værdien af mødet og den viden, man kan hente, der bærer interessen? Så længe det er sodavanden, kørselspengene eller forventningen om, at organisationen nok giver dig noget, bliver det ikke bæredygtigt,” siger Kirsten.

Hun har dog oplevet, at grupper efter lang tid har mærket værdien, fordi det har givet dem øget selvværd og viden om rettigheder, at drive forretning m.m. Men det er en proces, der tager lang tid, fordi overlevelse er en forudsætning for at tage næste skridt.

En ko i baghaven

Mens Kirsten fortæller, er havemanden Keith dukket op med en sæk komøg. Han vil gerne gøde blomsterne neden for terrassen. Kirsten spørger, om han ikke kan vente lidt. Lugten bliver måske lidt stram, når vi sidder så tæt på, forklarer hun grinende.

Komøget kommer fra hendes ko, som hun har købt, så hendes ”børn” kan få lidt indtægter til at leve for, når hun tager tilbage til Danmark. Hendes ”børn” er et lille kapitel for sig.

”Børnene” giver liv i huset

Kirsten med “børnene” (fra venstre) Bridget, Reagan, Jean og Amos.

Det begyndte med, at Kirstens første hjælper i 1998 ikke havde råd til skolepenge til sin datter. Dem betalte Kirsten, og siden flyttede datteren ind hos Kirsten efter aftale med moderen. Efterhånden kom der andre børn til, hvilket gav mere liv i huset. En nabo, en anden hjælper i problemer. Sådan som alle gør i Uganda, hvor familien må agere sikkerhedsnet. Alle børnene bor hos Kirsten, men har også kontakt til deres biologiske forældre, som bor i nærheden. Og faktisk har Kirsten ikke helt styr på, hvor mange børn og voksne der gennem tiden har boet hos hende.

”Jeg har altid haft et åbent hus og haft mange forskellige boende hos mig. Det er dejligt at have liv i huset, og det har været min måde at få socialt selskab og familie på. Faktisk på en meget ugandisk måde,” siger Kirsten.

Ud over koen har Kirsten også plantet jordstykket omkring huset til med bananpalmer, ligesom hun vil købe nogle høns, som både kan give indtægter og mad på bordet til ”børnene”.

Syv år om at bygge huset

Byggeriet af huset er et andet eksempel på, at ugandernes måde at leve på er smittet af på Kirsten. På et tidspunkt fik hun en ugandisk kæreste, som hun dog ikke har mere.
”Men dengang tænkte jeg, at jeg godt kunne bo i Uganda altid. Og hvis jeg skulle bo her, skulle jeg ligesom andre ugandere have et hus.”

Derfor købte hun sammen med kæresten et jordstykke i 2005 og begyndte at bygge huset i etaper. Når der var penge til at lave mursten, byggede de lidt videre. Byggeprocessen tog syv år, men så var huset også færdigt og indrettet tilgængeligt.

Jeg var nok lidt naiv

Når Kirsten flytter permanent til Danmark, bliver det både ”børnene”, varmen og huset, som bliver det sværest at tage afsked med. Hun har allerede været i Danmark i otte måneder, fået en lille lejlighed, fået hjælperordning og har genset familie og venner i Danmark. Men i de kommende år vil hun fortsat tage tilbage til Uganda i nogle måneder om året – bl.a. fordi hun stadig har nogle ulandsopgaver for Dansk Epilepsiforening.

”Jeg var nok lidt naiv, da jeg troede, at jeg kunne bo her altid. Naiv i forhold til udviklingen i mit handicap og i forhold til det sociale. Det er først inden for de seneste år, at jeg har kunnet mærke, at der er andre behov end klimaet. Folk her er åbne og søde, men når jeg ikke arbejder så meget mere, er kontakten til ugandere ikke så tæt. Og så mærkes kulturforskellene, som føles større, jo ældre jeg er blevet,” siger Kirsten, som også har sagt farvel til mange af sine danske venner i Uganda, som er rejst hjem.

Mæt af ulandsarbejde

Så beslutningen om at vende hjem til Danmark er rigtig, siger Kirsten. Hun kan mærke, at hun fysisk har mistet muskelkraft i armene, og at det er blevet sværere at flytte sig fra kørestolen ind på sædet i bilen. Hun har ikke tidligere følt sig begrænset i Uganda, men det begynder at komme. Især tilgængelighedsmæssigt. Hendes krop trænger også til at komme i fokus med svømning og træning. Det er der bedre mulighed for i Danmark. Og så er hun efterhånden også ”mæt” af ulandsproblemstillingerne, som godt nok har flyttet sig i de 20 år, hun har boet i Uganda, men der er langt igen. Der er stadig et langt sejt træk, men det vil hun nu overlade til andre at tage.

 

Kirsten Nielsen
Uddannet ergoterapeut, på førtidspension siden 1991.
Har boet og arbejdet i Uganda siden 1997.

 

”Ugandas rettighedsbaserede tilgang til handicappolitik har på mange måder været godt. Mennesker med handicap er blevet synlige i samfundet. Der var mange ting, der ikke ville være sket, hvis mennesker med handicap ikke havde deltaget i de demokratiske processer. Og det kan vi i Danmark godt lære af. Omvendt kan uganderne ikke æde rettigheder. De mangler basis-velfærdsydelser, og det handler især om økonomi. Men hvis uganderne har en bevidsthed om, at samfundet skal tænke mennesker med handicap ind fra starten i deres mainstream-programmer, så tror jeg, at det kan lykkes at skabe meget bedre rammer for mennesker med handicap i Uganda.”