”Hvordan kan vi arbejde for retfærdighed, når selv højesteret ikke er tilgængelig, og man ignorerer problemet?”

Laura Kanushu er gift og har to børn. Hun er jurist og ansat i Uganda-organisationen, LAPD, der yder gratis retshjælp til mennesker med handicap.

Laura Kanushu taler af erfaring. Som jurist med et fysisk handicap, synes hun, at det ugandiske samfund burde kunne gøre det bedre. Der er en lovgivning, en minister for handicapområdet, et politisk system med ledere på alle niveauer, der har et handicap, og landet har ratificeret FN’s handicapkonvention.

”Det er godt, men jeg vil gerne se, at der sker noget med vilkårene for mennesker med handicap – både omgivelser, tilgængelighed og inklusion i skoler. Det kan selvfølgelig ikke ske over natten, men der skal være en udvikling – og det burde regeringen gøre større anstrengelser for at følge op på.”

Kæmper mod diskrimination

I Lauras daglige arbejde møder hun mange mennesker med handicap, som støder ind i diskriminationen. Når et ægtepar skal skilles, skal kvinden med handicap kæmpe ekstra for at få ret til ejendele og jord. Hun har jo et handicap, så hun kan alligevel ikke dyrke jorden, lyder holdningen. Eller kvinder og piger, som er døve, blinde eller udviklingshæmmede, skal kæmpe for at få politiet til at tage deres anmeldelse af voldtægt alvorligt.

Situationen er blevet bedre end tidligere, men ifølge Laura skyldes det ikke regeringens politik, men i højere grad civilsamfundet og de handicaporganisationer, som arbejder ihærdigt på at fremme rettighederne for mennesker med handicap.

En god rollemodel

Selv er Laura en god rollemodel for andre kvinder med handicap i Uganda. Hun har taget en uddannelse som jurist, som mange ikke får mulighed for. Hun har stiftet familie og har et job, hvor hun både bruger sine kompetencer og yder hjælp til andre mennesker med handicap. Og så klarer hun sig i hverdagen med sit handicap.

”Men jeg har også været heldig. Selv om mine forældre aldrig har gået i skole selv, var det vigtigt for dem, at mine søskende og jeg kom i skole. Vi var 10 piger og 2 drenge – og mine forældre tænkte, at vi piger skulle have samme ret til at gå i skole, som drengene. Også mig, der havde et handicap. Det var ikke normalt at tænke sådan på det tidspunkt,” siger Laura, som allerede som to-årig fik polio, der var skyld i misdannelse af hendes fødder og ben.

Mine skolepenge blev altid betalt

Den generelle opfattelse var, at piger bare skulle vokse op og blive gift. Men Lauras forældre tænkte anderledes. Laura kom på en kostskole for at undgå at skulle gå de 3-4 km. til og fra skole hver dag. Siden på highschool og universitetet.

”Jeg kan huske, da min far ikke havde råd til skolepenge til os alle sammen. Så prioriterede han altid at betale mine skolepenge. Mine søskende kunne være væk fra skole i 2-3 måneder, indtil han havde penge igen, men jeg skulle i skole. Jeg skulle koncentrere mig om min uddannelse. Det var det eneste, jeg havde, mens de andre kunne gå ud og få et fysisk job, sagde han.”