Det pærfekte liv skal ikke være perfekt

Det perfekte liv, krop og udseende er blevet det, de fleste stræber efter. Vi vil gerne være perfekte og leve op til de idealer, som kropsindustrien, de sociale medier, fitness-kulturen og måske vi selv opstiller. Vi bygger meget af vores identitet og selvværd på, at vi kan levere, præstere og se godt ud.

Men hvad gør idealerne ved os, når vi ikke kan leve op til dem? Når vores kroppe – måske på grund af et handicap eller sygdom – ikke ligner idealkroppen? Hvordan får vi ændret opfattelsen hos os selv og i samfundet om, at det stereotype, ensformige, slanke, unge, muskeløse ydre er det ”rigtige” og det, vi skal dømme mennesker på?

Pærfekt – en bevidst stavefejl

Muskelsvindfonden lancerede på det nylige Folkemøde på Bornholm et koncept, der netop vil gøre op med det perfekte. Pærfekt hedder konceptet med en bevidst stavefejl – og sætter dermed ord og handling på oprøret, der skal få os alle til at glædes over fejl og mangler – både hos mennesker og varer. ”Fejl og rynker er en vigtig del af livet, en del af det autentiske – det naturlige. Pærfekt er på den måde en hyldest til alle, som hverken kan eller magter at leve op til idealet om det perfekte,” hedder det bl.a. i manifestet til Pærfekt-konceptet, som også tager fat i skønhedsfejl og små mangler ved fysiske varer: Krumme agurker, maste muffins, frasorterede pølsehorn m.m.

 

Læs artikler om kropsidealerne: hvordan de påvirker os, de sociale mediers indflydelse, om at være mindre selvkritiske og måske stå frem med vores anderledeshed.

Læs også om det nye Pærfekt-koncept, som også kommer til at sætte sit præg på Muskelsvindfondens arrangementer denne sommer.

Du finder alle artikler i menuen.