Kropsidealer åbner for en evig stræben mod det uopnåelige, og holdningen i samfundet er, at det er vores eget ansvar at gøre det ”rigtige”. Der mangler forskning i, hvad det betyder for unge med handicap

”Kropsidealer handler meget om en billedkultur – en visuel kultur. Oprindeligt kom idealerne kun fra modeindustrien, men i dag påvirkes vi på en meget mere koncentreret måde via de sociale medier.
Når vi poster billeder dér, bidrager vi alle til at fastholde idealerne og til markedet af visuelle indtryk.”

Lektor Karen Hvidtfeldt

Karen Hvidtfeldt er lektor i kulturstudier ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet og har i sin forskning bl.a. kigget på kropsidealer.

”Ingen tvivl om, at der er kropsidealer, og at vi bliver påvirket af dem. Alle kender dem og ved, hvad de skal måle sig op imod. Og vi bidrager selv til at stræbe efter idealet ved at være meget selvkritiske og måle og vurdere os selv. Det bliver en evig stræben ud fra holdningen, at vi altid kan forbedre vores kroppe. Der er hele tiden noget, der kan optimeres ved at dyrke mere motion, blive mere sunde og få foretaget skønhedsoperationer. Unge vil have større bryster. Midaldrende vil have huden strammet op osv., men vi når aldrig målet. Idealerne er uopnåelige,” mener Karen Hvidtfeldt.

”På de sociale medier er der både glansbilleder og de mere personlige udtryk. Så de sociale medier giver også plads til forskellighed, hvor man kan nuancere billedet og bidrage til mangfoldigheden.”
Karen Hvidtfeldt

Kroppen er blevet en arena

Det samme mener forsker og souschef ved Center for Ungdomsforskning Niels Ulrik Sørensen.

”Unge bliver i dag eksponeret for meget høje og meget snævre kropsidealer, og de møder dem overalt: i modeindustrien, kosmetikindustrien, kosmetisk kirurgi og fitness-industrien. Alle arbejder ud fra de samme idealer, at vi skal arbejde med vores krop, trimme den og modellere den for at opnå idealet. Vi er blevet meget fokuseret på at skabe kroppen. Den er blevet en arena og stadig ud fra de snævre idealer, som fordrer en enorm opmærksomhed på kroppen,” siger Niels Ulrik Sørensen.

Vi vil selv modellere livet – og kroppen

Han mener, at de snævre rammer ikke kun gælder kropsidealerne. Det gælder også noget mere grundlæggende om vores opfattelse af livet.

”Der er kommet et øget fokus på, at man er ansvarlig for sin egen skæbne. Det gælder om at træffe de rigtige valg, og gør man det, kan man sole sig i det, men mislykkes man, er det ens egen skyld. Det er en barsk tanke, som leder hen på fornemmelsen, at livet er noget plastisk og modellerbart. At vi selv kan modellere livet. Og kropsidealet er en del af det. Vi har selv ansvaret for at modellere vores krop,” siger han og fortsætter:

”Hvis hele livet, kroppen og vores eksistens opleves som plastisk, og vi selv skal modellere både livet, kroppen og eksistensen, så skulle man tro, at det åbnede for en frihed og en forskellighed. Men det gør det ikke. Der er kræfter, som lukker friheden ned,” mener han og henviser til hele industrien omkring kroppen, som producerer det meget entydige ideal.

Ung, slank og markerede muskler

Som det er i dag, skal mænd være slanke og have lange, markerede muskler, mens kvinder skal være slanke, men må i dag gerne have større bryster og baller end tidligere. En anden del af idealet er, at man skal se ungdommelig ud.

”Ungdommen starter tidligere og tidligere og slutter senere og senere. Ungdomstiden spreder sig simpelthen ud over langt flere aldersgrupper, end den gjorde tidligere. Det spejler sig også i de idealer, der er for kroppen,” mener Niels Ulrik Sørensen.

En modreaktion på de sociale medier

I de senere år har der været en lille bølge af modreaktioner mod det perfekte på de sociale medier. Kvinder, der har født, har vist deres maver frem, andre har vist deres ar, stomi-poser eller andre ”anderledesheder” frem. Et interessant fænomen, som kan være med til at skubbe til kropsidealet, mener Karen Hvidtfeldt.

”De sociale medier giver også mulighed for at nuancere billedet og bidrage til mangfoldighed,” siger hun og tilføjer, at hvis flere stod frem med deres ”skævheder”, ville de få en stemme.

Ungdomsforsker Niels Ulrik Sørensen

”Hvis man tør stå frem, selv om man ser ”forkert” ud, er det muligt at finde et fællesskab for ”de anderledes”. På den måde behøver man ikke være alene om at se anderledes ud. Det kan skabe fællesskaber, som kan være trendsættende,” mener Karen Hvidfeldt, som håber, at udviklingen vil gå i retning af større mangfoldighed.

”En modreaktion har været at vise naturlige billeder af sig selv, men det naturlige har rykket sig. Det er måske uden make-up, men med skønhedsoperationer.”
Niels Ulrik Sørensen

Flere unge føler sig ”forkerte”

Ifølge Niels Ulrik Sørensen er der et stigende antal unge, der mistrives. Mange unge føler sig ”forkerte” og ”passer ikke ind” i idealerne – hverken kropsligt eller i den konkurrencekultur, der præger ungdomslivet. Og det er ikke den enkeltes ansvar at gøre noget ved, men samfundets, mener han.

”Ansvaret skal ikke kun ligge hos en selv, men rettes mod fællesskabet. Men spørgsmålet er, hvordan vi i samfundet understøtter fællesskabet – og gør op med de alt for stramme og snævre rammer,” siger Niels Ulrik Sørensen, som mener, at der er markeringer i samfundet, der viser, at noget er på vej i en anden retning end den ensrettede, strømlinede præstationskultur.

Hvordan kropskulturen præger mennesker med handicap, og hvordan vores normalitetsforstand i det hele taget påvirker unge med handicap, er der ikke forsket i, men det burde der, mener Niels Ulrik Sørensen, som gerne selv vil være med til at undersøge det.

”Det vil være interessant at få en viden om, hvordan de unge med handicap ser det fra deres perspektiv,” siger han.