Mette Bjørnholt Jensen, 26 år

Mette Bjørnholt Jensen: “Alfred og jeg sluttede på en samlet 4. plads blandt weekendens deltagere. Det er jeg så stolt over.” Privatfoto

”Det er en helt ny verden, der har åbnet sig for mig, og nu kan jeg slet ikke stoppe! Jeg indrømmer gerne, at jeg elsker at træne hund og gerne på højt plan med konkurrencer og alt det, men også bare den uafhængighed og det sammenhold med helt nye mennesker, som jeg er blevet involveret i, det er så dejligt!”

Mette Bjørnholt Jensen: “Alfred og jeg sluttede på en samlet 4. plads blandt weekendens deltagere. Det er jeg så stolt over.” PrivatfotoMette og hendes familie har altid haft hund, men hunden Alfred er Mettes egen og første, som hun også selv har trænet. Alfred er en Labradoodle på 3 ½ år.

”Alfred er egentlig tiltænkt som signalhund. Det vil sige, at han er trænet til at kunne signalere til mine hjælpere, hvis jeg f.eks. har behov for hostehjælp og ikke selv har luft til at bede om hjælp. Og ellers var det bare meningen, at han skulle være hyggeligt selskab. Men efterhånden som jeg begyndte på lidt træning, blev jeg bidt af det. Jo flere steder, jeg viste vores tilstedeværelse i hundemiljøet, des flere tilkendegivelser, klap på skulderen, glædestårer og meget rosende ord mødte jeg. Det er så fedt!” siger Mette.

Mette har trænet Alfred i hundesporten LP og en anden hundesport kaldet Rally. LP handler om lydighed. Dvs. at hunden skal udføre bestemte øvelser så præcist og entusiastisk som muligt, og så giver dommeren point ud fra det. Der er bl.a. øvelser som lineføring, spring, indkald og apport.

”For nylig var vi til et weekendstævne kaldet Hund i Fokus 2017. Stævnet var kæmpe stort, og der var både udstilling og en hel masse konkurrencer. Vi var tilmeldt LP begge dage. Alfred og jeg sluttede på en samlet 4. plads blandt weekendens deltagere, og det er jeg så stolt over. Specielt fordi vi kun har været til LP-konkurrence én gang før,” siger Mette.